Inklusion: Alt for mange børn og unge mistrives – det kræver handling nu

Flere elever end tidligere har en diagnose og andelen af elever, der undervises i en specialklasse eller modtager et specialskoletilbud, er stigende.

I den almene folkeskole er der også flere elever i dag, som modtager støtte. Samtidigt vurderer de fleste lærere i en ny inklusionsundersøgelse, at de har elever i deres klasse, som slet ikke får den støtte, de har behov for.

Problemet er stort. Ikke kun for folkeskolen og lærerne, men for hele samfundet.

I et indlæg i Politiken for nyligt skrev over tusinde psykologer et nødråb til politikerne. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Alt, alt for mange børn og unge i Danmark mistrives.

I brevet beskrives et hverdagsscenarie fra folkeskolen således:

 ”PPR-psykologen bliver kaldt ud i en klasse med 26 elever, hvor der sidder en håndfuld børn i massiv mistrivsel og med specialpædagogiske behov, som akut kalder på en forandring i rammerne omkring dem. Deres mistrivsel kan komme til udtryk på forskellige måder: Nogle børn lukker sig inde i sig selv og har et stigende fravær, andre bliver meget urolige og forstyrrende og udfordrer måske de voksnes anvisninger og/eller bliver voldsomt udadreagerende verbalt eller fysisk.

Omfanget af børnenes mistrivsel vil ofte forbinde sig til miljøet og fællesskabet i klassen, lærerens overskud og relation til børnene, undervisningsform og -indhold, skoledagens længde, situationen hjemme med mere. Derudover reagerer flere af de øvrige elever med ondt i maven, tristhed og manglende lyst til at komme i skole, fordi stemningen i klassen ofte er præget af konflikter og larm.”

Som lærer eller børnehaveklasseleder kender du med al sandsynlighed til eksempler som ovenstående. Du ved, hvordan du og dine kolleger som oftest står alene med opgaven i klassen. I kan selv opliste bud på elever, klasser og hele årgange, hvor mistrivslen og frustrationerne fylder i hverdagen for jer og jeres elever.

Problemet er komplekst. Derfor er der heller ikke én løsning, der kan ændre situationen.

Folkeskolen skal kunne rumme de fleste elever – hvad enten de har en diagnose eller andre særlige behov. Alle elever har krav på god undervisning. Men faglighed og trivsel går hånd i hånd. Med et stigende antal børn og unge, der mistrives, giver det sig selv, at deres chancer for at få noget godt ud af deres skolegang er små.

Lærerne vil gerne inkludere eleverne i klassen og give alle mulighed for at deltage aktivt i undervisningen. Derfor rammer det os også både fagligt og menneskeligt, når vi ikke lykkes med opgaven. Det får alt for mange lærere til at forlade faget, og mange slides op i jobbet, fordi rammerne og ressourcerne er utilstrækkelige.

"Det kræver politisk mod og vilje, hvis der skal skabes de nødvendige forandringer."

Ingen lærere har valgt deres profession for at opleve, at eleverne smuldrer mellem hænderne på dem, uden at de har en reel chance for at ændre på rammerne. Lærerne ønsker at gøre en forskel for børn og unge, give dem færdigheder, kundskaber og lyst til at lære mere og ruste dem til livet efter skolen. Den opgave synes uoverkommelig for mange, fordi lærerne hver dag er førstehåndsvidner til elevernes mistrivsel.

I Københavns Lærerforenings seneste inklusionsundersøgelse svarer 16 procent af lærerne, at de har mellem seks og ti elever i deres klasse, som mistrives. Det er hjerteskærende.

Det kræver politisk mod og vilje, hvis der skal skabes de nødvendige forandringer. Det er nødvendigt med massive og vedvarende investeringer i folkeskolen. Der er afgørende, at der findes holdbare løsninger.

Lærerne har den fornødne faglige viden om, hvad der skal til for, at inklusionsopgaven får de mest optimale forudsætninger. I talrige undersøgelser fortæller lærerne, at de ønsker mulighed for co-teaching med to lærere, mere tid til forberedelse, hurtigere og relevant hjælp fra PPR og en styrkelse af klasselærerfunktionen som de væsentligste elementer for at kunne lykkes med opgaven.

Lige så vigtigt er det, at lærerne får de nødvendige specialpædagogiske kompetencer, der gør det muligt at inkludere flere og flere elever med særlige behov.

Det er uansvarligt, hvis politikerne lader det hele stå til. Det er en ond spiral, hvor et stigende antal elever visiteres til specialområdet, mens regningen skal betales af almenskolerne. Vi kommer ikke børn og unges mistrivsel til livs, hvis vi fortsætter, som rammerne er nu.

Københavns Lærerforening arbejder derfor vedholdende for at sætte fokus på denne dagsorden over for politikerne på Københavns Rådhus. Vi skal sammen med kommunen finde løsninger, der skaber de nødvendige forandringer. Det er en skal-opgave.