Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Jeg har som lærer ikke brug for endnu en kandidat til hovedstyrelsen, som stiller op for at implementere A 20. I forvejen har vi jo en enig hovedstyrelse, som knokler alle som én for at få arbejdstidsaftalen implementeret. For med al respekt for A 20, så glider den jo nok nærmest af sig selv ubesværet ind i kutymerne på langt de fleste skoler: Lederen gør klar til arbejdsfordelingen; tillidsrepræsentanten hjælper med at formidle medlemmernes ønsker, hvorefter lederen på et oplyst grundlag træffer sin beslutning og fordeler undervisningstimer og opgaver. Det skal nok lykkes - også i år. Spørgsmålet er snarere, om det bliver i år, at man bliver slidt op i forsøget på at løse alle de tildelte opgaver.
Jeg har brug for Pia Henriksen i hovedstyrelsen. Jeg har brug for en overenskomst med nye spilleregler for arbejdsfordelingen. Jeg har brug for regler til gavn for os, som lederen skal følge, uanset om der skal spares på budgettet eller ej.
Pia Henriksen er en glimrende formidler af budskabet om alt det fantastiske, der udfolder sig i undervisningen og i mødet mellem lærere, børnehaveklasseledere og elever. Hun kan på tv, i podcast og i skrift på fængende vis fortælle om alt det, hele vores mangfoldige medlemsskare præsterer hver dag. Det har hun allerede gjort på højt niveau i flere år. Og ja, en vigtig del af arbejdet for hovedstyrelsesmedlemmer er at mestre formidlingen af ”lærerens stemme” til de politiske beslutningstagere og den brede offentlighed. Men – er det nok at kunne få borgmestre og andre af vores arbejdsgivere til at lytte og holde fine hyldesttaler til os? Nej, den svære del af hovedstyrelsesarbejdet er at omsætte goodwill til andet end varm luft, honninghjerter og A 20-samarbejdsaftaler uden rettigheder.
Pia Henriksen i hovedstyrelsen, fordi hun stiller op for at gøre det svære arbejde, og fordi hun ved hvad en overenskomst skal give os medlemmer.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere