Del 2: Mit skønne, inspirerende lærerjob

I den første artikel fortalte Lars, Marianne og Morten om den platform, hvor de hver især folder sig ud som lærere. Marianne er engageret AKT-lærer med tæt kontakt til kolleger og mange forældre. Morten har udviklet jobbet som kontaktlærer for skolepatruljerne til en alsidig udendørs virksomhed. Og Lars er en pædagogisk engageret enhed med mange kontaktflader i skolens store fællesskab. 

LÆS OGSÅ: DEL 1: Mit skønne, inspirerende arbejdsliv

Vores tre erfarne lærere deler nogle grundlæggende værdier for lærerjobbet, som de frygter bliver ødelagt af de senere års love og regler.

Mødet med de unge kollegers entusiasme

Mange lærere er de sidste par år gået på efterløn eller pension, og det har medført et stort rykind af unge på lærerværelserne eller rettere i personalerummene. Mødet med de unge lærere er med til at gøre jobbet, samarbejdet og personalerummet mere spændende. Vores tre cirka 60 årige overlærere sætter nemlig stor pris på de mange unge kolleger, fordi ”de medbringer nye tanker og et frisk syn på mange ting, og vi snakker sammen på kryds og tværs”, som Lars Fabricius siger, og Morten From supplerer:

”De unge er usædvanlig søde, arbejdsomme og idérige. Sådan én som mig med mange års erfaringer kan selvfølgelig mene, at mange af deres ideer har været prøvet før, men deres måde at angribe det på er jo en del af deres læringsproces. Da jeg var ung, blev vores ideer hurtigt skudt ned med de ældres bedrevidende bemærkning om, at det har vi prøvet før. Så det siger jeg simpelthen aldrig. Jeg siger snarere, ja, det lyder spændende, men prøv at være opmærksom på…, og så kan man jo nævne et par af de fejl, man selv har lavet.”

”Mange af vores unge kolleger arbejder på en anden måde end os. De er fx meget mere team-orienterede. De udvikler meget sammen, og de er rigtig dygtige til det. Jeg gætter på, at det har de arbejdet med på uddannelsen. Jeg er meget imponeret over, så meget krudt og engagement de har.”

”Og netop her kan jeg godt se, at jeg er blevet ældre. Jeg har ikke mere den dér ungdommelige begejstring. Jeg kan stadig glædes meget over tingene, men hvad entusiasme angår, oplever jeg, at der ligger 30 år imellem os. Men hvor er det fedt, at de har den”, siger Morten.

Politikere uden forstand på skole

Bliver du ikke somme tider skuffet over et eller andet og taber lysten?

”Jo, masser af gange, jeg bliver tit skuffet, men nej, jeg taber ikke lysten, og jeg går ikke og drømmer om pension. Efterløn er en mulighed, men jeg ser den mest som en forsikring, hvis helbredet skulle svigte”, fastslår Morten.

”Det jeg bliver mest skuffet over er, at de højere magter, BUF, KL og Folketinget tilsyneladende slet ikke har nogen føling med, hvad det vil sige at være lærer. For mig er lærerjobbet et kald, der ligger altså noget idealisme i at fungere som lærer, nemlig at man vil gøre sit yderste for eleverne.”

”Men så kommer der pludselig nogle politikere og sætter os ind i en bås som timearbejdere, der skal administreres af chefen. Det har jeg det meget svært med. Jeg mener, at lærerkaldet er noget andet. Det generer mig også, at vi ikke har en overenskomstaftale, og at vi får proppet en Meebook-ordning ned over vores hoveder, for nu skal vi spilde tid med at dokumentere. Kun i de ældste klasser kan den have lidt mening”, siger Morten From.

Love og regler forhindrer god undervisning

Også Lars Fabricius ærgrer sig over, at politikerne har lagt så mange forhindringer ud for lærerne, og det er egentlig det eneste, der kan få ham til at overveje at stoppe som udøvende lærer. 

”Tænk, at de ikke kan forstå, at lærerjobbet er andet og mere end at stå bag katederet. Nu er der lidt snak om, at vi skal have lidt mere frihed, og måske skal vi også væk fra den læringsmålsstyrede undervisning. Der er rigtig mange dygtige lærere, der selv kan og vil, men de bliver modarbejdet af systemet i dag.” 

”Som lærer skal man spontant kunne gribe det, der kommer fra eleverne og udvikle det pædagogisk. Men det hindres af læringsmålsstyring og alle de regler, der nu er trukket ned over undervisningen”, lyder det fra Lars, og som mangeårig dansklærer i udskolingen mærker han manglen på tid til forberedelse og efterbehandling.

”Timerne fungerer ikke nær så godt, som når jeg er ordentligt forberedt, og det er meget svært at få tid til rettearbejde. Det tager altså 7-8-9 timer at rette 24 danske stile ordentligt, når man skal læse dem og skrive nogle kommentarer og bagefter snakke med eleverne. Tidligere lavede vi 7-8 større skriftlige danskopgaver om året, men det kan ikke lade sig gøre i dag. Det er der ikke tid til. Det er meget utilfredsstillende, og det bliver jo i sidste ende et problem for eleverne”, siger den rutinerede dansklærer.

Men når de urettede opgaver har hobet sig op på dit skrivebord, så sætter du dig vel ned en søndag eftermiddag og får ryddet bordet?

”Nej, det gør jeg ikke. Eller jo, måske, men så afspadserer jeg på et tidspunkt. Jeg holder nøje regnskab på et regneark, hvor jeg skriver, hvad jeg bruger min tid på”, svarer Lars.

Marianne Østergaard sender himmelvendte øjne, når snakken falder på Meebook og målbeskrivelser: ”Jeg har aldrig haft tid til at sidde og nørde med sådan noget. Det er ikke nogen hjælp for mig, men kun en forhindring i mit arbejde. Jeg kan lave en årsplan på den halve tid, og hvis der er noget, jeg vil illustrere grafisk, så kan jeg ikke gøre det i Meebook, for der er kun fire søjler, og det er helt fastlåst – jamen, hvor er det dog ringe.”

Træt af svingdørskonsulenter

AKT-lærer Marianne er også mere end træt af alle de entusiastiske konsulenter, der kommer ud på skolerne for på et par timer at lære lærerne at være lærere. De kommer ind ad døren og suser hurtigt ud igen. Et emne har fx været bevægelse i undervisningen, og lige netop det er da ok og aktuelt, men som Marianne siger:

”Problemet er, at der aldrig er tid til fordybelse, aldrig tid til at få det ordentligt ind og gjort det til mit eget. Det er hurtigt ind ad døren og hurtigt ud. Det oplever jeg som superfrustrerende.” 

”Glæden ved forberedelse har de også ødelagt. Tidligere har jeg helt af egen drift lavet en masse sjove ting til undervisningen. Vi var fx nogle kolleger, der mødtes inde på skolen om lørdagen, for der var ingen børn, og vi var friske og fik gode ideer. Vi fik lavet en masse forberedelse. Det var sjovt og kreativt.” 

”Det står i skærende kontrast til den dér skemalagte forberedelse på skolen på tidspunkter, hvor man er helt kvast i hovedet. Det er destruktivt. Jeg skal planlægge og forberede mig, når jeg er frisk, og ikke under tvang når jeg er helt flad!”

Nogle grundlæggende værdier er væk

Marianne har tidligere arbejdet frivilligt på Børnetelefonen, men det måtte hun opgive på grund af lov 409. Hun har også arbejdet frivilligt for Forældretelefonen, men her blev de pludselig så firkantede i deres krav til tilrettelæggelsen af telefonvagter, at Marianne opgav, for det matchede ikke med skolearbejdet: ”Det var, som om Moderniseringsstyrelsen også var kommet væltende ind her og havde ødelagt det hele.”

Og Morten From: ”Nogle af de grundlæggende værdier ved lærerjobbet er forsvundet ved at binde vores tid på skolen. Jeg husker, hvordan jeg tidligere arbejdede både om aftenen og i weekenderne. Jeg lavede noget, når jeg var frisk, og det passer mig bedre.”

Morten undlader ikke at gøre sin ledelse opmærksom på tåbelige nye regler, der undergraver den tillid, der tidligere var mellem ledere og medarbejdere. Derfor spørger han altid en af lederne, om han må have lov at gå uden for matriklen, hvis han lige skal over hos købmanden. 

”Altså, jeg har været på skolen i 30 år, lederne har været her i 3-4 år, de er alle meget yngre end mig, og så siger reglerne, at jeg skal have deres tilladelse til at forlade matriklen. Det er jo fuldstændig latterligt. Det tror jeg også, at lederne synes. Jeg får da heller aldrig et afslag, det er systemet, der er tåbeligt, og det gør jeg opmærksom på.” 

På motorcykel ud i det blå 

Mange år i jobbet giver naturligvis en stor erfaring, som alle i skoleverdenen har brug for. Utilfredsheden med de senere års love og regler er stor. Når Marianne, Lars og Morten overhovedet holder ud trods regler og love og rigide arbejdsvilkår, skyldes det blandt andet, at de har et rigtig godt sammenhold og fællesskab med kollegerne og en på deres skoler godt fungerende ledelse. 

Marianne, Lars og Morten har alle tre skabt sig en platform for deres pædagogiske virke, hvor de på hver deres felter kan folde deres indre lærer ud og dyrke deres relationer. Som cirka 60-årige kan de stadig glæde sig over de daglige begivenheder og mærke gevinsten af deres mange års erfaringer. Og mens de er i fuldt arbejdsmæssigt vigør, kan de glæde sig over, at de har noget i banken til den dag, de siger stop – af lyst.  

Morten: ”Jeg har ikke travlt med at gå på pension. Jeg har et forrygende arbejdsliv og et godt helbred. Min kone og jeg sejler sammen, og somme tider springer vi på motorcyklen og kører ud til en dejlig kro og holder weekend. Vi har hus og have, børn og børnebørn. Jeg er stort set aldrig syg, og jeg elsker at være på den her skole. Men det kan da godt være, at når jeg bliver pensionist, så tænker jeg, at det skulle jeg have gjort meget før.” 

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.