Delegeret: Hvad var det, vi ville?

Blækket i historiebøgerne er næsten tørt i det kapitel, der handler om lærernes overenskomstforår i 2018. Der kom ikke nogen forventet aftale på arbejdstiden for landets folkeskolelærere. Alligevel stemte et markant flertal af Danmarks Lærerforenings medlemmer ja til overenskomsten. Er alle så glade og tilfredse? Næppe, og det kunne man også fornemme, hvis man var tilstede i salen til Danmarks Lærerforenings kongres i København, der afholdes tirsdag og onsdag. 

På dagsordenen stod der tirsdag eftermiddag evaluering af overenskomstforløbet i 2018. Flere af de københavnske delegerede kongresdeltagere var på talerstolen med forskellige indlæg. Vi har samlet nogle synspunkter her:

Vi lykkedes med mobiliseringen

”Vi har gjort et kæmpe arbejde med at forklare vores sag til andre fagforeninger. Det lykkedes godt”, indledte hovedstyrelsesmedlem Kjell Nilsson, der også sidder i Københavns Lærerforenings bestyrelse. Han nævnte stormødet i Fredericia, hvor over 10.000 tillidsrepræsentanter mødtes for at mobilisere et fælles udgangspunkt, som en succes.

”Det skabte i mine øjne en samhørighedsfornemmelse,” vurderede Kjell Nilsson. Ifølge ham var mødet medvirkende til, at faggrupperne fik øjnene op for hinanden, og lærerne kunne bagefter tænke, det er ikke bare mig og mine lærerkolleger, der synes, at forholdene i det offentlige er uacceptable. Det synes også alle andre i fagbevægelsen. 

Kjell Nilsson var ikke enig med det store flertal i DLF’s hovedstyrelse, der mente, at vel lykkedes det at mobilisere medlemmerne, men den store medvind var også med til at skabe urealistiske forventninger hos lærerne til forhandlingsresultatet.

”Jeg synes, at en stor mobilisering af medlemmerne er tegn på, at medlemmerne kan se, at der er en mening med at være medlem af Danmarks Lærerforening. De kan se kernen i vores arbejde - at forbedre vores arbejdsvilkår - og det har ikke noget at gøre med urealistiske forventninger”, understregede Kjell Nilsson. 

Ikke overraskende var formanden for overenskomstudvalget Gordon Ørskov Madsen uenig med Kjell Nilsson i hans betragtninger om medlemmernes forventninger til foreningens resultater.  

”Vi har brug for at mobilisere medlemmerne, men vi har også brug for at fortælle medlemmerne, hvad der kan lade sig gøre, og hvad vi vurderer ikke kan lade sig gøre. Ellers stikker vi dem blår i øjnene”, sagde han. 

Der er nogen, vi ikke må glemme

Københavns Lærerforenings næstformand Inge Thomsen gik på talerstolen for at minde forsamlingen og DLF’s hovedstyrelse om den store opbakning, som faggrupper på det private arbejdsmarked viste de offentligt ansatte. De sociale medier flød i perioder over med fotos af privatansatte, der udtrykte deres opbakning til lærerne, sygeplejerskerne og pædagogerne.

”De var ude og støtte os. Det er også rigtigt, at vi stod sammen i den offentlige sektor, og det var rigtig godt. Det skal vi blive ved med. Men det betød rigtig meget med den støtte, vi fik fra mange arbejdspladser på det private arbejdsmarked.”

Inge Thomsen påpegede, at det netop ikke var LO’s formand, der kom ind ved forligsinstitutionen og tilkendegav sin sympati, med derimod kolleger fra de private arbejdspladser og de mindre faggrupper.  

”Det skal vi huske, når de skal forhandle overenskomst i 2020, sagde Inge Thomsen. 

Anders Bondo Christensen var enig med Inge Thomsen i, at den store opbakning fra de privatansatte og deres fagforeninger har været uvurderlig, og at samarbejdet med de øvrige fagforeninger skal fastholdes, sagde han i sin afrunding.

Vi endte med ikke ret meget

”Jeg synes, vi havde et problem med vores arbejdstidskrav. Det kan godt være, at de andre i fagbevægelsen forstod, hvad det var, vi mente, og det gjorde jeg måske også selv i et svagt øjeblik, da vi sad her for et år siden,” indledte Thomas Roy Larsen fra KLF’s bestyrelse: 

”Men jeg blev i tvivl, ligesom jeg ved, mange af mine kolleger derude også blev. Vi havde håbet på en vekselkurs, men som bekendt udeblev den, så vi endte med at stå med ikke ret meget,” forklarede han.

Thomas Roy Larsen efterlyste fra talerstolen, at evalueringen også beskrev, hvad det egentlig var, vi forsøgte at opnå ved overenskomsten, for det står ikke længere klart for ham og hans kolleger.

”Måske ville vi have en månedsnorm, måske ville vi have en kvartalsnorm? Vi ville i hvert fald ikke have en halvårsnorm, men hvad var det egentlig, vi gik efter,” spurgte han ud i salen.

Til sidst i sit indlæg på kongressens evalueringspunkt takkede Thomas Roy Larsen for, at hovedstyrelsesmedlem og formand for Rødovre Lærerforening, Anders Liltorp, i sit indlæg betonede, at der også var medlemmer, der stemte nej til overenskomstresultatet, og at der blandt de mange ja-stemmer også var lunkne og tøvende ja’er imellem. 

På spørgsmålet om, hvad Danmarks Lærerforenings forhandlingsdelegation gik efter i forhandlingerne om en ny overenskomst, forklarede Gordon Ørskov Madsen, at der ikke kun var én plan for, hvad resultatet skulle ende med:

”Vi havde ikke én løsning på arbejdstidsspørgsmålet, vi havde flere løsninger, fordi vi var godt klar over, at hvis vi kun gik efter én løsning, så var mulighederne for at skabe en løsning minimal – og det viste det sig også at være alligevel, men vi gik altså efter flere forskellige løsninger,” lød svaret fra Gordon Ørskov Madsen. 

Hvor skal fokus være? 

I sit indlæg fra talerstolen fremhævede Johan Elkjær, Blågård Skole, en række overskrifter, som kunne lede Danmarks Lærerforening på sporet af, hvor foreningens fokus skulle ligge, når man ser tilbage på processen i foråret.

En meningsmåling i magistrenes fagblad fra foråret viste, ifølge Johan Elkjær, at befolkningen i historisk uset grad bakkede op om de offentligt ansattes overenskomstkrav. 

”Vi kan vinde den offentlige mening – af den enkle grund, at fagbevægelsens indre kompas er rimeligt. De ting, vi kan enes om på tværs af fag, er rimelige og i overensstemmelse med flertallets interesser.” 

Johan Elkjær betegnede fagbevægelsens medvind i befolkningen som et udtryk for, at fagbevægelse var skarp nok – i hvert fald i april 2018. Samtidigt betonede han vigtigheden af at have venner – især de store venner. Som eksempel fremhævede han 3F’s formand Per Christensen, der tidligere på formiddagen gæstede Danmarks Lærerforenings kongres.

”Når Per Christensen for nogle timer siden brugte vendingen ”… tid til at forberede undervisning”, så er det jo guld værd. Vi har gennem en årrække talt om, hvor svært det er, at få offentligheden til at forstå den del af vores arbejde, der handler om arbejdstid. Med gode og stærke venner bliver problemet langt mere overskueligt,” vurderede Johan Elkjær.

Gordon Ørskov Madsen kvitterede positivt for Johan Elkjærs betragtninger om overenskomstforløbet:

”Du er inde på, at vi har evnen til at mobilisere, og jeg synes, det er vigtigt, at vi skriver os bag øret, at vi har opnået evnen til at mobilisere på tværs i fagbevægelsen – på tværs af faggrupper og fagforeninger.”

Som afrunding påpegede Gordon Ørskov Madsen, at der ligger en stor sejr alene i det faktum, at fagbevægelsen lykkedes med at få omverdenen til at forstå, at de offentligt ansatte har enorm værdi for vores samfund:

”Det skal vi sørge for at udnytte fremover.”

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.