Hvordan sikrer Danmarks Lærerforening sig indflydelse på de lokale politiske beslutninger efter valget til kommunalbestyrelserne over hele landet den 18. november, og kan man udnytte, at der efter al sandsynlighed vil blive valgt en række DLF-medlemmer ind i de kommunale byråd? Det har selvfølgelig været diskuteret i forberedelserne til foreningens arbejde op til kommunalvalget.

Her i hovedstaden er der også medlemmer af Københavns Lærerforening, som stiller op til valget til Borgerrepræsentationen. KLF har talt med to af dem for at høre, hvordan de mener, at deres medlemskab af KLF og deres tilknytning til den københavnske folkeskole kan få betydning for deres politiske arbejde, hvis de bliver valgt ind.

Hvis du har kendskab til andre KLF-medlemmer, som stiller op til kommunalvalget i Københavns Kommune den 18. november, er du velkommen til at kontakte KLFnet på 011.dlf.org.

Helle Stolberg er lærer på Hansted Skole, og hun stiller op for Socialdemokratiet. Hun har været lærer i København i ni og et halvt år og var før det ansat på Stengård Skole i Gladsaxe Kommune. Men transporten blev for lang, når man nu bor i København, og Hansted Skole var tættere på hjemmet.

”Jeg har altid været politisk tænkende, og man kan nærmest sige, at jeg er rundet af en socialdemokratisk familie,” siger Helle Stolberg. ”Først var min søster engageret i partiet, og senere blev jeg det selv, og jeg var bl.a. på højskole på LO-Skolen tilbage i 2001. Jeg blev ned tiden involveret i bestyrelsesarbejdet i Valby-kredsen i partiet og blev senere opfordret til at stille op som formand.”

Helle Stolbergs mærkesager omfatter både billigere boliger til københavnerne og bedre idrætsfaciliteter, men det er klart, at folkeskolen har en særlig betydning:

”Hvis vi lytter mere til folkeskolelærerne, kan vi gøre en forskel. Jeg ved godt, at det både er en svær og hård opgave: Forvaltningen har stor indflydelse i forhold til medlemmerne i Børne- og Ungdomsudvalget. Jeg har indledt samarbejde med andre aktører – f.eks. Autismeforeningen. Det er vigtigt at kunne løfte nogle dagsordner, som andre ikke kan løfte. Jeg kan være lærernes stemme i Borgerrepræsentationen. Det er klart, at hvis jeg bliver valgt, vil jeg selvfølgelig gerne have en plads i Børne- og Ungdomsudvalget – men det er jo ikke så enkelt, hvis man er ny, det er jeg også helt med på. Andre ønsker kunne være arbejdsmarkedsområdet eller kultur og fritid - som også er vigtige områder for elever og lærere i folkeskolen.”

Du kan læse mere om Helle Stolbergs kandidatur her: https://www.helle-stolberg-socialdemokraten-fra-valby.com/, https://sockbh.dk/vores-politikere/kandidater-til-borgerrepraesentationen-2025/

Se også interview med Helle i TV-København: https://tvkobenhavn.dk/?playlist=172d072&video=f87caff

 

Alina Protsyk er ansat på Bellahøj Skole og stiller op for Radikale Venstre.

Alina kom til Danmark som 14-årig med sin mor fra Ukraine. I dag bor hun i Brønshøj, hvor hun er aktiv i Brønshøj-Husum Lokaludvalg og arbejder på Bellahøj Skole. Egentlig er hun uddannet ingeniør, men da der pludselig kom mange ukrainske børn til København, var der brug for hende.

”Det var ikke meningen, jeg skulle være lærer, men jeg trådte til og prøvede at hjælpe i den vanskelige situation, der pludselig var opstået. Og det gik godt. De ukrainske elever går som udgangspunkt i en helt almindelig klasse. Men det er svært, når man lige er kommet til Danmark. De tør ikke prøve at tale dansk i deres egen klasse, men så vi øver det sammen med andre ukrainske elever,” fortæller Alina Protsyk. ”Jeg tager selvfølgelig også en del af skole-hjem-samtalerne, hvor de ukrainske forældre kan have mange spørgsmål og usikkerheder om det danske skolesystem.”

Alina kommer egentlig med en baggrund fra en lærerfamilie, idet hendes mor, moster og faster er eller har været lærere i Ukraine.

”Folkeskolen er en mærkesag for mig. Vi skal sikre støtte til elever med særlige behov. To-lærer-ordninger og bedre tid til at forberede undervisningen. Og så skal vi have fokus på flere aktiviteter i naturen. Jeg tager eleverne med til Utterslev Mose tæt på skolen, og vi taler med nogle af naturvejlederne i området. Det er i sig selv en overvindelse for eleverne at tale med voksne, de ikke kender. Vi skal have mere natur og færre skærme i elevernes liv.”

Du kan læse mere om Alina Protsyks kandidatur her:

https://www.radikale.dk/partiet/mennesker/alina-protsyk/

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.