Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Af Peter Bugge, lærer og tillidsrepræsentant, Heibergskolen
Julen er den søde ventetid og hvem ved? Mon julen kommer tidligt i år? Måske årets største julegave bliver givet 16. december af ’Lærerkommissionen’, når de efter godt halvandet års arbejde kommer med anbefalinger omkring ”udfordringer og muligheder med arbejdstidsreglerne på underviserområdet”.
Dette kan blive julegaven, vi alle har savnet siden 2013.
Formanden for kommissionen Per B. Christensen har udtalt, at: ”Jeg tror ikke, alle klapper, når vi fremlægger vores anbefalinger …”, og det er også okay! ’Lærerkommissionens’ rapport skal danne grundlag for en ny forhandling om vores arbejdstid. Jeg håber inderligt, at den rapport som et minimum indeholder anbefalinger noget i stil med:
1. Hvordan vores arbejdstid ikke står mål med vores professionelle lærerarbejde, og den forberedelse som det kræver.
2. At tanken om ”Ny Start” også følges op af et opgør med de skal-opgaver, som der hele tiden bliver flere af.
3. Og et solidt afsnit omkring timeløse fag og heri vil jeg gerne se klasselærerrollen behørigt nævnt.
Arbejdstiden må og skal man gøre noget ved, og derfor må man stirre reformen fra ’13 i øjnene og laver om på den, eller helt stryge den. For vi skal vel have en ”Ny Start”, eller har jeg misforstået idéen?
En samlet løsning kan ikke lade sig gøre, når flere områder af vores arbejdsliv ikke giver mening. Man må se på områderne separat og så acceptere de ændringer, det kræver, før end at en ”Ny Start” kan fungere optimalt.
Min forberedelse er en bøn til Gud om at internettet fungerer
Der er mange af os, der efterhånden har talt med vores ledere og fortalt dem, at vi ikke kan nå at forberede os godt nok, og mange af os har hørt samme svar gentaget flere gange: ”Vores arbejde kan sagtens lade sig gøre, ved at man genbruger undervisningsforløb fra sidste år”, eller ”…at man er nødsaget til at gøre sit arbejde lidt ringere, og var der ikke et forløb på en af onlineportalerne man kunne stikke ud til eleverne?”.
Nej, jeg kan ikke spise mine elever af med noget, som egentlig ikke passer til deres niveau og evner. For ikke at tale om, at jeg skal ignorere de elever, som har særlige udfordringer eller en diagnose og derfor ikke får nok ud af undervisningen, da der ikke er tænkt på dem i forløbet fra onlineportalen.
Forberedelsestiden i vores arbejdstid er meget rigtigt blevet sammenlignet med en håndværkers tilrettelæggelse af sin kommende opgave. Er kravene til byggeopgaven den samme som ved forrige opgave? Nej.
Nye kunder og anderledes materialer. Nye forældregrupper og anderledes klasser.
Måske det engang var sådan, at der var perioder med meget arbejde og så mere rolige perioder. Men sidstnævnte er blev færre, presset større, og kaskaden af krav ”oppefra” er voldsomt stigende og ændrer sig konstant. Behøver jeg at nævne udfordringerne og omfanget ved en UPV?
Opgaverne vil ingen ende tage
Opgaverne står i det hele taget i kø for at blive løst hele skoleåret. Nogle opgaver sættes meget fint op på en liste til fagfordelingen og har enten et tal eller en farve, og ud fra listen skal man så have en vis pulje point eller farver. Andre opgaver ligger ”jo bare i det at være lærer” forstås. Tiden til at løse opgaverne, ja den finder du selv i løbet af året, ligesom du selv sørger for at fordele opgaverne bare nogenlunde, så de ikke ligger samtidigt. Se det er medbestemmelse og tillidsbaseret ledelse. Hvis jeg er så heldig at må afspadsere noget overtid (såfremt at ens ledelse bruger det begreb, for det koster jo), så kan det ikke gøres ved aflysning af mødeaktivitet eller undervisning. Det er forberedelsestiden, der er tilbage, og når den bliver mindre… jah.
Lejrskoler, forældresamtaler, elevsamtaler, UPV, behovssamtaler, tværfagligt samarbejde mellem forskellige fag og udvalg, nationale test, håndtering af mobning, cykelistprøven, seksualundervisning, indberetninger til de sociale myndigheder, elevplaner, nye fag som opstår, gamle fag får en eksamen, møder med skolepsykolog, sundhedsplejeske og socialrådgiver, fællessamlinger for skolen, elevråd og listen fortsætter. Kravet om dokumentation i den ene eller anden henseende er overvældende!
Fremad i fællesskab
Vi skal derfor have en landsdækkende aftale i hus. Det skal rapportens anbefalinger hjælpe os, DLF og Anders Bondo med. Vores fællesskab er døende og skal styrkes. Vi har ikke mere tiden til at mødes for at tale om vores profession. Vi bliver mere og mere små individer uden føling med helheden. Solidariteten skal igen være i front, og vi skal se ud over vores egen næsetip. Det nytter ikke noget, at ”langt de fleste” kommuner har en aftale. Hvordan kan vi overhovedet være det bekendt samtidig med, at vi klapper os selv på skulderen ved DLF’s kongres og højt siger: ”Sammen er vi stærkest”. Men vi er jo ikke sammen. Vi går bare og håber på, at de sidste kommuner giver sig og indgår den aftale. Vi skal sætte hårdere ind mod individualiseringen.
Det er så i sidste ende op til DLF med Anders Bondo i spidsen at få brugt rapporten til noget gavnligt. DLF skal brede resultatet af rapporten ud til alle medlemmerne. Alle skal høres og ikke kun et lille heldigt udvalg. Hvis DLF i fremtiden skal kunne agere med 100% opbakning fra lærerne, så må man fra hovedstyrelsen og formandskabet bruge den nødvendige tid til at lytte til medlemmerne. Vi vil en folkeskole, hvor lærerne har flere beføjelser, og hvor systemerne understøtter vores undervisning. En folkeskole hvor tilgangen til eleverne bygger på pædagogisk omtanke og troen på mennesket, så eleverne kommer ud undersøgende, nysgerrige og rige på selvtillid.
Jeg glæder mig til julegaven 16. december, så bliver håbet tændt.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere