Debat: Er der en lærer til stede?

Som lærer i folkeskolen har vi et meget vigtigt job. Derfor undres jeg også over, at man ikke prioriterer den opgave meget mere. Jeg undres over, hvorfor man ikke har et større ønske om at gøre det prestigefyldt at være skolelærer. Det gør ondt i mit lærerhjerte, når jeg hører mit erhverv omtalt som noget, man bare kan blive. Det er det nemlig så langt fra.

Vi står med en kæmpe samfundsmæssig opgave. Gennem vores job giver vi børnene muligheder i livet. Qua mit job er jeg med til at åbne deres verden op. Jeg er med til at give dem mod og lyst til at tage ansvar for den verden, vi lever i. Som dansklærer ved jeg, hvordan arbejdet med litteratur åbner en ny verden. Den gør verden større. Man vender blikket og fokusset væk fra sig selv. Det er det, vi kan som lærere, og det er det, vi skal være bedre til fortælle omverden.

 Vi er dog virkelig presset på den opgave. Især er det tre faktorer, som gør vores arbejde svært, og som presser vores kerneopgave.

• Inklusion er noget af det, der presser allermest. Egentlig er jeg træt af at bruge det ord, for det, vi mærker i virkeligheden, og som presser os allermest, er, at alt for mange børn ikke er en del af undervisningsfællesskabet. Jeg bruger med vilje ordet undervisningsfællesskab, for jeg mener, at det er for letkøbt at tale klassefællesskab. Det er ikke nok, at man hygger sig med at spille fodbold i frikvarterne, eller at man er vellidt af kammeraterne. I en skolekontekst skal man være del af undervisningsmiljøet. Jeg arbejder i indskolingen, og her er tendensen, at mange børn forlader undervisningen. De løber rundt på gangene. De kaldes driftere eller gangløbere. Vi har børn, der i langt størstedelen af deres skoletid lever i en parallel verden, hvor de ikke er en del af undervisningsfællesskabet.  De har det så svært i kravsituationer, at de kalder lærerne for grimme ting, de slår, sparker eller kaster med ting i afmagt. Det er en enorm belastning for vores arbejdsmiljø. En belastning som gør, at mange sygemeldes med stres eller helt dropper lærerjobbet. Som lærer giver det en enorm afmagtsfølelse. Vi har ansvaret for alle elever. Vi har et enormt ønske om at løfte alle elever både fagligt og dannelsesmæssigt. Vi bliver splittede, for vi kan ikke både tage hånd om børn på gangen og dem, der sidder i klassen. De børn, der har diagnoser, er lang tid om at blive udredt, og hjælpen og støtten kommer ofte først, når de er længere fremme i skoleforløbet. Her har børnene ofte lidt så store nederlag, at det kan være svært at få givet dem troen og selvtilliden tilbage. Især mange nyuddannede lærere oplever at stå helt alene med problemet, og det er benhårdt. Det job, man regnede med at skulle varetage, er ikke det, man kan udføre i virkeligheden. Det er vi nødt til at tage alvorligt og handle på. I min optik er det skræmmende, at man kan læse jobannoncer, hvor ansættelseskravet er, at man skal kunne stå i, at børn ikke altid gør, hvad man siger. En ligegyldighed og opgivenhed breder sig, som er helt uforeneligt med det ideal, jeg og mange andre har omkring det at være lærer.
   

• Et andet af de helt store problemer er, at god undervisning kræver velforberedte lærere. Hvis du skal lave sjov, motiverende undervisning, kræver det tid til at være ordentlig forberedt. Hvis folk undrer sig over, at Pirls læsetesten pludselig er så dårlig, så tænker jeg, svaret er at finde her. Computere og digitalisering er ikke problemet i sig selv, således som nogle italesætter det. Problemet er, at computeren ofte redder ens undervisning, når man ikke er tilstrækkeligt godt forberedt. Min tese vil også være, at den bliver brugt flittigt af de mange lærere, der underviser i folkeskolen uden den rette uddannelse. Der er så mange dygtige lærere i folkeskolen. Man er nødt til at give os tid og ressourcer til at gøre vores job ordentligt og velforberedt. Vi ved godt, hvad der skal til for at lave god, motiverende undervisning. Det har vi lært gennem vores uddannelse. Hjælp os nu! Stop med at spare på børns fremtid. Begynd at investere i den.

Når jeg taler om investering, mener jeg investering i lærerne. I min dagligdag har jeg virkelig brug for hjælp og sparring fra andre dygtige lærerkollegaer. Faglighed og trivsel hænger sammen. Hvis børn oplever, at de ikke knækker læsekoden, så begynder de at føle sig utilstrækkelige. Hvis de ikke knækker koden til at være en del af undervisningsmiljøet, så føler de sig også utilstrækkelige. Det forplanter sig som mistrivsel. Vi er nødt til at fokusere meget mere på undervisningsfælleskabet. Det kræver dygtige lærere. Hvis lysten til bøger og læsning skal løftes, så har jeg brug for dygtige dansklærere eller læsevejledere i klassen til at hjælpe mig. Det er en rolle, som flere pædagoger ikke kan løfte. Det er altså vigtigt, man begynder at forstå det. Jeg vil gerne skære det ud i pap, så alle forstår, at faglighed og trivsel hænger sammen. Det er absurd, at det kan være så svært at forstå. Nu viser de seneste læsetest faktisk, at det er rigtig slemt med børnenes læseevner. Lige nu virker det, vi gør, ikke, så stop med at gøre mere af det samme. Hvis du skal bygge et hus, ringer du heller ikke til vvs-manden, hvis du skal have fikset strømmen! Hvorfor gør vi det i en skole-kontekst?

• Kompetenceudvikling og udvikling i jobbet er den tredje ting, jeg vil nævne. For det er der virkelig brug for. Jeg har brug for fagkurser, der gør mig dygtigere, og som udvikler og motiverer mig, så jeg hele tiden bliver så dygtig, som jeg kan. Endvidere skal man bruge erfaringen på skolerne. Al forskning viser, at erfaring er vigtig i forhold til at løfte eleverne fagligt, dannelsesmæssigt og socialt. Jeg har erfaring, og jeg er dygtig til mit job. Brug mine kompetencer mere og bedre på skolerne. Giv sådanne nogle som mig et større ansvar for, at nye yngre kollegaer kommer godt fra start. Giv os til tid til at være mentorer og sparringspartnere. Det vil virkelig være en win win situation.