Debat: Er der plads til forskellighed på skolerne i København?

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Både på generalforsamlingen i KLF og kongressen var budskabet klart: inklusion er det altoverskyggende tema, der belaster vores arbejdsmiljø voldsomt.

Det er heller ikke gået hverken forvaltningens eller politikernes næse forbi, at der er et problem. Og selvom der også er en bekymring over stigende omkostninger på specialskoleområdet, ser det ud til at de godt kan se problemet fra vores og ikke mindst børnenes side. Derfor har man i 2020 sat projektet ”Plads til forskellighed” i søen, der skal afhjælpe de problemer inklusionen volder os på skolerne.

Men hvad dækker det over? Er ”Plads til forskellighed” nyeste påfund i navnelegen efter ”inkluderende læringsmiljøer eller -fællesskaber” og ”mellemformer”, så at vi ikke lægger mærke til at det er inklusion vi snakker om, som selv Niels Egelund indrømmer er dumpet?  Eller skal vi forvente nye koncepter, konsulenter med fancy diagrammer og matrix, som lover løsningen?

Der er ikke et tydeligt svar på spørgsmålet, for selvom ”Plads til forskellighed” blev igangsat for to år siden, har corona gjort det svært at få gennemført alle de tiltag man havde planlagt. I de oprindelige planer, handler meget om ensretningen af forskellige tiltag, ved at indføre ”bydækkende” modeller, kvalitetsværktøjer og skabeloner. Om det kommer til at gøre en stor forskel i hverdagen, har jeg mine tvivl om.

Men der er også metoder der vækker positiv genklang på skolerne, navnlig et konflikthåndteringsværktøj, som oprindelig blev udviklet til specialskolerne, men nu er tilpasset til almendelen og selvfølgelig co-teaching. Især det sidste har man gode erfaringer med, ikke kun i København, men også andre kommuner rundt omkring i landet.

Har Københavns Kommune alligevel fat i den lange ende? - Måske, men hvad nytter koncepterne, når man ikke har hænder til at føre dem ud i livet? Hvad gør man, når man ved hvordan man nedtrapper en konflikt med en elev, eller skærme vedkommende, men at man hverken har tid eller plads til det? Hvordan kan man finde ”plads” til forskellighed og holddeling, når flere klasser skal deles om de få grupperum på skolerne?

Derfor er det vigtigt, at vi kræver af forvaltningen at tage projektet alvorligt og lader os gøre arbejdet ordentligt. Co - teaching betyder, at tolærer forbereder, gennemfører og efterbehandler undervisningen i fællesskab. Det skal der være de fornødne resurser til - både i form af lærerpersonale og tid. Vi har sagt det før, men det er jo derfor vi skal afkorte skoledagen og konvertere den understøttende undervisning til to-lærer-timer.

Derudover skal forvaltningen ikke forvente, at alle indsatser og koncepter er implementeret, når projektet ”Plads til forskellighed” slutter i 2023. Inklusion kræver løbende opmærksomhed og resurser man kan regne med år efter år, for at skabe den kontinuitet og udvikle den undervisning der kan rumme så mange elever som muligt.