
Line Barfod (Ø) talte om, at folkeskolen har et efterslæb, og at mange af problemerne rækker helt tilbage til folkeskolereformen. Hun nævnte behovet for flere uddannede lærere og behovet for at sikre ytringsfrihed blandt lærerne, så de kan komme igennem med deres kritik.
Jens-Kristian Lütken (V) mente, at der er alt for meget fokus på test og teoretisk viden, og han efterlyste mere fokus på det kreative i skolen og mindre på det boglige. Også han talte om ytringsfrihed og vigtigheden af, at ansatte i København tør være ærlige.
Christopher Røhl (RV) udtrykte bekymring for, at vi har en undervisningsminister, der taler om dårlig opdragelse, når det i virkeligheden handler om en folkeskole, der ikke har de tilstrækkelige rammer.
Først på dagens dagsorden var KLF-formandens mundtlige beretning, og også hun talte om de københavnske læreres ytringsfrihed.
I beretningen henviste Katrine Fylking bl.a. til en undersøgelse blandt medlemmer i den københavnske folkeskole, som viser, at 28 % har undladt at udtale sig kritisk i offentligheden, fordi de frygtede ledelsens eller forvaltningens reaktion. Og 30 % har svaret, at de har oplevet negative reaktioner fra ledelsen eller forvaltningen i tilfælde, hvor de har ytret sig offentligt eller internt på arbejdspladsen.
Katrine Fylking sagde: ”Det er bekymrende, at der er så mange, som undlader at ytre sig, og af dem som gør, så er det rigtig mange, som har oplevet negative reaktioner.”
”Vi har i KLF rejst en sag for ombudsmanden, hvor et af vores medlemmer er blevet bedt om ”at holde lav profil i pressen”. Jeg vil gerne understrege, at vi i KLF går videre og behandler alle sager, som handler om ytringsfrihed. Dette uanset om forvaltningsledelsen eller politikerne ikke ønsker det. Jeg har talt med flere medlemmer, som oplever at blive sanktioneret, men som er bekymrede for at gå videre med sagerne. Jeg kan kun opfordre til, at vi finder en vej. Jeg ved, at det kan være hårdt, men det skal have konsekvenser, når vores ytringsfrihed knægtes.”
”Når vi lærere forsvarer vores ytringsfrihed hænger det sammen med vores opgave og vores profession som lærere. Vi forsvarer den frie demokratiske samtale, som vi gør det hver dag i klasselokalerne.”
Hele formandens mundtlige beretning kan læses her.
På generalforsamlingens dagsorden var også et forslag om, at betegnelserne ”formand” og ”næstformand” i Københavns Lærerforenings vedtægter ændres til ”forperson” og ”næstforperson”, og at de paragraffer, hvor disse betegnelser indgår, tilpasses herefter. Forslaget blev ved vedtaget af generalforsamlingen.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere