”Det handler om, hvilket Danmark vi vil ha!”

Der var kaldt til folkefest på Blågårds Plads fredag sidst på eftermiddagen. Arbejdskamp skal nemlig også være en fest, fastslog konferencier Jan Hoby, og stedet for denne kombinerede faglige manifestation og fest var særdeles velvalgt.

Blågårds Plads har gennem årtier været ramme for faglige demonstrationer og røde faner. Pladsen, der er et bymæssigt åndehul i det gamle arbejderkvarter på Indre Nørrebro, har stolte traditioner, og netop i år er det 100-året for pladsens indvielse. Rundt om hele pladsen er der 22 skulpturer, som forestiller forskellige håndværk og erhverv udført af billedhuggeren Kai Nielsen. Det er arbejdets folk, der er hugget i grannit, og som udstråler kraft og styrke.

Nu er det forår, fagbevægelsens forår

Siden dengang er der løbet meget vand i åen, og arbejdet har ændret sig. Mange har de senere år snakket om fagbevægelsens krise. Mens nogle har ment, at fagbevægelsen har sejret sig ihjel, så konstaterede gymnasielærernes formand, Annette Nordstrøm Hansen i sin tale, at OK 18 har vist, at den i hvert fald har rejst sig med solidaritet og fælles styrke: ”Sammen kan vi, og sammen vil vi EN LØSNING FOR ALLE.” Og Hanne Pontoppidan fra Uddannelsesforbundet: ”Lige nu er vi ved at genrejse fagbevægelsen, det er fagbevægelsens forår!”

Se fotoserie fra Blågårds Plads:

Og som en slags illustration af udviklingen på uddannelsesområdet gennem 100 år, havde flere af Kai Nielsens arbejderskulpturer fået de demonstrerende gymnasielæreres studenterhuer af papir på hovedet.

Sol og god stemning

Ved folkefesten begyndelse kl. 16 var der endnu plads til at sidde ned midt i det hele og nyde solen, men som tiden skred frem, og folk fik fri fra arbejde, blev der tæt af mennesker på pladsen. Her var alle de offentligt ansatte faggrupper med deres forskellige flag, bannere, logoer og kendetegn ­– ikke mindst djøfernes uimodståelige lille pige med ballon og appellen: ’pas på mig, jeg er ny i konflikt’. Mellem talerne spillede på skift fire forskellige orkestre. Der var sjov og grin og fadøl og god stemning. 

Den gode stemning blev holdt i ånde af konferencier Jan Hoby, socialpædagogernes næstformand i København: ”Prøv og hør! Vi skriver arbejderhistorie i dag, vi skriver fagbevægelseshistorie, vi skriver danmarkshistorie. Vores sammenhold og styrke på tværs af faggrupper er enestående, og vi er blevet stærkere dag for dag. Arbejdsgivernes krav er uartige og respektløse over for 750.000 offentligt ansatte. Vi skal sætte en stopper for et par årtiers angreb på velfærdssamfundet og på vores løn- og arbejdsvilkår. Vi står skulder ved skulder, og vi skal sikre en løsning for alle”, lød det fra Jan Hoby.

Brandtaler og sang

Nina Bonde, formand for dommerfuldmægtigforeningen, er blevet en markant stemme ved demonstrationerne foran Forligsinstitutionen, og hun mødte også op på Blågårds Plads. Hun har virkelig ordene i sin magt og leverede en slagkraftig tale til tilhørernes aktive applaus. På hendes område er det spisepause-problematikken, der er central, og hun skosede innovantionsminister Sophie Løhde for at kræve ro om spisepausen ­– ”så hold dog fingrene fra den”, var Nina Bondes logiske opfordring.

Blandt de mere usædvanlige indslag blandt dem, der fik taletid, var Claus fra 3F, der sang en af datidens politiske aktivister, Carl Scarnbergs, sange. Derefter bekræftede formand for hovedstadens sygeplejersker, Vibeke West, sammenholdet og målet:

”Den her konflikt handler om løn og arbejdsforhold, men den handler også om noget større. Den handler om, hvilket Danmark vi vil have. Vi vil have et Danmark med en stærk offentlig sektor. Danmark er et svagt og fattigt samfund, hvis ikke vi har en stærk offentlig sektor”, sagde sygeplejerskernes formand og rettede en stor tak til alle dem i den private sektor, der støtter de offentliges arbejdskamp.

Nedskæring på nedskæring

Som en af de sidste talere til dagens solidaritetsfest fokuserede Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, på de stadigt ringere arbejdsvilkår i den offentlige sektor: Vi har alt for længe stået hver for sig og taget det ene slag over nakken efter det andet. Én ting er lærerne i 2013 – men der er jo mange af jer, der også oplever nedskæring på nedskæring og at skulle løbe hurtigere og hurtigere hver dag – og bære den kæmpebyrde det er at vide, at man gang på gang ikke gør det godt nok for patienterne, for børnene, for klienterne og for eleverne.”

Herefter var der musik, fri snak og festlig stemning, før et stort antal bevægede sig til Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads, hvor et par tusind demonstranter i forvejen havde taget opstilling.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.