På Københavns Rådhus er der ingen politiske repræsentanter fra Alternativet, men støtten til lærerne var klar i et debatindlæg af Niko Grünfeld (Å) tidligere på måneden. Nu melder Alternativet på Christiansborg sig på banen, og meldingen er klar:
”For os er det afgørende, at vi som politikere - på både nationalt og kommunalt niveau - viser lærerne den tillid, som de i den grad fortjener,” siger undervisningsordfører Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.
Hun mener, at forvaltningen og politikerne fornægter lærernes faglighed, hvis de ønsker at kontrollere lærerne gennem en indskrænkning af den fleksibilitet, lærerne ønsker til den individuelle forberedelsestid.
”Man skulle tro, vi havde lært noget af forløbet omkring L409 i sin tid, men sådan som jeg tolker BUF’s og skoleledernes tilgang til forhandlingerne, så tager den udgangspunkt i en mistillid til lærerne, som kun er ødelæggende både på kort og lang sigt,” siger hun.
Mistilliden er skadelig
Carolina Magdelene Maier mener, at mistilliden er ødelæggende for samarbejdet og arbejdsmiljøet på skolerne og konkret for den enkelte lærer. Hun minder om, at den lærerflugt, man har oplevet over hele landet i de seneste år, heller ikke er stoppet i København.
”Derfor er det mig fuldstændig uforståeligt, hvorfor BUF og skolelederne ikke imødekommer lærernes ønsker”.
Hun opfordrer til, at forvaltningen og skolelederne grundigt overvejer deres position i sammenbruddet.
”Hvis det alene drejer sig om stædighed som følge af langstrakte forhandlinger, så vil min opfordring være at opgive modstanden og lytte til lærerne - som nu engang er dem, det drejer sig om. Det er til det fælles bedste for både lærerne, skolelederne, samarbejdet og ikke mindst børnene,” siger hun.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere