Hvordan giver vi vores elever den bedste start på deres skoleliv? Det spørgsmål optager os. Derfor ser vi med stor bekymring på de ændringer, der på nogle folkeskoler i København ser ud til at blive en realitet kommende skoleår, hvor nogle børnehaveklasseelever måske kun vil få en skoledag fra klokken 8.00-12.00.

Det var ikke det, der var meningen med den nye folkeskoleaftale. Og det står i skarp kontrast til de værdier og intentioner, der arbejdes med i Undervisningsministeriets fagudvalg for børnehaveklassen. Her er fokus netop rettet mod mere tid til fordybelse, plads til forskellighed og en helhedsorienteret tilgang til skole og undervisning, som også skal danne grundlag for fagfornyelsen i folkeskolen fra 2027.

Børnehaveklassen er langt mere end et overgangsår mellem børnehave og 1. klasse. Det er her, børnene første gang møder skolelivet – en ny hverdag, hvor de skal finde sig til rette i et fællesskab og begynde at forstå, hvad det vil sige at være en del af en større sammenhæng. Det kræver tid, ro og trygge rammer. Det kræver nærværende voksne, der kan skabe relationer og opbygge rutiner, der giver børnene mod på skolelivet. En skoledag på fire lektioner giver ganske enkelt ikke den nødvendige tid til alt dette.

Herudover sendte budgetpartierne på Københavns Rådhus et hyrdebrev med budget 2025 til skolerne, hvor de skriver: ”Parterne er enige om, at der, i forlængelse af beslutningen om ikke længere at bruge betegnelsen 0. klasse om børnehaveklasse i København, også skal være mere fokus på fællesskab og leg i børnehaveklassen. Børnehaveklassen skal ikke være starten på skolens faglige mål, men i stedet bidrage til at fremme nysgerrighed og lyst til læring. Børnehaveklassen skal udgøre en tryg overgang fra børnehaven med leg for legens egenværdi og udvikling af sociale fællesskaber.” Vi deler til fulde ønsket om at understrege vigtigheden af legen og den legende tilgang som centrum for aktiviteter i børnehaveklassen.

En børnehaveklasse er sammensat af elever i alderen 5 til 7 år, og de kommer med meget forskellige forudsætninger. Nogle har brug for ekstra hjælp til sproget, andre kæmper med sociale eller emotionelle udfordringer. Nogle er hurtigt i gang fagligt, mens andre har brug for længere tid til at finde sig til rette. Uanset udgangspunkt har alle børn ret til en god og tryg start, og det forudsætter, at der er tid nok i skoledagen til, at hver enkelt kan blive set og støttet.

Når skoledagen bliver for kort, bliver den mere presset. Der bliver mindre plads til leg, bevægelse og pauser – og dermed mindre plads til den vigtige sociale og følelsesmæssige udvikling, som netop er en central del af børnehaveklassens formål. Samtidig risikerer vi, at børn med særlige behov ikke opdages i tide, og at den tidlige indsats, som vi ved har stor betydning, udebliver. ”Mangfoldige børnefællesskaber”, hvor der er et politisk ønske om, at flere elever skal være i almen, får væsentlig ringere forudsætninger for at lykkes med en kort skoledag.

Vi ved, at mange skoler i København står med økonomiske vanskeligheder – og svaret på at kunne få økonomien til at hænge sammen bliver kortere skoledage. Men en kortere skoledag i børnehaveklassen er en kortsigtet løsning, der kan få alvorlige konsekvenser for eleverne på længere sigt. Det er i begyndelsen, vi lægger fundamentet for hele skoleforløbet, og derfor bør der være ressourcer til tid og kvalitet.

Hvis vi virkelig mener, at alle børn skal have en god start i skolen, så er det ikke for meget at forlange en skoledag, der giver plads til at skabe tryghed, opbygge relationer og give børnene en reel mulighed for at trives. En for kort skoledag giver ganske enkelt en dårlig start på livet i skolen.

Vi vil derfor opfordre alle på skolerne til at træffe beslutninger om skoledagens længde på et godt og oplyst grundlag, hvor de fagprofessionelle og særligt børnehaveklasselederne har været inddraget og kvalificeret beslutningen.

Vi vil som udgangspunkt anbefale en skoledag på 5 lektioner for børnehaveklassen.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.