For et par uger siden fortalte KLFnet.dk om de sparekrav, som Børne- og Ungdomsforvaltningen stillede i udsigt for Københavns Kommunes STU (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) på Uddannelsescenter UiU. De nye besparelser ville medføre, at 14 lærerjob skulle nedlægges og konverteres til andre og billigere stillingskategorier.
Fra 36 uddannede lærere til 9
Tillidsrepræsentant Niels Wester-Andersen fortalte, at da han startede på UiU for 17 år siden, var der cirka 36 uddannede lærere og 12 medhjælpere til 70 elever. Men i dag er der 23 lærere, 24 medhjælpere og 8-10 af anden faggruppe til 111 elever. Altså et markant fald i antallet af uddannede lærere.
LÆS OGSÅ: Jo dygtigere unge, desto billigere voksne
Det seneste sparekrav fra i år var udarbejdet med hjælp af konsulenter fra Deloitte, der havde besøgt UiU. De foreslog, at 14 lærerstillinger blev konverteret til billigere kategorier, hvorved man kunne spare ca. 2 mio. kr. Desuden mente Deloitte-folkene, at der var endnu større sparemuligheder, hvis lærerne kunne undervise i deres fulde arbejdstid.
”Den plan kæmper vi imod i øjeblikket. Hvis den bliver gennemført, vil vi være 9 uddannede lærere tilbage til pt. 111 elever mod tidligere 36 lærere til 70 elever. Det er jo helt absurd i en institution for undervisning”, fastslog tillidsrepræsentanten, da vi mødte ham for et par uger siden.
Succesfuld jobformidling var også i fare
I dag møder vi tillidsrepræsentant Niels Wester-Andersen med et stort smil og en fornyet tro på den nødvendige faglighed på UiU’s ungdomsuddannelse:
”Det nyttede at gøre modstand”, fastslår han lettet, for både han som tillidsrepræsentant, alle medarbejderne på skolen og hele skolens store netværk har gjort en kæmpeindsats for at undgå de ødelæggende nedskæringer, der truede. Og det lykkedes.
”Vi var ikke kun stillet i udsigt, at vi skulle af med to tredjedel af de tilbageværende lærere. Også vores særlige jobformidling skulle nedlægges. Den besparelse kunne indbringe cirka 1 mio. kr., men dens indsats er meget mere værd.
”Jobformidlingen består af to medarbejdere, der er fysisk til stede her på skolen. De tager sig af de udviklingshæmmede elever, der dels har et job, dels har et jobpotentiale med udsigt til at realisere det. De hjælper med at finde beskæftigelse og med at oprette skånejob.”
Niels fortæller, at de to jobmedarbejdere skaber forudsætninger for, at nogle af eleverne kan have en tilknytning til arbejdsmarkedet. For eksempel har en af de bedst fungerende elever, der har gennemført STU-forløbet hos UiU, fast job ved kassen i Føtex.
Forældrebestyrelsen tager affære
Da Deloittes forslag om at omdefinere de 14 lærerstillinger blev behandlet ved budgetforhandlingerne på Rådhuset sidste år, opdager tillidsrepræsentanten, at beskrivelsen af personalegruppen på skolen er forkert. I beregningsgrundlaget ser det ud til, at der er ansat knapt 50 uddannede lærere af skolens i alt 100 ansatte, men det rigtige antal er jo 23, Niels Wester-Andersen:
”Det giver jo et helt forkert billede, og det skriver vi selvfølgelig til BUF. Her reagerer de faktisk straks på det og tager punktet af spareprogrammet. Senere vender de dog tilbage med et nyt forslag om at konvertere 7 lærerstillinger til billigere ansættelser.”
Også UiU’s forældrebestyrelse var meget aktiv. Det er jo deres børns uddannelsesforløb, der er til diskussion, og forældrene ser ingen argumenter for at forringe fagligheden og uddannelsen.
”Medlemmerne af bestyrelsen har lavet et kæmpe arbejde og været meget kreative. De har haft et stort gå-på-mod, og hvis vi andre begyndte at hænge med mulen, så slog de i bordet. De har haft indlæg i dagspressen. De politisk udpegede medlemmer af bestyrelsen har også arbejdet seriøst, inddraget deres bagland og været grundige med deres høringssvar”, fortæller tillidsrepræsentanten.
Special-fødeskolerne og LEV bakker op
UiU-folkene tog også kontakt til deres special-fødeskoler, for det er jo deres elever, der ofte fortsætter på STU hos UiU og som ville skulle leve med forringelserne. Også de – altså Øresundsskolen, Strandparkskolen, Fensmarkskolen og Skolen i Ryparken (nu Heerup Skole) – ville gerne give deres mening til kende i form af høringssvar. Og LEV København, Landsforeningen for Udviklingshæmmede, var med på sidelinjen og udarbejdede høringssvar. Niels Wester-Andersen:
”Med skolebestyrelserne fra fire fødeskoler og vores egen var vi fem forældrebestyrelser, der kunne se nøgternt og sagligt på problematikken, og forældrenes fælles holdning var, at det her med så store besparelser går ikke.”
”Hovedindsigelsen fra alle var, at hvordan kan man lave ordentlig undervisning, når den nødvendige faglighed ikke er til stede. Og hvorfor skal der være så stor forskel på undervisningens kvalitet på en ungdomsuddannelse, afhængigt af om eleverne har udviklingshæmning eller ikke. Der skal jo i overensstemmelse med Salamanca-erklæringen være lige ret for alle.”
Det ligger også tillidsrepræsentanten på sinde at kreditere KLF, Københavns Lærerforening, for vedvarende og stor støtte under hele budgetforløbet:
”Vi oplevede, at formand Lars Sørensen og de øvrige bestyrelsesmedlemmer talte vores sag i de rette fora, så der opstod et klart pres og en betydelig omtale af de her fatale misforståelser og sparekrav. Desuden var foreningen en stor personlige støtte for os ansatte.”
Facebook, ketchup-effekt og anden magisk påvirkning
Niels Wester-Andersen: ”Undervejs lykkedes det os at eksponere den artikel kraftigt, som KLFnet.dk bragte på hjemmesiden. Den beskrev meget tydeligt, hvilken knibe vi og vores STU-uddannelse var i. Artiklen blev hurtig kendt inde på Rådhuset. Den samlede mange likes på sociale medier, kommentarerne strømmede ind, og det skete næsten med ketchup-effekt.”
Artiklen affødte en del spørgsmål fra forvaltningen til skolen, og skoleleder Helle Munk inviterede hele Børne- og Ungdomsudvalget til at besøge UiU.
”Politikerne mødte talstærkt frem, og de stillede mange spørgsmål. De var her i skoletiden, og de snakkede med eleverne. Det gør ofte indtryk at opleve virkeligheden herude i kød og blod, men der var ikke nogen af vores gæster, der havde berøringsangst. Vi risikerer jo at blive et udstillingsvindue, men sådan forløb det bestemt ikke. Når først snakken kommer i gang, så er der stor interesse for at opleve, hvem vi er. Vi var rigtig glade for besøget”, fortæller Niels.
Han nævner også, at kommunikationen mellem Rådhus og interessenter som ansatte, foreninger og forældre har kørt på mange strenge under forløbet, og det er her, han oplever, at tingene kommer i bevægelse. Det gælder om at udnytte de mulige adgange til beslutningstagerne. Skolelederen har færre muligheder, for her lægger kommandovejen nogle rammer for udfoldelserne, mener tillidsrepræsentanten.
Hurra, champagne til alle
Da besparelsesforslaget skal til 2. behandling i BU-Udvalget, er det pludselig ikke med på listen. UiU får bekræftet, at det ikke dukker op igen – i år.
”Vi sidder midt i et møde, og så er der én, der har været på nettet, og som rejser sig og fortæller nyheden. Den blev modtaget meget disciplineret, for vi sidder jo midt i et møde.
’Det var dejligt’, blev der pænt mumlet, men senere lod vi champagnepropperne springe og lukkede glædesjubelen ud. Hurra. Alle var glade.”
”Vi syntes selv, at det var en kæmpe bedrift – at gå fra et sparekrav på omkring 4 mio. kroner til et rundt nul. Omprioriteringsbidraget har vi dog ikke kunnet sno os ud af, og der er kun ét sted at hente de 2 procent – på personalet”, fastslår Niels Wester-Andersen og tilføjer til inspiration for andre:
”Morale: Det nytter at gøre noget og fortsætte, selv om det ser håbløst ud. Man kan godt have lyst til somme tider at kaste med grimme ord, men det er bedre med saglige argumenter.”
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere