Når jeg læser danske undersøgelser, der viser, hvor mange LGBTI+ børn og unge i vores folkeskoler, der har selvmordstanker eller har forsøgt selvmord, føler sig alene eller isolerer sig, får jeg oprigtigt lyst til at græde. Hele fire gange så mange homo- trans- og biseksuelle som heteroseksuelle har forsøgt at begå selvmord, og 10 pct. af disse gjorde første gang forsøget inden deres 13-års fødselsdag. Det er især de unge, der har selvmordstanker, og børn helt ned til 4-6-års-alderen har prøvet at tage deres eget liv, viser undersøgelse fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA).
Flere undersøgelser blandt skolelever viser dertil, at det blandt andet kniber med accepten i skolen. I en undersøgelse blandt afgangsklasserne i Aalborg var godt 40 pct. af eleverne negativt stemt over for sex mellem to fyre, mens en større undersøgelse lavet af Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik sammen med Ungdomsringen viste, at helt op til 30 pct. af danske teenagere mellem 13-16 år svarer, at det ikke er o.k. at være homoseksuel. Helt op til en tredjedel af alle henvendelser på børnetelefonen skulle efter sigende dreje sig om, at børn og unge er i tvivl om deres seksualitet. Noget der både er et udtryk for, at unge LGBTI+ personer mangler nogen at tale med, men desværre også er udtryk for, at mange bekymrer sig om, hvorvidt de er LGBTI+.
Resultatet af denne form for minoritetsstress i de unge år er livslange psykiske ar, der gennem resten af livet leder til dårligere levevilkår end resten af befolkningen på en lang række parameter. Det skal vi have lavet om på. Derfor har Københavns Kommune på opfordring fra Radikale Venstre nu udarbejdet et udkast til en LGBTI+ politik. Vedtages kommunens LGBTI+ politik på tirsdag i dens nuværende form vil den blandt andet indeholde en række hensigtserklæringer, mål og initiativer på børne- og ungdomsområdet, som forhåbentligt vil gøre en forskel. Men skal vi helt i mål og sikre, at alle børn trygt kan være den, de er i den københavnske folkeskole, så kræver det en indsats fra alle lærere og ledere, som bærer ansvaret for at skabe de trygge rammer.
Derfor kan det også undre, at en så vigtig aktør som KLF, der repræsenterer så mange mennesker med et direkte ansvar og en stor mulighed for at hjælpe vores unge LGBTI+ personer med at få den bedste start på livet, ikke har indsendt et høringssvar med deres bidrag til at skabe et bedre liv for en gruppe af unge, der har det rigtig svært i vores skoler.
Læreren er én af de vigtigste voksenpersoner i unge LGBTI+'ers liv, når man står med en masse forvirring omkring sin seksualitet i en skolegård, hvor det altid er ’far-mor-og-børn’ eller ’pigerne-mod-drengene’, der leges, og hvor man føler sig udenfor eller decideret bliver holdt udenfor. Når man har svært ved at tale med sine forældre om sin seksualitet, fordi der måske er blevet sagt noget grimt om ’bøsser’ derhjemme, eller når man bare har så meget tillid til, at ens lærer altid ved, hvad der er rigtigt, og derfor åbner sig overfor sin lærer. Dertil kommer, at læreren sammen med skolelederen og bestyrelsen har ansvaret for at skabe et trygt miljø i vores skoler, hvor unge LGBTI+er kan være sig selv ligesom alle andre børn. Hvor de kan finde sig til rette i deres seksualitet eller kønsidentitet uden frygt for at blive udstødt eller mobbet fra sans og samling med livslange konsekvenser.
Jeg håber meget, at KLF vil være med til at samarbejde om denne vision, da den ikke kan lykkes uden byens lærere, og da det vil kræve en samlet indsats fra flere niveauer. Først og fremmest i den daglige kontakt med børnene. Her skal berøringsangsten for at tale med vores børn og unge om sex og køn væk, samtidig med at der skal være nul-tolerance overfor mobning og udskamning af unge LGBTI+ personer i skolegården.
Af Tommy Petersen, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget, Københavns Borgerrepræsentation, for Radikale Venstre
Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere