Instruktørtalentet Tone Ottilies nye kortfilm ”Katastrofer,” fik premiere på dette års Buster Filmfestival, der netop er i gang i København. Med ”Katastrofer” sætter Tone Ottilie fokus på ungdomsliv, queermiljøer og livet med en diagnose.

”Jeg er meget fascineret af ungdomsårene. Det er dér, man finder ud af, hvem man er, og det går virkelig hurtigt – man kan nå at blive en helt ny person på en weekend.”

Tone Ottilie er 25 år, bor på Nørrebro og er nyuddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole - men allerede inden uddannelsen var i hus, er hun blevet rost i Danmark og internationalt for sin ærlige og medlevende kortfilm om ungdom, seksualitet, psykisk sårbarhed og identitetskriser.

”Mine film handler tit om mennesker, der står udenfor fællesskabet og er trængt op i en krog – enten af dem selv, eller af andre,” fortæller Tone Ottilie, da KLFnet taler med hende for at høre om hendes film og arbejde.

”Ofte kræser mine film om mine egne personlige fortællinger. Som ung var jeg den meget nørdede, homoseksuelle teenager, der ikke passede ind. Det er stadig den position, jeg fortæller ud fra,” siger hun.

Ungepanel har gjort ”Katastrofer” til en bedre film

I år viser Buster Filmfestival hele tre af Tone Ottilies kortfilm for Københavns folkeskoler i løbet af efteråret. Det drejer sig om kortfilmen ”Lulus første gang”, der blev nomineret til en Robert i 2017 og ”Babylebbe”, som blev udtaget til Berlinalens ungdomsprogram i 2020.

Derudover har Tone Ottilies afgangsfilm ”Katastrofer” premiere på Buster Filmfestival. ”Katastrofer” handler om Liv, der i gymnasiet forelsker sig Anna, samtidig med, at hun kæmper med sin OCD. 

”Katastrofer” er både inspireret af Tone Ottilies egne erfaringer med OCD og med hjælp fra et panel af unge, hvoraf mange lever med psykiske sygdomme, heriblandt OCD.

”Det har været enormt givende at have dem med – hele holdet bag ’Katastrofer” har været lamslået over hvor skarp og kvalificeret kritik, de har kunne give os. Det har klart gjort ’Katastrofer’ til en bedre kortfilm.”

Buster tager de unge seriøst

Hvad synes du om, at ”Katastrofer” skal har præmiere på Buster Filmfestival?

”Da holdet bag ’Katastrofer’ hørte, at vi skulle have præmiere på Buster, blev vi så glade, fordi det betyder, at vores film kommer ud til de unge mennesker, vi har udviklet filmen til. Det er så rigtigt for filmen.

For mig har mødet med publikum stor betydning. Når jeg skal på Buster håber jeg derfor, at jeg får mulighed for at snakke med eleverne om, hvad vi gør forkert, når vi laver film til unge. Det er virkelig på tide, at vi begynder at tage unge som kulturforbrugere alvorligt. Det er ikke tit, at de unge selv får lov til at få ordet – da Babylebbe blev anmeldt i Politiken, var det for eksempel Kim Skotte, der skrev anmeldelsen. Han roste filmen, men helt ærligt tænkte jeg: ’du er vist ikke lige målgruppen.’

Her har Buster en super fed profil, fordi de virkelig tager børn og unge seriøst og viser dem noget, som de kan spejle sig i. Og så var det faktisk på Buster, at jeg så min ynglingsfilm ’Fish Tank’ af Andrea Arnold for første gang – så shout out til Buster for, at jeg laver film i dag!”

De unge svigtes i filmbranchen

Hvad håber du, at eleverne lærer af at se dine kortfilm på Buster Filmfestival?

”Jeg håber faktisk ikke, at eleverne føler, de skal lære noget. Jeg håber, at der er nogen, der føler sig set og kan genkende sig selv i den akavethed, som mine hovedpersoner typisk har. Men man skal ikke lære noget bestemt af mine kortfilm.

Det, som filmkunst kan, er, at det kan vise os mennesker, der er anderledes, og give os empati for dem. Det er blandt andet det, jeg gerne vil med ’Katastrofer’. Jeg vil udbrede viden om psykisk sygdom og prøve at skabe rum for et sprog, hvor vi kan snakke om sygdommene ud fra et mere menneskeligt perspektiv.

Unge mennesker har aldrig haft så mange diagnoser som nu - men når vi taler om det, lyder det som om vi anklager de unge for problemet. Derfor er det også et svigt, at der ikke findes flere film og serier, hvor hovedpersonen har en diagnose. Vi skylder de unge at vise dem situationer, de kan spejle sig i og give dem et sprog, så de kan snakke med andre om deres diagnose på en mindre skamfuld måde.”

Hvad med lærerne? Kan de lære noget af dine film?

”Det håber jeg i høj grad. Jeg prøver at lave film, der også kan ramme voksne mennesker. Og jeg håber, at lærerne kan få et perspektiv på det, der foregår udenfor klasseværelset. Jeg vil ikke påstå, at jeg ved mere end lærerne. Men fiktion kan gøre noget mere følelsesmæssigt forståeligt. Derfor tror jeg det kan være fedt for lærerne at se kortfilm, der viser unges problemer med mobning, seksualitet og psykiske sygdomme.”

Er der andre film på Buster Filmfestival, som du kan anbefale?

”Tomboy” af Celine Siamma. Det gjorde mig faktisk vildt stolt og glad, at være på festival med hende. Hun har været meget forud for sin tid med sit queer-perspektiv og er en virkelig stærk visuel fortæller. ”Tomboy” er en ekstrem smuk film om kønsidentitet, som jeg har set i biografen flere gange.”

”Tomboy” vises på Buster Filmfestival som en del af Grand Teaterets franske temadag den 5. oktober. Der vil være flag, croissanter og elever fra Den Franske Skoles film og tv-linje vil introducere alle dagens film – på fransk selvfølgelig!

Find hele programmet og køb billetter på her. 

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke. Tilmeld dig her.