Besparelser er den største trussel lige nu

Valdemar indledte sit skoleliv i folkeskolen, men det gik slet ikke, for der var ikke hjælp og støtte nok til ham. Eller som hans mor, Nanna Slotmann siger: ”Folkeskolen har ikke personale nok til at rumme inklusionsbørn.” 

Derefter forsøgte han sig på en specialskole, men det gik heller ikke, og derefter var han ikke i skole i halvandet år. Angst og skolevægring. Han nåede at true med at springe ud fra 3. sal, før familien fik et tilbud om skolestart på Engskolen før sommer i år, og det tog de imod.

En grund til at Engskolen blev et tilvalg var, at her arbejder lærere og pædagoger efter ’low arousal’ tilgang til eleverne. Low arousal er en pædagogisk metode, der går ud på at undgå, at personer bliver sensorisk og følelsesmæssigt overstimulerede, så selvkontrollen svækkes, og de ryger ud i fx konflikter, de ikke kan håndtere, Nanna: ”Vores dreng har meget angst, og her er det vigtigt at begrænse stimuli. Vi tænker også i low arousal hjemme. Skolens nærhed til vores hjem betød også noget, og vi kunne undgå en taxa-ordning”. 

Trivsel er grundlag for læring

”Valdemar er glad for at gå sammen med andre børn med autisme på Engskolen. Han siger, det er hyggeligt at være i skole. Det har han aldrig før sagt om nogen skole. Han kan lide de voksne og de andre elever. Medarbejderne er rigtig gode til at se ham, hvilke interesser, og hvilke behov han har. Ja, se ham som den person, han er”, fortæller Nanna. Hun glæder sig over, at der er medarbejdere nok til, at de kan tage på ture med eleverne og samtidig tage højde for, at nogle børn ikke har overskud til ture. De kan tilgodese det enkelte barns aktuelle behov.

Valdemar er ikke særlig meget med til det faglige lige nu, for han har haft en lang periode med skolevægring. Han sad hjemme i halvandet år, så lærernes fokus på ham lige nu drejer sig om trivsel. 

”Det er jeg meget tilfreds med. Der er jo ingen læring uden trivsel, og skolen kan kun tilgodese Valdemars behov for trivsel, hvis der er personale til det. Og det er der, eller har der været her efter sommerferien”, fastslår Nanna. 

Nanna fortæller, at lærerne fx spørger Valdemar, om han vil være med til engelsk. Nogle dage siger han ja, og andre dage nej, og så er det ok. Han har sin egen engelsksprogede tegneserie med i skole ,og så sidder han og læser i den. Han kan sagtens læse, og han har lært sig selv engelsk på et halvt år derhjemme blandt andet via youtube. Han taler nærmest flydende engelsk og ser film uden undertekster, så fagligt er der slet ikke noget.

”Det kan godt være, at han har haft svært ved at gå i skole, men han kan en masse andre ting, hvis skolen kan rumme ham, og hvis han kan rumme skolen”, siger Nanna.

Hjemme i et halvandet år

Valdemars far har gået hjemme og passet ham i de halvandet år, han nægtede at gå i skole. Faren har derfor modtaget tabt arbejdsfortjeneste. 

”Det har vi været heldige at få, men det er desværre ikke muligt for alle. Der er en masse tilfældighed omkring det, men det er en anden historie om den manglende retssikkerhed for  handicappede børn og deres familier”, siger Nanna.

Valdemars far har haft orlov fra sit arbejde i halvandet år og før den tid på delvis tabt arbejdsfortjeneste, og han har ikke været på arbejde på fuld tid i tre år. Nanna har også været på delvis nedsat tid i en periode for at få familien til at fungere.

”Vi prøver på at få det til at hænge sammen derhjemme. Vores dreng har haft så meget angst, at han ikke kunne komme uden for huset i tre måneder. Han havde så meget separationsangst, at hans far ikke kunne gå fra ham – simpelthen, fordi han havde været i de forkerte rammer, hvor der ikke havde været nok personale og ikke nok tid og specialisering til at give ham det, han havde brug for”, fortæller Nanna.

”Valdemar havde brug for voksne omkring sig med tid og fokus på trivsel. Hvis ikke børn trives, kommer der ikke til at foregå nogen form for læring. Det kan ikke understreges nok. Og hvis ikke der er voksne nok omkring børnene, så kommer der ingen trivsel.”

Nye besparelser truer

”Hvis det nu skulle ske, at han ikke vil i skole på Engskolen, så kan jeg ikke se, hvordan vi får ham i skole igen. Det ville være forfærdelig ærgerligt, for det er den tredje skole, han går på. Han var meget skeptisk, før han startede på Engskolen, for han har jo været på en anden specialskole før, så hvorfor skulle en ny specialskole lykkes for ham? Sådan lød hans skeptiske argumentation, han er jo ikke dum. Så vi arbejdede målbevidst på at skabe et godt narrativ for ham om, at det er jo et andet sted. Vi sagde, at det er en rigtig god skole, og han svarede bare, at det sagde I også sidst.”

”Det er heldigvis bedre på Engskolen. Vi er meget glade for skolen, og vi har et godt samarbejde med lærerne, fordi de har tid til det. Men den tid er allerede blevet mere presset her efter sommerferien, fordi der er kommet flere elever ind i Valdemars gruppe. Fra starten var der seks børn i gruppen, men nu er der otte. For børnene er otte børn en markant forøgelse af elevtallet. Efter hvad jeg har hørt, skyldes de flere børn i gruppen, at der mangler pladser på specialskolerne i Københavns Kommune, og så propper man flere børn ind, end der burde være.” 

”Lige nu oplever jeg, at børnene i gruppen er i trivsel, men hvis der pludselig er otte børn i en gruppe med ikke så gode relationer, så er otte alt for mange. Det kan vælte læsset for nogle af eleverne. Derfor er det vigtigt, at man ikke øger elevtallet.”

Urimeligt og ulogisk at spare

På spørgsmålet om ikke det kan være rimeligt nok at spare, hvis der mangler penge i kassen, lyder svaret fra Nanna:

”Nej, det er fuldstændig urimeligt og ulogisk. Politikerne har budgetteret med for få specialskolebørn, og så er det blevet for dyrt, og derfor skal specialskolerne spare. Det giver jo simpelthen ikke nogen mening at spare. Alle bliver mere pressede, elever og lærere. Det er da helt ulogisk at spare det væk, som børnene netop har brug for – tid og voksne personer.”

”For når der for alvor skal spares, er der to muligheder. Man kan tage flere børn ind, eller man kan fyre personale, men begge veje kan få katastrofale følger for børnene. Nu har jeg selv oplevet, at min søn var i forkerte rammer, så han først fik en psykose og derefter så stærk angst, at han ikke kunne komme uden for en dør i flere måneder”, fortæller Nanna.

”Da Valdemar gik på den første folkeskole, var han så presset, at han udviklede stærk angst og røg ind i en psykose. Jeg ringede til Bispebjerg Hospital, der svarede os, at det er meget almindeligt, hvis børn med autisme bliver for pressede. Så kan der opstå forbigående psykoser”, fik jeg at vide.

Det bliver dyrt at spare her

”Lige nu og her kan det godt være, at det er muligt at spare lidt kroner, men i det lange løb risikerer man at få en kæmpestor gruppe børn, der er sårbare i forvejen, som bliver så pressede, at de udvikler følgetilstande som angst, depression og nogle bliver selvmordstruede. Det er desværre almindeligt. Min søn talte om at hoppe ud af vinduet på fritidshjemmet, der ligger på 3. sal. 

”Man skal heller ikke glemme børnenes familier. Valdemars lillebror har også været presset af at have en storebror, der er meget presset. Heldigvis kommer Valdemar i øjeblikket hjem fra Engskolen med overskud. Han er træt, men når han har hvilet sig, er han klar igen, og de to drenge har en meget bedre relation i dag.” 

”Jeg tror, at hvis Valdemar kan fortsætte sit skoleforløb uforstyrret, så kan han godt engang tage en videregående uddannelse og blive et menneske med et værdigt liv, et godt arbejde og en god livskvalitet. Men hvis der kommer flere børn i hans gruppe, eller de begynder at fyre personale, og det går galt for ham på skolen, så er jeg ikke sikker på, at det kan lade sig gøre, og så er vi som forældre meget bekymrede for ham.” 

”Engskolen skaber værdi for ham og kvalitet i hans liv. Han får selvværd. Han er glad for, at der går andre børn som ham, som han kan spejle sig i. Han accepterer og lever godt med sin diagnose, fordi han er sammen med andre, der er ligesom ham.”

Væk med budgetloven!

Nanna nævner, at et af problemerne på handicapområdet er, at kommunerne har meget stramme budgetter, for en budgetlov lægger loft over, hvad en kommune foretager sig, og her kommer handicapområdet til kort.

”Som forældre er vi ikke gode til at sætte fokus på det, fordi vi er så pressede. Det er svært for os at råbe op. Dertil kommer, at når vi fortæller om vores børn, og hvad de har brug for, så er det et ret privat rum, vi lægger ud i det offentlige. Det er da en meget sårbar situation for os.” 

”Alle forældre vil gøre det bedste for deres børn, og som forældre til et handicappet barn kan vi ikke undgå somme tider at føle en vis utilstrækkelighed. Vi sidder her med et barn, der er angst og truer med selvmord. Vi føler somme tider, at vi ikke slår til som forældre, og derfor er det  skrøbeligt at gå ud og sige, at vi ikke kan gøre det godt nok for vores barn.”

”Mange forældre til handicappede børn får såkaldt systemstress, fordi de simpelthen ikke får den hjælp, de har brug for”, konstaterer Valdemars mor.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.