Er du rigtig syg?

Det er gråvejr som de fleste dage i det sene efterår. Klokken ringer ind kl. 12.10 efter spisepausen på Den Classenske Legatskole mandag 4. november 2014. Den lille, men børnefyldte skolegård opløses hurtigt for leg og støj, og eleverne siver ind i de forskellige opgange på skolen. 

Også på lærerværelset er der opbrud. Lærerne pakker deres ting sammen og går på kryds og tværs mellem hinanden ud til næste runde med undervisning i dansk, matematik, idræt og musik. 

Natazja Arendal Johansen følges med et par kolleger ned ad den brede trappe i den gamle skolebygning fra starten af 1900-tallet. De snakker sammen ned af trinnene, og lyden fra dem runger ud i trappeopgangen. Ved den store tunge hoveddør er det Natazja, der hiver i dørhåndtaget og trækker døren op ud til skolegården. Hun træder ud på risten øverst på den brede stentrappe. Mere når hun ikke, før hun rammes hårdt i højre side af hovedet af en fodbold, der med fuld kraft er sendt i retningen mod skolens gamle hoveddør. Den hårde læderbold mod Natazjas øre, tinding, kæbe, baghoved og hals giver et stumt smæld.

Hun når ikke at opdage bolden, før den rammer hende. Hun bliver bare ramt. Hårdt. Lige ind på siden af hovedet. Uden at kunne værge for sig.

Det er en af skolens elever – en dreng fra de små klasser, der har skudt bolden i retning mod hoveddøren. Han er som den eneste af eleverne tilbage i gården efter frikvarteret. 

Natazja kan straks mærke, at der er noget galt inden i hende. Det er, som om noget er gået itu. Hun prøver at samle sig. 

”Hvad laver du hernede?” får hun sagt til ham, men registrer ikke, om han svarer.

Et par af Natazjas kolleger, som har fulgtes med hende ned ad trappen, reagerer lidt på samme måde. Drengen bliver sendt til undervisning, og Natazja sætter sig ned på trappesatsen foran døren. Hun er dårlig. Natazja føler sig svimmel, og det gør ondt i hovedet. En af kollegerne opfordrer hende til at gå tilbage på lærerværelset og sunde sig. Først afviser hun det og siger, at hun nok skal klare den. Men hun konstaterer hurtigt, at den er helt galt med hovedet.

Et festfyrværkeri af et menneske

Natazja Arendal Johansen arbejder i 2014 som lærer på Den Classenske Legatskole. Hun er uddannet tekstiltrykker, men har været på skolen i en årrække. Først som vikar både i håndarbejde og billedkunst, senere som fastansat, hvor hun underviser i de kreative fag og fungerer som assistent i børnehaveklasserne. 

Skolens ledelse og kollegerne er glade for Natazja. Hun er vild med jobbet som lærer. Flere af hendes kolleger beskriver hende som et sprudlende festfyrværkeri og meget kreativ. Hun er god til at samle kollegerne i sociale aktiviteter. Det er også hende, der sørger for blomster til lærerværelset, og flere gange om året har hun store kringler med fra Lagkagehuset på Christianshavn. 

På skolen er hun ofte den, der laver de spraglede projekter i børnehøjde. De klipper i dyre modeblade, som Natazja selv har haft med og laver flotte collager. Hun er ikke den, der står tilbage for at kaste sig ud i store undervisningsforløb, hvor sakse, lim og hundredevis af børnefingre er alle vegne i klassen, på gangen og i skolegården. 

Men det sprudlende og energiske i Natazja har fået en brat afslutning.

”Spis piller og slap af”

Da Natazja når tilbage til lærerværelset, er det næsten tomt for lærere. Et par enkelte sidder og snakker sammen. Natazja går hurtigt forbi dem og ned i glasburet bagerst i lokalet. Her står en sofa, som hun lægger sig på. Der går ikke mange øjeblikke, før kollegerne på skift kommer ind til Natazja, der ligger utilpas og chokeret over situationen. Hun har et rødt mærke, der hvor bolden har ramt hende. Hun er hævet i området omkring øret. Flere gange må hun genfortælle situationen, som endnu ikke er gået helt op for hende, selvom hun siger det igen og igen. 

Natazja synes egentligt, det er lidt fjollet og for meget at gøre ud af det, da hendes kollega Charlotte insisterer på, at de sammen skal skrive en skadesanmeldelse. Men Charlotte, der selv nogle år tilbage har haft en arbejdsskade, ved hvor vigtigt det er at få skrevet ned. Hun får Natazja overbevist, og mens Charlotte fører blyanten på papiret, fortæller Natazja situationen med drengen og den hårde fodbold igen. 

Efter nogle timer bliver Natazja sendt hjem. Hun skal ikke mere på skolen i dag, siger kollegerne.

Natazja kan godt fornemme, at hun ikke er i stand til at tage cyklen hjem, som hun ellers altid gør. Hun trækker den i stedet gennem byen. Hendes hænder knuger sig til håndtagene på styret af cyklen. Hun har svært ved at holde balancen, og hovedpinen hænger ved.

Hjemme i lejligheden i Wildersgade på anden sal smider hun sig på sofaen. Helt tom indeni. Hun er stadigvæk dårlig. Ud på eftermiddagen ringer hun til sin læge. Natazja kan huske, at sekretæren i telefonen opfordrer hende til at spise nogle smertestillende piller og få slappet af. Men hun spiser ikke piller og har aldrig gjort det, så hun bliver bare liggende på sofaen.

Dagen efter er hun sygmeldt, men onsdag er hun tilbage på Den Classenske Legatskole. Natazja er ikke frisk. Hun har hovedpine, er svimmel og har svært ved at koncentrere sig i den konstante larm. Hendes krop og hoved er hele tiden i alarmberedskab, og hun føler, at alle hendes sanser arbejder på højtryk.

Natazja forsøger hele tiden at undgå situationer med for mange kolleger og elever. Den Classenske Legatskole er en lille skole, så de få kvadratmeter udfordrer chancerne for at være alene nogen steder. 

I frikvarterne låser hun sig flere gange inde på toilettet i kælderen. Med lyset slukket sidder hun bare og venter i mørket. Hun føler sig tom inde i hovedet, der bliver ved med at gøre ondt. 

De næste dage går med drypvis fremmøde på skolen, indtil hun onsdag 27. november sygemelder sig helt. Natazja har været til lægen, der hurtigt vurderer, at hun har fået en hjernerystelse. 

Flere lærere rammes af arbejdsskader

Natazja er ikke den eneste lærer, der bliver ramt af en arbejdsskade. På landsplan blev der i 2017 anmeldt ca. 42.000 arbejdsulykker til Arbejdstilsynet. Heraf var 5% af de registrerede ulykker knyttet til hjernerystelser, som Natazja fik efter ulykken i skolegården. Mens de mest alvorlige arbejdsulykker oftest sker i byggebranchen, ligger undervisningspersonalet længere nede i statistikken. Alligevel er det ikke helt ufarligt at være lærer i grundskolen.

En ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har kortlagt, at antallet af lærere, der oplever vold og trusler i folkeskolen, er stigende.

I Danmarks Lærerforening oplever arbejdsskadeskonsulent Henning Sindahl, der også har Natazjas sag, at foreningens medlemmer er blevet mere udsatte i forhold til tidligere på grund af de nye rammer for arbejdet, herunder inklusionseleverne.

”Særligt hovedtraumer har været i væsentlig stigning i de senere år,” fortæller Henning Sindahl.

Nogle sager er banale og uden nogle væsentlige skader, men stigningen i hjernerystelser er til at få øje på. Nogle er heldige og slipper uden mén, men lærere som Natazja oplever, at deres arbejdsskade får livsændrende konsekvenser.

Sygefraværssamtalen

På Rigshospitalets Neurologiske afdeling får Natazja bekræftet hendes læges mistanke. Hun har fået en mindre hjernerystelse. Scanninger af hjernen viser ikke fysiske tegn på skade, men symptomerne er ikke til at tage fejl af, fremgår det af journalen.

Onsdag 8. januar 2015 har Natazja været sygemeldt i 31 dage fra Den Classenske Legatskole. 31 dage med lægeundersøgelser, møder, sagsbehandlere, hovedpine, den forbandede svimmelhed og det skarpe lys udenfor.

Natazja er indkaldt til første sygefraværssamtale. Skolen skal have afklaret mulighederne for, om Natazja kan vende tilbage til sit arbejde. En af Natazjas tætte veninder, Susanne, har lovet at tage med til mødet. Sammen går de hjemmefra Natazja på de skæve, vintervåde brosten. Natazja har sin lyserøde frakke fra Ganni på, som kontrastfuldt lyser op i gadebilledet. Solbrillerne holder det grålige skydækkede dagslys ude fra de lyssky pupiller. I ørerne har hun et sæt skrigende orange skumpropper - de holder byens lyde på afstand. 

Susanne har godt fat under armen på Natazja, mens de går ned gennem gaderne på Christianshavn. For at undgå for meget trafik og støj går de ad de små gader gennem kvarteret mod Langebro. Susanne ved, at Natazja er bange og ked af det. De knuger sig tæt til hinanden. Der er koldt i København, og vejret er ikke med dem. De snakker sammen hele tiden. 

Natazja remser op af alle hendes bekymringer. Hun vil så gerne være sig selv igen, men det er hun bare ikke. Hvad skal der blive af hende, familien og hvad med økonomien. Hun gruer for mødet med skolen, som hun ikke har været tilbage på, siden hun blev sygemeldt sidst i november. Hvert andet øjeblik løfter Natazja sin hånd op til håret og retter det, krammer det, fører det bag øret. Balancen driller stadigvæk, men det hjælper, at de går arm i arm.

Da de når skolen, venter de ude på Vester Voldgade. Natazja er anspændt, men hun prøver at samle sig. Der er frikvarter inde i skolegården.

De er enige om, at de ikke skal ind i skolegården, mens børnene leger. Natazja er bange for at møde eleverne, der kender hende, og hun vil gerne undgå at rende på kolleger, der vil spørge til hende. Hun kan ikke rumme det. Hovedpinen tager til, mens de venter.

Inde på skolen sætter skolens leder og souschef sig ved et bord sammen med Line, der er tillidsrepræsentant og Susanne og Natazja. De mange mennesker omkring bordet gør ikke oplevelsen mindre anspændt for Natazja. Men hun er opsat på at gennemføre samtalen og samarbejde med skolen. 

Da Natazja ikke oplever, at der er nogen bedring i hendes tilstand, aftales det på mødet, at der indhentes en ny mulighedserklæring fra hendes læge. I de kommende måneder indkaldes Natazja til flere sygefraværssamtaler. 

Hun fornemmer, at de vil hende det bedste, og der bliver gjort mange forsøg på at fastholde hende på skolen. Det er også vigtigt for Natazja at holde fast i sin tilknytning til Den Classenske Legatskole, kollegerne og eleverne.

En arbejdsskade kan ændre alt

Når man mister sin erhvervsevne helt eller delvist, havner man automatisk i det offentliges sociale system, hvor man nemt kan få oplevelsen af, at man ender som kastebold mellem forskellige instanser og pakketilbud. For den enkelte kan det være en stor mundfuld at hitte rundt i krav og rettigheder, når man samtidigt er syg og har brug for støtte. Sådan har det også været for Natazja.

Som medlem af Københavns Lærerforening kan man få hjælp af foreningens konsulenter, når man kommer ud for en arbejdsskade. I foreningens hus på Frydendalsvej sidder socialrådgiver Lene Andersen med specialviden om socialloven, flexjob og sager med medlemmer, der er langtidssygmeldte som Natazja.

Det betyder, at man er sikret en vejledning og støtte til at få søgt de rigtige tilbud og få den rette hjælp til at komme videre. Lene Andersen har deltaget i sygefraværssamtaler med Natazja på Den Classenske Legatskole og til møder i jobcenteret. Igennem sagsforløbet har Lene Andersen sammen med arbejdsskadekonsulent Henning Sindahl i Danmarks Lærerforening sikret, at Natazja har klaret sig igennem et turbulent sygdomsforløb. Begge opfordrer de til, at man får anmeldt sin arbejdsskade så hurtigt som muligt.

Arbejdspladsen har ifølge Lene Andersen pligt til at melde alle arbejdsskader til Arbejdsskadesstyrelsen, men det er alligevel langt fra alle lærere, der får udfyldt papirerne:

”I situationen vurderer man som lærer måske ikke, at det er en arbejdsskade eller en ulykke, som kan have konsekvenser, men man bør altid skrive det ned, så der ikke opstår tvivl om, hvad der er sket, senere i et forløb,” forklarer Lene Andersen. 

Hendes erfaringer viser, at sager om fx hjernerystelse kan være svære at få afsluttet, fordi fremtidsudsigterne for den enkelte ikke er nemme at forudsige i modsætning til et brækket ben eller en forstuvet fod. Derfor er dokumentation et meget vigtigt element i sagsbehandlingen og har økonomisk betydning for den enkelte.

Linjeret og kvadreret for sig

På Den Classenske Legatskole kommer Natazja i jobprøvning i nye funktioner på skolen. I første omgang i nogle administrative funktioner, men det er planen, at hun også skal prøve kræfter med undervisning, for at se om hun kan klare et arbejde på skolen. 

Natazja står alene i skolens papirdepot, der ligger for enden ad gangen på anden sal. Rummet er mørkt og smalt. Hun er tilbage på arbejde, men kun få timer om dagen. Det er aftalt ved en af de mange sygefraværssamtaler, at Natazja skal prøve, om hun kan klare arbejdet på skolen med få timer hver dag. Planen er at indsamle dokumentation til jobcentret om, at Natazja kan varetage administrative opgaver på skolen som led i et fleksjob.

En af opgaverne er at holde orden i depotet. En opgave som Natazja er lettet over. Det er fredag, og der er ingen elever omkring hende. Hun pakker en æske med viskelædere ud, folder pappet omhyggeligt om på æsken og sætter den på en hylde, så det står ligesom i butikkerne. Nu kan hendes kolleger nemt tage et viskelæder. Hun sorterer de sammenblandede bunker af linjerede og kvadrerede hæfter og sorterer dem i størrelsesorden. Der bliver flot og rydeligt i depotet på anden sal. 

Engang imellem kommer en kollega forbi. Det er fint for Natazja, som stadigvæk gerne vil være social med sine kolleger – én ad gangen. Depotet er placeret i den ene ende af de store elevers gang, men de holder sig for sig selv for det meste. Men nogle enkelte vil gerne tale med Natazja. De er nysgerrige og spørger til, om det virkelig kan være rigtigt, at hun er blevet syg af at blive ramt af en bold. 

I frikvarterne gemmer Natazja sig stadigvæk på toilettet eller steder, hvor der ikke kommer nogen. Hun kan ikke overskue larmen, spørgsmålene og alt det, hun elskede ved sit job før - kollegerne og børnene. Det meste af hendes voksenliv har hun arbejdet med børn, og nu kan hun ikke holde til at være omkring andre børn end sine egne. 

Det går først rigtig op for hende, at alle forsøgene på at finde en løsning, så hun kan fortsætte på Den Classenske Legatskole, er forgæves, da hun får afslag fra Rehabiliteringsteamet på Musvågevej i Københavns Nordvest-kvarter. De konkluderer, at Natazjas hjernerystelse er uforenligt, at hun kan arbejde med børn. 

Skolen har i hele hendes sygdomsperiode været et holdepunkt, som nu ikke længere er en mulighed. Afslaget gør Natazja utrolig frustreret, og hun mister troen på systemet, fordi hun nu skal igennem et nyt forløb uden for skolen. Det betyder samtidigt, at skolen indleder en afskedigelsessag, og Natazja mister sit arbejde.

Arbejdsløs fleksjobber 

I dag er Natazja Arendal Johansen tilkendt et fleksjob og er aktivt jobsøgende. Fleksjobordningen er et tilbud til voksne, der har varig og væsentligt nedsat arbejdsevne. Efter en femårig periode skal bevillingen revurderes. Ordningen med fleksjob er lavet for at fastholde flest mulige i en tilknytning til arbejdsmarkedet. Efter reformen af fleksjob- og førtidspensionen i 2013 er langt flere flyttet fra passiv forsørgelse og over i fleksjobordningen. Det betyder ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der er flere danskere, der har behov for et job på nedsat tid i forhold til deres arbejdsevne.

Selvom antallet af mennesker i fleksjob aldrig har været højere, er arbejdsløsheden blandt ledige fleksjobbere fortsat høj. Tal fra Danmarks Statistik i 2016 viser, at 17% af fleksjobberne var uden for arbejdsmarkedet. 

I København er der mange ledige fleksjobbere - heriblandt Natazja Arendal Johansen. Det gør det svært at få etableret kontakten til arbejdsmarkedet, men det har også en betydning for den enkeltes økonomi. Når man som Natazja Arendal Johansen er arbejdsløs flexjobber, er man på ledighedsydelse, der svarer til 89% af sygedagpengesatsen. 

Natazja Arendal Johansen er via forskellige jobprøvninger, senest hos en frisør, vurderet til kun at kunne klare en arbejdsuge på 12,5 timer. Siden slutningen af 2017 har hun på lige fod med andre fleksjobbere og ledige skullet søge job hver uge. En opgave hun får hjælp til, da hun ikke selv kan klare at skrive længere tekster og læse jobopslag.

Lever som gammel dame

Dagene i Natazja liv ligner for det meste hinanden. Hverdagen er fyldt med rutiner, der skaber ro for hende.  Det er beaglen, Bugsy, opkaldt efter ikoniske Bugsy Malone i krimi-musicalen af samme navn, der leder an på gåturen rundt langs voldene på Christianshavn. I den anden ende af snoren går Natazja. Bugsy siksakker mellem lygtepæle og træer på ruten. Han er uforudsigelig, selvom turen er den samme hver dag. På samme siksakkurs kan man også sige, at Natazjas liv har formet sig, siden hun for fire år siden blev ramt af en fodbold i skolegården, mens hun var på arbejde.

I de sidste år har hun også måttet gå mellem forløb, undersøgelser, møder i jobcentret, hos neurologer, kiropraktorer og en enkelt osteopat. Selvom det nok lyder hæsblæsende, har det taget Natazja tre lange år at få tilkendt et flexjob. Hun har ikke fået det bedre. Hovedpinen er der stadigvæk. Hun kan ikke holde det skarpe udendørslys ud, og ørepropperne er med hende, så snart hun forlader hjemmet. Lange breve og tekster må hun få andre til at læse op.

Gåturen hver morgen tager en time og fører hende og Bugsy langs de mindst befærdede veje og stier på Christianshavn. I dag går hun med mobilen i lommen og høretelefoner i ørerne. Mofibo-stemmen læser op af Lykke-Per, mens hun krydser Inderhavnsbroen, der fører hende og Bugsy ned mod Operaen ad Takkelloftsvej. Det er ikke hver en sætning, som Natazja lytter til, men det giver en ro, når lydene fra byen forsvinder ud i baggrunden. 

Turen er fast morgenrutine for dem begge. Det renser hovedet for støj, mærker Natazja, mens Bugsy får snuset sine sanser fulde. Det er godt at blive blæst igennem.                    

Efter turen går de begge op på anden sal i den gamle christianshavnerlejlighed. Bugsy springer op i sofaen og napper dagens næste lur, mens Natazja åbner computeren. I de sidste fire år har hun fulgt det samme yogaprogram fra App Store. 

Den beroligende og afslappende musik fra appen flyder stille fra højtalerne i hendes Macbook, der står på bordet. Skærmen viser skiftevis de forskellige positioner, som Natazja også indtager. Det varer 30 minutter.

Når programmet slutter, lægger Natazja sig fladt på gulvet med ansigtet mod loftet. Hun mediterer og ligger helt stille. Til sidst laver hun nogle øvelser, som hendes osteopat har vist hende, for at massere nakkemusklerne og stimulere nerverne i den side, hvor Natazja blev ramt af bolden. 

Og der ligger hun. Klar til at erobre de næste par timer og ikke mere. Natasja kan ikke overkomme mere end få timers arbejde, og hun ved slet ikke, hvad hun skal lave. Hun har søgt en masse forskellige jobs på museer, biblioteker og mindre virksomheder.

Der er en verden til forskel fra den Natazja, der sprudlende kastede sig ud i kreative undervisningsforløb. Natazja med de store armbevægelser og det brusende overskud til kolleger, børn og familie, og så til den hun er nu. En fodbold i hovedet satte en stopper for et aktivt arbejdsliv med fart, farver og faglighed. 

Før elskede Natazja de store familiemiddage med huset fyldt af gæster, nu kan hun ikke klare større sammenkomster i hjemmet mere. Juleaften varer ikke mange timer i selskab med andre, og det samme gælder for familiefødselsdage og restaurantbesøg.

Det er livet som gammel dame, Natazja på 46 år lever. Alt foregår i et langsomt og velovervejet tempo. Hendes hverdag er fyldt med overlevelsesstrategier, fra hun går ud af døren, til hun er hjemme igen. Hvis hun tager bussen, sidder hun kun ved udgangen på sædet med piktogrammet af en gammel mand med stok. Hun skal kunne komme hurtigt ud. Kommer nogen for tæt på hendes hoved, siger hun straks ”Pas på”. Hele tiden på vagt. Det dræner energien hos Natazja, men det er sådan hendes liv er blevet. 

Nu håber hun på at finde et flexjob, hun kan magte, så hun kan få lidt af sit gamle liv tilbage.

*** Sådan er fortællingen om Natazja blevet til

Den journalistiske fortælling om Natazja Arendal Johansens arbejdsskade er fortalt gennem Natazja og en lang række kilder tæt på de begivenheder, der beskrives i artiklens scener.

Journalisten har rekonstrueret faktiske hændelser gennem interviews med kilder, der var tilstede, da det skete. I de fleste tilfælde er der flere førstehåndskilder til episoderne, og i enkelte tilfælde, fx Natazjas arbejde med at rydde op i depotet, er historien fortalt gennem Natazjas erindringer fra perioden. 

Gåturen sidst i fortællingen er en blanding af observation fra journalisten og Natazjas opsummeringer af, hvordan typiske gåture om morgenen forløber.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.