Det er nu, vi kan vende udviklingen sammen med de over 100 andre faglige organisationer, vi er i forhandlingsfællesskaber med. Vi kan stå fast skulder ved skulder. Vi har opbakning fra mange af de private ansattes fagforeninger, og vi har et kæmpe flertal af befolkningen bag os, der bakker op om vores ønske om en retning, hvor vi i fremtiden skal have mulighed for at levere en velfærdsydelse til borgerne, der er bygget på tillid, ordentlige arbejdsforhold, arbejdstid og en løn, der er til at leve af. Vi vil levere universelle velfærdsydelser med kvalitet.
Lockouten i 2013 skabte en akut og stor krise i samfundet med alle de børn, der mistede undervisning og ikke kunne komme til afgangsprøver, og for de titusindvis af familier med en hverdag uden orden blev det efter nogle uger til et massivt problem. Krisen blev som bekendt løst, da regeringen fik Folketinget til at vedtage en ”nødlov”, som stoppede lockouten og åbnede landets skoler igen. At ”nødloven” LOV 409 samtidig gjorde det ca. 2 milliarder kroner billigere om året at indføre folkeskolereformens lange skoledage, skete ligesom under Folketingets og befolkningens radar, da de mere fokuserede på krisen med at få børnene i skole igen. Resultatet kender vi. Vi har nu den discountskole med nedslidende arbejdsvilkår og sværere muligheder for at gøre en forskel for hver enkelt elev, som vi i KLF/DLF advarede om i 2013.
Nu i 2018 vil de så tage lønnen ved at indføre det princip, at vores løn fremover skal udvikle sig med en lavere stigning end på det private arbejdsmarked. Allerede om nogle få år vil vi have en ringere løn og markant dårligere købekraft end i dag. Vi kan ”beholde” vores betalte spisepause, når bare vi forstår, at arbejdsgiverne bestemmer frit over, om den skal inddrages med eller uden kompensation på et senere tidspunkt.
De massive lockoutvarsler og de langstrakte skinforhandlinger tyder på, at Moderniseringsstyrelsen, Regionerne og KL vil gentage successen fra 2013. Først skabe en krise og en akut situation, der kortslutter de almindelige politiske beslutningsprocesser, og så få vedtaget en ny ”nødlov”, der sjovt nok ensidigt gennemfører deres egne krav.
Men i Folketinget har Alternativet, SF, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten sagt, at de ikke vil være med til et ensidigt lovindgreb denne gang.
Vores opgave her i OK 18-slutspurten er at være massivt til stede i debatten på de sociale medier og være klar til debat med alle, vi møder i vores omgangskreds. Vi skal være klar til at gå på gaden med løbesedler og gå til demonstration. Vi skal give medvind til de politikere, der bakker op om de offentlige ansatte, og kritisere de politikere, der kun ser de offentlige ansatte som en udgift og ikke som den investering, vi er, i fremtidens Danmark.
Nok er nok. Vi skaber en løsning for alle.
Kjell Nilsson er kandidat ved det kommende bestyrelsesvalg i Københavns Lærerforening.
Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere