Det nye børnesyn

Begrebet er blevet debatteret – og kritiseret – af markante stemmer i skoledebatten. På KLF’s TR-temadag i november betegnede tidligere undervisningsminister Merete Riisager det nye børnesyn som et utopisk børnesyn, der stiller praktikerne overfor en umulig opgave. Nuværende undervisningsminister, Mattias Tesfaye, kaldte på et samråd den 20. november Københavns Kommunes børnesyn for ”et råt styringsværktøj”.

KLFnet har talt med en række praktikere på skoleområdet i København, som har markeret sig i debatten om ”det nye børnesyn”.

Christina Rinaldo er københavnerlærer og en kendt stemme i skoledebatten. Hun siger til KLFnet: ”Vi har da allerede et ressourceorienteret børnesyn i folkeskolen. Der er ikke noget nyt i det børnesyn. Det var også, hvad jeg blev undervist i på seminariet for 25 år siden: At se på, hvad børnene kan og på deres ressourcer. Jeg kigger på, hvad mine elever kan hver eneste dag.”

”Vi skal se på, hvad børnene magter. Der, hvor de ikke lykkes, er det ofte fordi rammerne ikke er i orden, og det er det, de slår sig på. Men der er selvfølgelig grænser for, hvad fællesskabet kan rumme. Det kan vi som lærere ikke lave om på. Vi kan ikke ændre vores praksis, så alle børn kan få det rette tilbud i undervisningen.”

”Almenområdet er jo ikke et behandlingstilbud. Det er jeg simpelthen ikke uddannet til. Og der er rigtig mange elever i en klasse. Der er også det tavse flertal af elever, som venter med at sige noget, til der bliver stille. Dem skal vi også passe på. Inklusion må ikke være på bekostning af nogen.”

”Der har altid været elever, som på et tidspunkt ikke opfører sig ordentligt. Det er, som om det er blevet forbudt at italesætte det. Hvis det nye børnesyn er en spareøvelse, er jeg ikke med. Det er rigtigt, at der er investeringer med til de mangfoldige børnefællesskaber, men spørgsmålet er, om der er investeringer nok.”

”Der er 70 folkeskoler i Københavns Kommune. De har hver deres kultur. Lige nu er præmissen, at alle elever skal være i den almene folkeskole. Det er da en kæmpe sorg for forældrene, hvis det ikke lykkes for deres barn. Det undrer, at man spørger alle andre end os lærere. Hvorfor bliver lærere og ledere ikke inddraget i arbejdet med det nye børnesyn?”

Thomas Poulsen er medlem af bestyrelsen i KLF og TR og lærer på Grøndalsvængets Skole i Nordvest. Han har også deltaget aktivt i debatten om det nye børnesyn i Københavns Kommune. Han siger: ”Det med børnesyn har vi hørt meget om de seneste 3-4 år. Senest i forbindelse med Mangfoldige børnefællesskaber – men før det også under overskrifter som ”plads til forskellighed”. Det har sneget sig ind alle steder – man kan ikke være ansat i Københavns Kommune uden at have et såkaldt ressourceorienteret børnesyn - det er den klare udmelding. Og det er jo også formuleret i jobannoncer osv., at man skal have et særligt børnesyn.”

”På min skole har vi været igennem et turbulent forløb. Mange kolleger oplever at blive konfronteret med et bestemt børnesyn. Det skaber usikkerhed hos den enkelte – det risikerer simpelthen at blive meget konfliktfyldt. Og det er helt legitimt at beslutte sig for et bestemt fælles børnesyn, men det skal da ske på den enkelte skole – ikke oppefra i forvaltningen. Det er en opgave for lærerne, eleverne og forældrene på skolen.”

”Det ender med at blive en polariseret debat, og der er mange interessenter, som har behov for at deltage. Jeg er bekymret på folkeskolens vegne, for der er lagt op til konflikter og konfrontationer – frem for den brede konsensus om folkeskolen, som vi har tradition for i Danmark.”