Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening, siger om budgetforliget:
”Et enigt Børne- og Ungdomsudvalg har udtrykt en ambition om, at flere elever med særlige behov skal inkluderes i almenundervisningen. Jeg noterer mig, at der i budgetaftalen afsættes ekstra midler både til almenområdet og til specialområdet over de næste fire år. Det fremgår ikke klart af aftalen, i hvilket tempo aftaleparterne vil begynde at implementere en øget inklusion, men jeg vil understrege, at der er behov for massive investeringer over flere år, før det bliver muligt at give undervisningstilbud til flere elever med særlige behov på almenområdet. Jeg noterer mig også, at der som et af initiativerne er aftalt co-teaching i alle timer i børnehaveklassen og 1. klasse, og jeg undrer mig over, at der ikke er planer for tilsvarende ordninger på de øvrige klassetrin, hvor behovet er lige så stort. Og så glæder jeg mig over, at en del af midlerne i aftalen er afsat til ekstra forberedelsestid og mere tid til forældredialog. Der er netop den type initiativer, mine medlemmer efterspørger.”
I budgetaftalen lægges der også op til en ændring af visitationsmodellen for elever med særlige behov. Katrine Fylking siger:
”Det skal altid være en faglig vurdering af den enkelte elevs muligheder og udfordringer, der ligger til grund for, hvilket undervisningstilbud folkeskolen skal tilbyde. Helt som det er beskrevet i folkeskoleloven. Jeg vil på det kraftigste advare mod, at der etableres et visitationssystem, hvor den samme myndighed har ansvaret for specialområdets økonomi og for visitation. Det fremgår af budgetaftalen, at den konkrete visitationsmodel skal fastlægges af forligspartierne i løbet af efteråret. Jeg vil opfordre til, at vi som fagprofessionelle bliver inddraget i det arbejde, så vores viden og erfaringer fra skolens hverdag kan indgå i forhandlingerne.”
Aftalen lægger op til den såkaldte BUF-flexordning omlægges. Katrine Fylking ærgrer sig over beslutningen:
”Hvis forventningen er, at flere elever skal inkluderes i den almene undervisning, vil der være behov for, at vi etablerer en række mellemformer på skolerne. Jeg siger ikke, at BUF-flex ordningen har fungeret lige godt alle steder, men jeg vil advare imod, at man bare sender midlerne ud på skolerne og lader dem få ansvaret for helt nye opgaver med at etablere specielle undervisningstilbud til elever med særlige behov. Jeg er meget ærgerlig over, at der ikke laves en analyse af kommunens erfaringer med BUF-flex ordningerne. Det kræver et langt grundigere arbejde at omlægge økonomien for denne opgave, da det handler om den enkelte elevs rettigheder og skolernes mulighed for at løse opgaven.”
Katrine Fylking glæder sig over, at flere spareforslag er taget af bordet i forhandlingerne. Det gælder forslaget om at spare på modersmålsundervisningen, og det gælder dele af forslaget om at spare på tilskud til KLF-kolonierne.
”De dele af spareforslagene på Kolonierne, som er gennemført, kommer til at få konsekvenser for koloniernes mulighed for fortsat at sende børn afsted på sommerkoloni. Det er vi naturligvis meget kede af i Københavns Lærerforening,” siger Katrine Fylking.
Sidst, men ikke mindst, udtrykker Katrine Fylking glæde over, at forligskredsen er så bred, at der kan forventes stabil opbakning til skoleområdet de kommende år.
Se forligsteksten her.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere