Alle elever har ret til god undervisning

Kun halvanden måned efter vedtagelsen af Københavns Kommunes samlede budget for 2024 blev kommunens Børne- og Ungdomsudvalg konfronteret med et behov for at genåbne budgettet og gennemføre nye besparelser. Der var i det oprindelige budget lagt op til generelle besparelser på 0,75 efter grønthøstermetoden – nu skulle der findes yderligere 40 mio. pga. stigende, uforudsete udgifter på specialområdet.

Året før havde vi set noget tilsvarende: Budgettet havde ikke i tilstrækkelig grad forudset udviklingen i udgifterne til specialundervisning, og det var nødvendigt at finde penge i budgetterne på både folkeskolens almenområde og på specialområdet for at dække de øgede udgifter. Gennem en længere årrække har vi oplevet, at udgifterne til folkeskolen ikke har været tilstrækkelige. Beløbet, Københavns Kommune bruger pr. elev i folkeskolen, er de seneste år forringet. Hvor vi i 2015 havde 81.179 kroner pr. folkeskoleelev, havde vi i 2023 78.884 kroner.

Det har selvfølgelig betydet dårligere kvalitet i undervisningen og færre muligheder for at give elever med særlige behov et rimeligt undervisningstilbud. Samtidig med de stigende udgifter til det specialiserede område er det en ond spiral.

Situationen er ikke enestående for Københavns Kommune, men ses overalt i landet. Der er en bred politisk konsensus lige fra KL til regeringen om, at specialområdet lægger beslag på alt for mange af folkeskolens ressourcer, da det er her politikerne finder finansiering til de specialiserede tilbud. Både undervisningsministeren og statsministeren har italesat problemstillingen. Pilen peger i retning af, at flere elever skal kunne rummes i den almindelige undervisning, og i København har børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager erklæret, at kommunen er klar til at ”gå forrest” for resten af landets kommuner.

Tilbage i 2012 vedtog Folketinget den såkaldte inklusionslov, der havde som målsætning, at 96 procent af alle elever skulle rummes i den almene undervisning. Loven viste sig umulig at leve op til, og den havde alvorlige konsekvenser for en stor gruppe elever, som ikke fik et undervisningstilbud, der passede til deres behov. Det førte til mistrivsel og havde konsekvenser, der vil række langt ind i deres videre liv. I 2016 blev lovens rigide målsætning droppet, så det igen blev muligt at tilbyde specialundervisning til de elever, der havde behov for det. Sporene fra inklusionsloven skræmmer i den nuværende debat.

Folkeskolelovens formulering er klar: ”Børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i specialklasser og specialskoler.” Udgangspunktet for enhver diskussion om, hvilke og hvor mange børn, der skal modtage specialundervisning, må med andre ord tage udgangspunkt i en faglig vurdering af det enkelte barns behov. Ingen elever med særlige behov må blive tabt i skolesystemet på baggrund af politiske skrivebordsbeslutninger.

Københavns Lærerforening har fulgt et kommunalt analyseforløb omkring specialundervisning. Men arbejdet har primært handlet om at formulere ”narrativer” om ”inkluderende fællesskaber”, frem for konkret at beskæftige sig med sikring af rammer og ressourcer, der kan styrke undervisningen i folkeskolen. Forløbet skal munde ud i en politisk beslutning om folkeskolen og specialområdet inden sommerferien.

Vi kan vist alle erklære os enige i, at folkeskolen skal være et åbent fællesskab med plads til alle. Og at så mange elever som muligt bør være i den almene undervisning. Men det er også soleklart, at der er børn, for hvem det bedste skoletilbud ikke er i en almindelig klasse, men i en eller anden form for specialundervisning, der tager hensyn til de særlige behov, de kan have. Både af hensyn til den enkelte elevs personlige og faglige udvikling og af hensyn til det samlede klassefællesskab i almenundervisningen. Ønsket om et bredere almenbegreb og flere elever i almenskolen er genkendeligt, men almenskolens tilstand giver ikke mulighed for at lykkes med den opgave på nuværende tidspunkt.

Vi skal være åbne overfor en saglig og pædagogisk begrundet debat om, hvordan vi kan indrette den almene folkeskole, så vi bliver i stand til at have så mange elever som muligt i almenundervisningen. Også elever som kan have særlige udfordringer. Det kræver først og fremmest, at en række af de besparelser, vi har oplevet de seneste år, rulles tilbage, og at der investeres i folkeskolen, så vi som lærere får bedre muligheder for at tilrettelægge en undervisning, der tilgodeser alle elever. F.eks. i form af mere tid til klasselærerne, tid til at udvikle relationer til eleverne og deres forældre, tid til at forberede en differentieret undervisning, og flere muligheder for co-teaching og undervisning med to lærere.

Det er afgørende for den københavnske folkeskole, at der ikke bliver truffet forhastede politiske beslutninger, hvor man pakker økonomisk begrundede forringelser ind i floskler og hurra-ord. Alle elever har ret til undervisning af høj kvalitet i folkeskolen. Og det skal altid være en konkret vurdering af det enkelte barns muligheder og udfordringer, som afgør, om det skal være i den almene undervisning eller i et specialtilbud.