Professionshøjskolen UCC samler sine uddannelser på ét sted. Det kommer til at hedde Campus Carlsberg, og det slår dørene op i september 2016.

Det er fremtidens klasselokale. Det er rooftop-basketballbane, det er stickyness, det er følelsen af et campus. Det er 10.000 studerende og 800 medarbejdere samlet på de samme 57.000 kvadratmeter i Carlsberg Byen.

Når Campus Carlsberg slår dørene op til september 2016 har Professionshøjskolen UCC samlet alle sine uddannelser i hovestaden. Det bliver ét samlet sted med kommende lærere, pædagoger tegnsprogstolke og tekstilformidlere. Det forventes at omkring 2.300 bliver lærerstuderende.

Det er Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS og Læreruddannelsen Zahle, der nu bliver smeltet sammen på Campus Carlsberg.

”Beliggenhed og selve bygningen betyder selvfølgelig ikke alt, men vi tror på, at det helt klart er med i overvejelserne, når de studerende vælger uddannelse. Derfor håber vi på, at det bliver mere attraktivt – læreruddannelsen har nemlig lidt en smule de seneste par år. Og det tyder på, at det virker. Vi har haft en stigning på 25 procent i kvote 2-ansøgninger til når campusset åbner – det har jeg i hvert fald aldrig oplevet før,” siger rektor for Professionshøjskolen UCC Laust Joen Jakobsen.

Fremtidens klasseværelse

Selv om Campus Carlsberg nærmest bliver en by i sig selv, håber Professionshøjskolen UCC, at det bliver et meget åbent sted.

”Vi kan godt lide tanken om at have et meget åbent hus. Vi skal ikke lukke os om os selv. Her skal gerne være åbent for andre mennesker, der kan bruge vores faciliteter og lokaler – også om aftenen,” siger Laust Joen Jakobsen.

Han drømmer også om, at for eksempel skoler skal komme hen på campus for at se, hvordan undervisning kan foregå – og ikke omvendt.

”Vi arbejder meget med Future Classroom, så håbet er, at man kan komme til Campus Carlsberg for at opleve fremtidens undervisning,” siger Laust Joen Jakobsen.

Beholde sin identitet

Med sammenblandingen af forskellige uddannelser og så mange mennesker, kunne man godt frygte, at det ville blive én stor pærevælling af studerende uden særlige tilholdssted. Men ophavsmændene er opmærksomme på, at det er vigtigt, de studerende har en identitet.

”Der skal være nogle baser, hvor de enkelte studerende hører til. Altså et samlingssted for lærerstuderende, så de ved, at ”her kan jeg møde mine egne”. Der vil være store, åbne steder, der er for alle, og så vil der også være nogle miljøer, der er tiltænkt de enkelte studieretninger hver især,” siger Jonas Kjær-Westermann, der er programleder for Campus Carlsberg.

”Vi har heller ikke ambitioner om at lave et fælles basisår for alle uddannelserne,” tilføjer Laust Joen Jakobsen

Have lyst til at blive hængende

Programleder Jonas Kjær-Westermann har især fokus på det, han kalder stickyness.

”Vi prøver at skabe den her campus-følelse, hvor de studerende har lyst til at være her. Når de laver gruppearbejder er det på campus frem for en cafe. Når de skriver bachelor-opgave er det på campus, fordi faciliterne er gode, vejlederne er i nærheden og det samme er de medstuderende. Stickyness handler om, at man har lyst til at blive hængende,” siger Jonas Kjær-Westermann.

Han fortæller, at de udenlandske studerende altid på de forskellige uddannelser har været gode til at tage den her tilgang med sig, fordi de er vant til det hjemmefra. Men de danske studerende har brug for et skub for at bruge campus som udgangspunkt for al studie-aktivitet.

”Og det behøver ikke kun være det faglige. Vi har også basketballbane, store terrasser og en masse forskellige miljøer at hænge ud i, som  man har adgang til med sit studiekort – om det så er tidlig morgen eller sen eftermiddag,” siger Jonas Kjær-Westermann. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.