Det er en stor mundfuld at lukke en forvaltning eller for den sags skyld en kommune ned til et absolut nødvendigt beredskab. Ikke desto mindre er det den situation som Børne- og Ungdomsforvaltningen med sine knap 18.000 ansatte er i fuld gang med.
Efter statsminister Mette Frederiksens pressemøde onsdag aften, hvor landets skoler og institutioner blev varslet lukket fra på mandag, har der været mere end almindeligt travlt i forvaltningen.
Borgmester Jesper Christensen fortæller til KLFnet.dk, at planlægningen er i fuld gang – både i forvaltningen og ude på skolerne.
LÆS OGSÅ: Københavnske skoler lukker ned for aktiviteterne
”Vi afventer, at man ude på skolerne melder ind til os, hvor mange elever der har behov for nødpasning i de kommende uger. Vi har to dage til at være klar til at lukke skolerne ned fra på mandag – selvfølgelig med en ordentlig nødpasning for dem, hvis forældre ikke kan holde børnene hjemme. Alt andet bliver lukket ned,” fortæller Jesper Christensen, der blandet andet nævner fritidstilbuddene som en af de aktiviteter, som også holder lukket fra på mandag.
En del skal afklares lokalt
Når eleverne ikke længere kan komme i skole og få undervisning, vil skolerne i et vist omfang have mulighed for at lægge undervisningsplaner på AULA, så eleverne hjemmefra kan beskæftige sig med opgaver i den periode, der foreløbigt er sat til to uger:
”Det vil i høj grad være en lokal vurdering i de enkelte lærerteams og hos ledelsen, der skal lægge en plan for det, hvor meget man kan gennemføre her. Det er dem, der er bedst til at vurdere det, siger Jesper Christensen og fortsætter:
”Det er klart, at der er nogle områder, hvor vi siger, det er en skal-opgave og andre steder, hvor man decentralt skal løse det. Det er også forskelligt fra klassetrin til klassetrin. Det sidder vi lige nu og arbejder på, så vi kan melde klart ud til ledelserne.”
Selvom Jesper Christensen har været mange år i kommunalpolitik, har han ikke oplevet en lignende situation før, også selvom han medregner lockouten i 2013.
”Det er en meget stor, akut opgave. Jeg er glad for, at myndighederne har været så tydelige, og centralt har taget ansvar for, hvad vi skal, så det ikke har været op til den enkelte kommune at vurdere om, ”vi nu skal holde åbent eller lukket”.
”Hvis vi følger opfordringen om at hjælpes ad, og vi opfører os fornuftigt og har forståelse for, at der er nogen ting, der er vigtigere end andre i denne her situation, så kommer vi også rigtig godt igennem det. Det er jeg slet ikke i tvivl om,” lyder den optimistiske melding fra Jesper Christensen.
Københavns Kommune forbereder lukning af al unødig aktivitet. Læs kommunes anbefalinger her.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere