Drop ny visitationsmodel for Københavns folkeskole

Det er nu, de sidste søm slås i, når Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune skal træffe de sidste beslutninger med stor betydning i forhold til at realisere ”Mangfoldige børnefællesskaber”. En ny visitationsmodel får afgørende betydning for, om vi kan lykkes med den store forandring, hvor flere elever skal være i den almene folkeskole. Forvaltningen foreslår, det skal være en sammenkobling af økonomi og en faglig vurdering af det enkelte barn, der bliver afgørende. Mon ikke de økonomiske måltal svarer til 3%?

I København blev der af Børne- og Ungdomsforvaltningen i foråret i en ”specialanalyse” foreslået et loft på 3 pct over, hvor mange elever i Københavns Kommune, der fremover skulle kunne modtage specialundervisning. Et vanvittigt forslag set på baggrund af erfaringerne fra den såkaldte ”inklusionslov”, som i 2013 satte et nationalt loft på 4 pct over antallet af elever i specialundervisning. Et måltal man allerede i 2016 var nødt til at droppe, simpelthen fordi omkostningerne både fagligt og socialt for de udsatte elever med særlige behov – og for folkeskolen som helhed – blev for store.

Politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget på Københavns Rådhus valgte da også før sommerferien at udskyde beslutningen om en ny visitationsmodel ud fra forvaltningens forslag. Erfaringerne og sporene fra den nationale inklusionslov skræmte og talte sit tydelige sprog!

Budgetpartierne besluttede at bede forvaltningen om forslag til en ny central visitationsmodel med økonomisk ansvar, men det er stadig op til Børne- og Ungdomsudvalget at træffe beslutningen, og væsentlige ændringer kan behandles på ny af budgetpartierne.

Nu lægges der så op til en helt ny model for visitation af elever med særlige behov til undervisning i et specialiseret tilbud. Der arbejdes ikke med et procentvis loft, men konsekvenserne af forvaltningens nye forslag, som skal behandles politisk onsdag, vil reelt være helt det samme.

Forslaget om en ny visitationsmodel risikerer at få katastrofale følger for folkeskolen i København og for ønsket om, at flere elever skal blive i den almene folkeskole.

Det er igen nødvendigt, at politikerne på Rådhuset vender tommelfingeren nedad!

For det første er der i forslaget en sammenhængende faglig og økonomisk styring af visitationen. Der står f.eks.: ”Der bliver en tydelig økonomistyring i visitationen af rammen til specialtilbud udenfor almenområdet (med afsæt i samlet faglig og økonomisk vurdering ud fra barnets behov)…”. Jeg tvivler på, at det overhovedet er muligt at sammenblande de to dele i et styrings-setup. Hvordan skal de balancer i konkrete afgørelser foretages – vil man slække på fagligheden eller overskride budgetterne?

I det hele taget har jeg meget svært ved at se, hvordan det enkelte barns behov og kommunens økonomi vil kunne vurderes under et samlet hele.

Min betragtning er her, at den professionelle og faglige vurdering skal respekteres, og hvis der ikke er økonomi, så må der som et minimum oprettes ventelister, som så må håndteres. De faglige vurderinger må aldrig gradbøjes ud fra økonomiske hensyn.

Det er i hvert fald svært at læse andet, end at det skal være de økonomiske rammer, der afgør, om den enkelte elev bliver visiteret til specialundervisning – ikke elevens udfordringer eller problemer, som det ellers er fastlagt i folkeskoleloven. Man kunne lige så godt have foreslået et loft.

For det andet anbefaler forvaltningen, at der etableres en ny model for en ”central visitation”, som har det samlede ansvar for hele kommunens visitationer (og i øvrigt økonomistyringen) – men nu alene for børn med ”varige, omfattende og individuelle behov”.

Herudover etableres en ny model for en ”lokal visitation” for alle øvrige elever med behov for specialpædagogisk støtte på ni timer eller derover i almenskolen, som den enkelte skoleleder er ansvarlig for.

Hvordan dette ansvar for, at eleven får det rette undervisningstilbud, i praksis skal fordeles mellem en central visitation og den lokale skoleledelse, er helt uklart, idet der tilsyneladende lægges op til, at dette kan afklares allerede INDEN visitationen, altså inden der er foretaget en faglig vurdering af elevens udfordringer og muligheder. Det bliver meget svært at undgå, at den enkelte skoleleder henviser elever med særlige behov, som er vanskelige at rumme i den almene undervisning, til den centrale visitations-enhed – som derefter henviser eleverne tilbage til skolen igen. Måske endda på baggrund af økonomiske overvejelser. Det bliver så op til skoleledelsen at levere et undervisningstilbud til den enkelte elev, som lever op til folkeskoleloven.

Her kommer der til at hvile et kæmpe ansvar på den enkelte skoleleder for at levere undervisning, der imødekommer de udsatte elevers meget forskellige behov, som det er beskrevet i folkeskoleloven. Uden at der tilføres ekstra ressourcer til skolerne.

Så længe skolelederne ikke kan bede om en større økonomi til skolen, er denne model uansvarlig. Beskrivelsen i forslaget handler om, at skolelederne får større ejerskab, når de selv visiterer og har frihed til selv at bestemme over skolens økonomi. Men det betyder vel reelt, at skolelederne efterlades med en uløselig opgave, hvor det ikke er muligt at imødekomme det enkelte barns behov, og den enkelte skoleleder skal tage ansvar for, at det samlede skolevæsens budgetter er i balance.

For det tredje er der dermed stor risiko for, at det vil underminere elevernes og deres forældres retskrav på undervisning i henhold til folkeskoleloven. Det er ulovligt at bruge økonomi som begrundelse for at give afslag på specialundervisning. Det betyder, at det er den fagprofessionelles vurdering, som afgør, om en elev skal have støtte, ikke den enkelte skoles økonomi. Det efterlader skolelederne i en urimelig situation, hvor de skal afgøre, hvem der får støtte, og hvem der ikke gør.

Skal den elev, som blev afvist af den centrale visitation sidste skoleår, og som nu mistrives i et alment tilbud, igen henvises til den centrale visitation for en ny vurdering dette skoleår? Og hvordan undgår man, at i forvejen udsatte elever på den måde ender i en evig overgangssituation med ”nødløsninger og midlertidige ordninger” mellem myndigheder, der ikke formår at levere et ordentligt undervisningstilbud?

”Mangfoldige børnefællesskaber” står og falder med en ny visitationsmodel

Den indstilling om en ny central og lokal visitationsmodel for specialundervisning i folkeskolen, der nu ligger på politikernes bord, må og skal afvises. Elever i særlige udfordringer og deres forældre har ret til et undervisningstilbud i af høj kvalitet i den københavnske folkeskole. Udgangspunktet må altid være en faglig vurdering af den enkelte elevs muligheder og udfordringer – ikke økonomiske overvejelser.

Vi risikerer, at folkeskolen i København bliver en bureaukratisk slagmark, hvor elever med særlige behov skubbes frem og tilbage mellem forskellige myndigheder med uklare ansvarsfordelinger. Og hvor ressourcerne til at behandle klager til skoleledelserne fra fortvivlede forældre, som oplever, at deres børn mistrives, eksploderer. Folkeskolen i København bliver hverken bedre eller billigere med det forslag, politikerne er blevet præsenteret for.

Hele ansvaret risikerer at havne hos skolelederne og være afhængig af den enkelte skoles økonomiske ressourcer.