Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Jeg skimmer mit skema. Den eneste lektion jeg skal have i min egen klasse om tirsdagen er 7.lektion fra kl.13:30 - 14:15. Der står UUV på skemaet. ”Nå, men det er jo rigtig fint, egentlig”, når jeg lige at tænke. ”Så kan jeg som klasselærer lige nå at få samlet op på de ting, der evt. måtte være af stort og småt. Vi kan måske bruge tirsdagens UUV-time som en slags klassens time. Jeg kan facilitere et klassemøde, og vi kan supplere med en kageordning, slet ikke dumt.
What a rookie mistake! Jeg forbavses over min egen manglende realitetssans. Hvordan er det nu 10-11-årige har det i 7.lektion? Det har jeg tilsyneladende lykkeligt glemt, i løbet af de mange måneder, hvor corona-skolen med dets kortere nødskema sluttede al undervisning kl.13.
Det syn, der møder mig i klassen, får minderne om de alt for lange skoledage til at stå helt friskt i erindringen: Klasselokalet sejler i sko og vådt overtøj. Der lugter indelukket af mixet børnesved og madpakker, selvom begge vinduer står på vid gab. Ingen børn kan samle sig om noget som helst. Flere har blanke øjne. Nogle af hovedpine, andre af frustration over konflikter med sidemanden på 7.time. Selvfølgelig kan jeg ikke gennemføre et klassemøde i disse rammer. Børnene er fuldstændig udpinte.
På lærerværelset er vi flere kolleger med identiske oplevelser. Vi sidder og ryster på hovedet over parallelle erfaringer i alle klasseværelser fra 0.-5.klasse. Vi lærere er kommet glade og fyldt med ”skoleåret-er-jo- lige-begyndt-entusiasme” ind i klasserne medbringende forkromede læringsplaner, og noget vi selv synes er vildt motiverende og anderledes. Men vi har glemt, hvordan skolens råstof, eleverne, har det efter kl.13. Vi har alle måttet skrinlægge vores oprindelige planer for 6.-7. lektion og konvertere til noget, der mest minder om opbevaring og ildslukning.
På lærerværelset kigger vi rådvilde på hinanden: Var det egentlig ikke noget med, at skoledagene skulle være kortere? Det er der mere end to, der har læst og hørt i landsdækkende medier. Men vi kan på ingen måde se det på elevernes skemaer, hvor en typisk mellemtrinsklasse har 6., 7. og sågar 8. lektion flere gange om ugen.
En kollega læser engageret højt fra en helt ny artikel fra Folkeskolen.dk: ”Københavns 66 folkeskoler får nu frie tøjler til at gøre skoledagen kortere for elever og lærere i dette skoleår ved at konvertere understøttende undervisning til ekstra lærere i klassen – hvis de vil. På samme måde får de også lov til at droppe elevplaner…”
Flere spidser ører og den kollega, der sidder i Skolebestyrelsen melder sig straks til at tage forslaget med til det kommende bestyrelsesmøde. Der er optimisme at spore omkring det runde bord.
Optimismen bliver kort. Nu læses der højt fra en anden artikel fra Folkeskolen.dk. Denne artikel citerer københavnske skolelederes formand Jeannette Jacobsen for, at de lange skoledage ikke længere fylder hos folk: ”Det fylder slet ikke hos folk. Nu handler det om hverdagen og virkeligheden”, siger hun. Hun udtaler desuden, at muligheden for ændringen af skemaerne er kommet for sent, og at skolerne ikke kan lave skemaerne om så langt inde i skoleåret.
Jeg rejser mig fra bordet og cykler desillusioneret hjem.
Hjemme griner jeg af altid skarpe folkeskolen.dk-læser Niels Chr. Sauers spidse pen, der kommenterer Jeannette Jacobsens udtalelse med dette: ”Så må elever og lærere altså lide med de lange skoledage hver evig eneste dag i et helt år - fordi skolelederne ikke har tid til at lave det om? Hvad siger det om ledelsernes prioriteringer?”
Jeg chatter lidt med min gode ven om sagen. Han er også skolens skemalægger. Han skyder hele sagen til hjørne med sit klarsyn og fortæller, at selvom skemalæggerne gik i gang med at lave skemaerne om ASAP, ville de formentlig skulle ændres tilbage d.16/11, hvor bekendtgørelsen om mulighed for skemaændringerne ophæves.
Suk. Jeg skyder endnu engang en hvid pind efter projekt kortere skoledage og ser i øjnene, at de lange skoledage åbenbart er kommet for at blive.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere