De fire strategier forældre benytter sig af i det digitale skole-/hjemsamarbejde

“Husk er nok det ord, der bliver brugt absolut mest,” siger Maria Ørskov Akselvoll som en indskudt bemærkning, og salen klukker genkendelighedens grin.

Vi er til konference i HK-Hovedstadens lokaler, arrangeret af Skole og Forældre København og Københavns Lærerforening, og på dagsordenen er en snak om skole-/hjem-samarbejdet på de digitale platforme.

Bemærkningen om det lille ord husk falder under et af aftenens hovedoplæg. Maria Ørskov Akselvoll har indtaget scenen for at fortælle om sin forskning, hvor hun har undersøgt det digitale skole-/hjemsamarbejde set fra forældrenes synspunkt. For det er nemlig et perspektiv og en nuance i snakken om skole-/hjemsamarbejdet, som vi ikke ved særlig meget om.

“På trods af at skole og hjem samarbejder som aldrig før - vi har et historisk intensivt skole-/hjem-samarbejde - så ved vi faktisk overraskende lidt om, hvordan forældrene selv oplever det her samarbejde, og hvordan de håndterer det i deres dagligdag,” siger Maria Ørskov Akselvoll fra scenen.

Og det er en koncentreret sal af tilhørere, der lytter til oplægget. For der er mange ting, man som forældre kan læse på de digitale platforme, at man skal huske. Men det er ikke alle, der har lige vilkår for at huske, at de husker det.

Lod sig bombardere af informationer

Hendes ph.d.-afhandling om emnet har fået navnet ‘Folkeskole, forældre og forskelle: Skole-/hjem-samarbejde og forældreinvolvering i et klasseperspektiv’. Den er baseret på en kvalitativ metode, og trækker derfor på erfaringer fra to forskellige folkeskoler.

Den ene skole er Ny Hollænderskolen på Frederiksberg, og den anden Nørrebro Park Skole i København.

Ved at tage udgangspunkt i disse to skoler, hvor der er en markant forskel på eksempelvis længden af de to forældregruppers uddannelser og indtægten i husstanden, har hun fået et unikt indblik i, om aspekter som disse er betydende faktorer i forældres holdning til og brug af de digitale skole-/hjem-platforme.

Maria Ørskov Akselvoll har i sin forskning ladet sig oprette som forælder i en klasse på begge skoler - med alt, hvad det indebærer. Hun har deltaget i forældremøder, næsten 100 skole-/hjemsamtaler, trivselsarrangementer og derudover har hun modtaget alle de beskeder, påmindelser, informationer og noter, som klassernes forældre modtager over ForældreIntra. Og det er ikke så lidt information, hun har fået tilsendt.

Faktisk endte hun med at have samlet et helt ringbind pr. klasse med online-meddelelser, som hun selv printede ud.

De fire forældrestrategier

Under oplægget trækker hun hovedpunkter frem fra afhandlingen, og interessen skærpes især, da hun præsenterer fire forskellige kategorier af forældre. Maria Ørskov Akselvoll har ud fra blandt andet interviews med en stor del af forældrene i de to klasser defineret fire forskellige tilgange til brugen og opfattelsen af ForældreIntra.

Hun har inddelt forældrene i fire strategier; fire måder man som forælder opfatter, håndterer og benytter sig af den digitale platform. De er som følger:

Forkantsstrategien:

Forældre, som er på forkant med skolen. De forældre, der gør alt, hvad de skal på ForældreIntra, men også lige lidt mere end det. De gør typisk en ekstra indsats for at sikre sig og være godt med.

Som Maria Ørskov Akselvoll skriver i sin afhandling: ‘De omtalte systemet som et ”godt redskab”, ”et genialt værktøj” og som noget, man ikke kunne ”leve uden”.’ og senere: ‘’Forkantsforældrene’ var altså karakteriseret ved en meget pligtopfyldende, disciplineret og ansvarstagende håndtering af ForældreIntra, der var alt andet end afslappet. Deres dagsorden og skolens dagsorden var således den samme.’

Sorteringsstrategien:

Pligtopfyldende forældre, men mere sorterende. Udvælger i større grad det på ForældreIntra, som de synes er vigtigt, og så lader de resten være med sindsro.

‘Det kendetegnede således forældre, der benyttede sig af sorteringsstrategien, at de nok var både ansvarstagende og pligtopfyldende i forhold til skolens krav og forventninger, men at de også selv satte grænser for egen involvering, gennem en veludviklet fornemmelse for, og prioritering af kravene,’ skriver Maria Ørskov Akselvoll i afhandlingen.

Overlevelsesstrategien

Forældre, som prøver at leve op til alt det, de skal. Men det, der kendetegner dem, er, at de har store problemer med det. De prøver at overleve i strømmen af informationer, men får aldrig rigtigt grebet om det.

‘Det karakteriserede dermed forældre, som benyttede sig af overlevelsesstrategien, at de ønskede og forsøgte så godt de kunne, at tage ansvar og involvere sig, sådan som skolen og lærerne lagde op til, men at de sammenlignet med ’forkantsforældrene’ og ’sorteringsforældrene’ fandt det vanskeligere at navigere i Forældreintras informationsstrøm, og derfor brugte mere energi på at afkode og imødekomme krav og forventninger om deltagelse, for at kunne positionere sig som involverede forældre.’ skriver Maria Ørskov Akselvoll om ‘overlevelsesforældrene’.

Distanceringsstrategien:

Forældre, som har svært ved at overskue strømmen af informationer, og håndterer det ved at distancere sig og gøre modstand mod de digitale platforme.

Om ‘distranceringsforældrene’ skriver Maria Ørskov Akselvoll i sin afhandling:

‘Disse forældre søgte at holde en distance til ForældreIntra og trak en tydelig grænse mellem skole og hjem. De var generelt skeptiske overfor, at skulle involvere sig i skolen og ForældreIntra repræsenterede derfor en forhindring snarere end en mulighed for dem.’

Når Maria Ørskov Akselvoll kiggede på disse fire strategier, og smed forældrenes uddannelsesniveau ind i ligninger, så dannede der sig en tydelig skillelinje, som hun på sit slideshow i salen markerede med en fed, rød streg, der gik mellem sorteringsstrategien og overlevelsesstrategien.

Stregen indikerer et skel i uddannelsesniveau: over stregen, hos de forældre, der benyttede sig af forkantsstrategien og sorteringsstrategien var uddannelsesniveauet enten langt eller mellemlangt, hvorimod der under stregen, hos de forældre, der benyttede sig af overlevelsesstrategien og distanceringsstrategien typisk var et kort uddannelsesniveau, ingen videregående uddannelse eller en erhvervsuddannelse.

Dermed blev det tydeliggjort, i hvor høj grad forældrenes baggrund spillede ind i deres måde at håndtere de digitale platforme på: ressourcestærke familier, med et højt uddannelsesniveau hos forældrene, havde lettere ved at overskue, engagere sig og afkode alle informationerne, de modtog via digitale skole-/hjem-platforme, hvorimod familier med lavt uddannelsesniveau og færre ressourcer var mere tilbøjelige til at miste overblikket over, hvad der foregik på platformene, og havde generelt en mere negativ opfattelse af dem.

At højtuddannede forældre har større overskud til at deltage i - og dermed fremme - barnets skolegang, er ikke nogen ny opdagelse, fortæller forskeren:

“Men det, der er nyt, det er, at når man snakker med forældrene, så kan man faktisk se, hvor problemerne opstår. Og det handler ikke kun om, hvorvidt man er god akademisk til at hjælpe sit barn i skolen, det kan netop også handle om, at man er god til at håndtere et system som ForældreIntra,” siger Maria Ørskov Akselvoll, og fortæller videre:

“ForældreIntra er kendetegnet ved, at det er udviklet af lærere til lærere, så det er måske ikke så mærkeligt, at det aldrig har fået indarbejdet det her forældreperspektiv, som jeg efterspørger.”

Teknologien giver forældre mange kasketter på

For med de øgede teknologiske muligheder har skole/hjem-samarbejdet også ændret sig. Tidligere var det sedler med hjem i tasken og en kontaktbog til informationen mellem lærer og forældre, men nu kommer stort set al information online på platforme, som forældrene er nødsaget til selv at tjekke for at kunne holde sig opdateret på, hvad der sker i barnets skole.

“Skolen har fået en direkte kanal til forældrene. Det betyder også, at skolens grænser er rykket længere ind i familien, end de var før, så samarbejdet er på en måde accellereret og intensiveret,” fortæller Maria Ørskov Akselvoll fra scenen.

ForældreIntra blev introduceret omkring 2002, og skulle dengang ses som et supplement til det i forvejen eksisterende skole-/hjem-samarbejde. Men på blot 15 år er det gået fra at være et supplement til at være den måske mest centrale del af samarbejdet mellem lærere og forældre. Og måden, hvorpå skolerne benytter ForældreIntra, har givet forældrene mange flere kasketter på, end de havde tidligere, fortæller forskeren, som har defineret nogle af disse forskellige kasketter.

For det første bliver forældrene involveret som en slags assistenter for skolen, som i det daglige skal hjælpe til med barnets læring og trivsel på forskellige måder. De skal stå til rådighed i forhold til at hjælpe til med opgaver, lektier og afleveringer, ligesom de skal øve, træne og repetere færdigheder hos børnene.

Derudover fungerer forældrene også som en slags administrator, og det er den rolle, som aktiveres, hver gang det lille ord husk optræder i en meddelelse:

“Sådan nogle, der skal huske børnene på alt det, der skal ske, og alt det børnene skal huske at have med: bøger, redskaber, tøj og alle de ting, man ellers skal huske at have med i løbet af en uge,” siger Maria Ørskov Akselvoll.

Forældrene bliver også involveret som en slags medansvarlige for læringen, hvor de skal hjælpe med at træne børnenes færdigheder eller bidrage til opgaver på måder, som gør at børnene også bliver meget afhængige af forældrenes hjælp.

Kort sagt stilles der med de digitale platforme langt større krav til forældrene end tidligere, hvis de vil engagere sig i barnets skolegang, og det er med til at tabe de ressourcesvage forældre.

“Der synes at have været en blindhed i de senere år for, at øget involvering og øget information samtidig er lig med øgede krav. Det kan man slet ikke komme uden om. Det bliver jo konkret et praktisk spørgsmål om tid, overskud og kompetencer - altså muligheder og begrænsninger - så alle de her ting, der kommer på ForældreIntra, det bliver i sidste ende et spørgsmål, om man kan overkomme det, eller om man ikke kan,” siger Maria Ørskov Akselvoll, og fortæller videre, at hun oplever, at forældrene godt er klar over deres rolle i samarbejdet, men i nogle tilfældet er det simpelthen ikke praktisk muligt at engagere sig i tilstrækkelig grad:

“Jeg så i hvert fald ikke, at forældrene ikke er klar over, at deres rolle er vigtig. Det er de meget klare over. Jeg så i stedet, at det mere handlede om, hvad der praktisk er muligt. Så det bliver i sidste ende det, der er afgørende for, om man involverer sig, som man skal. Og det ser ud til at vanskeliggøre det for nogle forældre, og paradoksalt nok også gør det sværere for dem, som vi faktisk skulle løfte allermest med samarbejdet.”

Artiklen er skrevet udelukkende på baggrund af Maria Ørskov Akselvoll oplæg til konferencen “Skole-/hjem-samarbejdet i lyset af de digitale platforme - begrænsninger og muligheder for at få alle med” mandag 14. januar 2019.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.