Nu kan du gratis downloade undervisningsmaterialer, som belyser værdien af den danske model på arbejdsmarkedet. Materialet er tænkt til brug i undervisningen i udskolingen og tager bl.a. udgangspunkt i videoen ”Broens sorte økonomi”, der handler om de rumænske byggefolk, der blev snydt for store beløb af deres arbejdsgiver i forbindelse med byggeriet af Storstrømsbroen.
Det er den københavnske samfundsfagslærer i udskolingen, Ane Søegaard, der har udarbejdet undervisningsmaterialet til Byggegruppen. Til Fagbladet 3F siger hun bl.a.: ”Flere af mine kolleger og jeg har længe talt om, at sort økonomi og den danske model er svære emner at undervise i – og der mangler materialer til eleverne om det. Så jeg blev glad, da jeg fik chancen for at lave et forløb som dette.”
Undervisningsmaterialet handler bl.a. om, hvilke rettigheder, man har som lønmodtager i Danmark, og hvor rettighederne kommer fra. Eleverne introduceres til overenskomster og den danske model via spil, lege og dilemmaer.
Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening, siger om det nye undervisningsmateriale: ”Den danske model og den måde, vi har indrettet arbejdsmarkedet på, er en væsentlig del af hele vores demokratiske samfundsmodel. Jeg synes, det giver virkelig god mening, at der nu er et undervisningsmateriale tilgængeligt, som kan bruges i undervisningen om så væsentlig en del af den måde, det danske samfund fungerer på. Tak til 3F og Ane Søegaard for at have taget dette initiativ.”
”Vi mødes jo i forvejen af et stort udbud af undervisningsmaterialer produceret af fx finanssektoren eller andre interesseorganisationer. Det er fint og med til at skabe en mangfoldighed af muligheder, når vi tilrettelægger undervisningen. For mig er det helt oplagt, at vi i fagbevægelsen også er leveringsdygtige i opdateret undervisningsmateriale om noget så vigtigt som den danske model på arbejdsmarkedet. Jeg er også i dialog med FH i hovedstaden for at sikre, at en samlet fagbevægelse kan være med til at løfte denne vigtige opgave,” siger Katrine Fylking.
Læs mere om initiativet på Fagbladet 3F – og download undervisningsmaterialet her.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere