Det nye børnesyn II: Vi mister betydningen af fællesskabet

”Det står jo i jobannoncerne nu. Hvis man søger en stilling, skal man gå ind for det nye børnesyn. Men uden nærmere forklaring på, hvad det egentlig betyder. Det er uklart, men samtidig styrende. Jeg synes også, vi skal være varsomme med de faste sandheder som “børn gør det, så godt de kan”. Pædagogik kan ikke reduceres til én sætning. Virkeligheden er mere kompleks, og børn reagerer og udvikler sig forskelligt. Når vi gør alt absolut, mister vi både nuancerne og det professionelle skøn, som lærerne faktisk har.”

”Hvad er det, der forventes af mig, hvad har jeg sagt ja til? Det er svært at blive klogere på. Og så kan man jo have en diskussion med sin leder om, hvorvidt man har det rigtige børnesyn. Men det er jo enormt svært. For vi mangler at få at vide, hvad det egentlig betyder.”

””Børn gør det, så godt de kan”? Jamen børn er jo mennesker. Det lyder, som om de er totalt instinktstyrede, som om vi taler om løver. Børn er mennesker, og vores opgave er at danne dem som mennesker. Vi skal anerkende den enkeltes potentiale. Det andet er en nedvurdering af vores elever. Vi har brug for et perspektiv – ikke en trosbekendelse. Og børn er langt mere komplekse end sådan en sætning.”

”Hvis jeg taler med mine kolleger om deres børnesyn, vil jeg nok få lidt forskellige bud. Og det synes jeg egentlig er rart. Der skal være forskellige måder at gøre tingene på. Det andet er en ensretning – og det er meget markant. Sådan ville det måske være, hvis det var en Rudolf Steiner Skole. Men ikke i folkeskolen. Der skal være plads til mangfoldighed, også i undervisningen.”

”Hele tankegangen i det nye børnesyn bevæger sig over i noget meget individorienteret. Læreren skal være en slags terapeut for den enkelte elev i stedet for at udvikle fællesskabet. Lad os dog arbejde med fællesskaber som det grundlæggende.”

”Noget af det, jeg synes, vi mister i den nuværende tænkning, er betydningen af fællesskabet som pædagogisk ramme. Folkeskolen har altid dannet børn gennem deltagelse i fællesskabet – ikke kun gennem individuelle hensyn. Når vi ensidigt tilpasser omgivelserne til den enkelte, mister vi den dannelse, der netop opstår, når man skal indgå i noget større end sig selv.”