Er rekvireret skoleledelse svaret?

LONGREAD

Beretning og kommentar, Erik Schmidt

Det er blevet sværere at være lærer i folkeskolen, og endnu sværere at være en glad lærer. Én af grundene er paradoksalt nok den form for styring og ledelse, som med brask og bram blev sat igennem med skolereformen og arbejdstidsloven i 2013-14.  Paradoksalt, fordi skolelederen kun kan lede gennem læreren, der står med nøglen til den gode undervisning og dermed skolens kvalitet.

Ved Folkemødet 2019 på Bornholm handlede flere af de centrale skoledebatter om styring og ledelse af folkeskolen. Både Danmarks Lærerforening og Københavns Lærerforening havde således sat netop dette til diskussion.

Københavns Lærerforening havde i samarbejde med Bornholms Lærerforening inviteret til debatmøde i DLF-huset med emnet ”Hvad er god styring og ledelse i folkeskolen?”  Deltagerne var Københavns børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S), næstformand i DLF Dorte Lange, skolechef i Bornholms Regionskommune Espen Fossar Andersen og skoleleder på Lundehusskolen i København Kim Stenholm Paulsen.

Det skulle have handlet om styring og ledelse i skolen, men det kom det aldrig for alvor til. Det var der flere grunde til.

Der var reelt ikke nogen diskussion. Glasvæggen mellem dem, der styrer og dem, der bliver styret, blev aldrig gennembrudt.  Det var som om, at repræsentanterne for styring og ledelse prioriterede opretholdelsen af deres magtpositioner over den frie meningsudveksling. De blev på deres side af glasvæggen.

Desuden blev der ikke skelnet mellem styring og ledelse, og deltagerne vovede sig ikke ud i at afsøge kanten til lærernes ytringsfrihed og metodefrihed.

Hertil kom, at sociologen og forfatteren Rasmus Willig, der var udset til at være havkatten i hyttefadet, af én eller anden grund udeblev fra paneldiskussionen.  Måske på grund af vejret. Der var torden og lynild og skomagerdrenge i luften og arrangementet var truet med aflysning. 

Willigs fravær betød, at der ikke var nogen til at udfordre i panelet. Ingen, der ville gå hinanden på klingen eller tage konfrontationen. Ingen, som Dorte Lange kunne stille sig ved siden af. Hun var alene.

Der var for megen konsensussmørelse, og for nu at tage den bagfra sluttede debatten med, at én af paneldeltagerne konkluderede: ”Vi er jo alle enige om at gøre det bedste for folkeskolen.” 

Ja, det er både lærere, pædagoger, skoleledere og forvaltning naturligvis. Men smørelsen skjuler, at der også er forskellige synsvinkler og interesser og forskellige opfattelser af kvalitet. Hvis ikke man kan tale sammen om styring og ledelse ud fra interessemodsætninger, pædagogiske uenigheder og veldefinerede begreber, så ender man bare med at bekræfte hegemoniske magtpositioner uden at kunne tale om kvaliteten, og det er til skade for folkeskolen, undervisningen og eleverne.

MERE NUANCERET DATABRUG

Skoleledelse og styring har siden indførelsen af arbejdstidsloven og skolereformen i 2013-14 ændret sig mærkbart i teknokratisk og autoritær retning. Styringen af skolen var tidligere præget af flade hierarkier med lav magtdistance, fordi der allerede for mere end 200 år siden var skolefolk, der var klar over, at ”undervisningens held ustridigt beror på lærer og lærlings vilje” og ikke alt mulig andet.  Af samme grund har pædagogikken op gennem historien tilhørt lærerne, der også har haft stor indflydelse på beslutninger om skolens indretning og dagligdag. 

Men det er slut. Efter indførelsen af internationale målesystemer og benchmarking-lister (PISA o.a.) mistede politikerne tilliden til lærerne, hvilket allerede var undervejs med indførelsen af New Public Management. Styringsformen blev indført i forlængelse af, at Firkløverregeringen i 1983 fremlagde et moderniseringsprogram for den offentlige sektor, der skulle fremme markedsstyring og publikumsbetjening. Ifølge den nye styringsform ville de offentligt ansatte altid forfølge egne interesser, og det var derfor det nye regimentes angivelige opgave at varetage almenvellets interesser. 

Lærerne var blevet dårlige og egoistiske, og politikerne ville have styring. Pædagogik blev bare en systemklods i uddannelsesøkonomien, og evalueringer og dataindsamling, mål og effekt blev dominerende elementer i den neoliberale økonomis styringsapparat. Skoleledelse blev en del af forvaltningens lange arm. 

Så fulgte balladen i 2013-14, og i København besluttede B&U-forvaltningen endda i 2017 at styrke den ledelsesform, der sætter system og data over stedets pædagogik og personlig dømmekraft.

Københavns Kommunes er nemlig gået i samarbejde med Handelshøiskolen BI i Oslo om uddannelsesinstitutionens omstridte skolelederuddannelse.  Ledere fra 15-20 københavnske skoler er med millionstøtte fra A.P. Møller Fonden i gang med at uddanne sig efter det Osloinspirerede uddannelsesøkonomiske koncept med standardiserede test, konkurrence på alle niveauer, regelmæssig måling af elevernes læringsresultater og konstant evaluering og opfølgning.

Både ordstyrer Jan Klint og KLF-bestyrelsesmedlem Katrine Fylking ville gerne vide, hvad baggrunden for den disposition var.

Men skoleborgmester Jesper Christensen svarede, at der ikke var noget mærkeligt i at søge inspiration i Oslo ligesom mange andre steder som Toronto, Stockholm og London. Skolelederuddannelsen i Oslo skulle fremme en ”mere nuanceret brug af data”, sagde han. Jesper Christensen så ikke nogen modsætning mellem brugen af data og tillid til lærernes dømmekraft.

Det var også den gængse opfattelse hos skolechef Espen Fossar Andersen og skoleleder Kim Stenholm Paulsen. Data og tillid går hånd i hånd, som det blev sagt.

FORSKELLEN PÅ STYRING OG LEDELSE

Det er fristende at stille sig tilfreds med dette synspunkt. Det skaber en forestilling om, at styring og ledelse ikke er en ensidig sag, og synspunktet er desuden konsensusskabende. Men er det rigtigt?

Er det ikke snarere sådan, at jo mere datastyring der finder sted, jo mindre tillid er der til lærernes dømmekraft? Stikker den hårde valuta ikke den bløde i et effektstyret, markedsliberalt styringssystem?

Det kan være svært at finde ud af, når ledere i styringslaget ikke ønsker at tale om styring. De vil hellere tale om ledelse. Det sagde BUF-borgmester Jesper Christensen direkte i paneldebatten.  Han vil hellere tale om ledelse end om styring. Sikkert, fordi det lyder mere imødekommende og demokratisk. Det er fint nok, det er også værd at tale om, men det er noget andet.  Ledelse er ikke det samme som styring.

Styring er groft sagt det, som regering, kommunalbestyrelser og forvaltninger udøver, mens ledelse i skolen udføres af skoleledere. Skellet mellem styring og ledelse er blevet forplumret, fordi skolelederne i alt for høj grad er blevet et redskab for styringen. De er blevet forvaltningens operationelle arm.

Men skoleledelse handler om noget andet.  Det handler om at samle skolens interessenter om den store opgave, det er at få skolen som kulturinstitution til at virke og få lærere og pædagoger til at yde deres bedste i kundskabernes og fælleskabets ånd. Skoleledelse er at beskytte undervisningen i bred forstand mod alt det, der forstyrrer den. Og skoleledelse er at oversætte demokratisk skolepolitik til skolehverdag. Men det er en karikatur af skoleledelse, at den skal styre på baggrund af data og dessiner fra forvaltningen. En god skoleleder skal være på sin skole og under hensyn til skolens ressourcer og økonomi gerne usynligt katalysere dynamikker, energier, evner, kapaciteter i flugt med folkeskolens og fagenes formål.

En skoleleder må gerne holde sig lidt i baggrunden. Mange lærere synes, at skolelederne skal mere ”ud i klasserne” – vist nok fordi mange skoleledere mest opholder sig på kontoret bag skærmens blåhvide lys. Den debat blev også rejst ved mødet i DLF-husets gård. Men hvad skal en skoleleder ude i klasserne? Mange ledere har ikke så megen føling med praktisk pædagogik og skoleelevers væren, at de er i stand til at rådgive lærere. 

Ved at komme mere ud i klasserne vil de nok kunne opnå mere føling med skolens pulserende hjerte, og det kan være gavnligt, hvis det er det, der er hensigten. Hvis skolelederne skal have mere tilstedeværelse i skoleklasserne, må de derfor holde sig i baggrunden og først og fremmest gå i en slags praktik. Det ligger selvfølgelig lige for, at en skoleleder også kan stille spørgsmål til sine lærere. En helt anden sag er det dog naturligvis, hvis undervisningen og relationerne mellem lærer og elever er på vej til at bryde sammen. Her må skolelederen aktivt træde til. Her er der brug for at rekvirere ledelse.

DER SKULLE VÆRE EN KNAP AT TRYKKE PÅ, NÅR MAN HAR BRUG FOR LEDELSE

Netop begrebet ”rekvireret ledelse” blev omdrejningspunktet for en anden paneldiskussion om ledelse og styring i DLF-husets gård. Det skyldtes, at Klaus Majgaard lancerede begrebet, og det var der vist kun Anders Bondo, der sympatiserede med.  Både KL’s B&U-udvalg, Thomas Gyldal Petersen og B&U-direktør og formand for Børne- og Kulturchefforeningen Anne Vang, der også var i panelet, så nærmest ud som om, det måtte være noget væmmeligt noget, og de mente nok, at der kunne være brug for bedre styring og bedre ledelse.

Klaus Majgaard, der både har været forvaltningschef og højskoleforstander og nu underviser på Copenhagen Business School, holdt dog fast i det synspunkt, at ledere først og fremmest skal træde til, når de bliver rekvireret af lærere og pædagoger.  Altså sådan at ledelse bliver et svar på et synligt opstået behov.  Det er et ganske forfriskende synspunkt.

Og Majgaard er ikke alene om det synspunkt.  Ovre i Grundtvigs Telt talte professor Lene Tanggaard og lektor Thomas Aastrup Rømer om ledelse på samme måde.  ”Der burde være en knap, man kan trykke på, når skolerne har brug for hjælp,” sagde Lene Tanggaard.  ”For tiden har vi det modsatte. Det lyser rødt ude på skolerne, når forvaltningerne har noget, de vil have gennemført.  Det er nærmest blevet sådan, at lærerne laver forvaltning, og forvaltningen laver pædagogik.”

Lene Tanggard mente, at skoleledere må erobre skoleledelsen tilbage fra forvaltningen. ”Der flyder al mulig skidt ud til lærerne. Vi må have myndige ledere,” sagde hun. 

Selv havde jeg i mange år en skoleleder, der aldrig havde valgt at blive leder, men bare blev forfremmet fra en stilling som førstelærer. Han var et meget sympatisk menneske, der af og til græd, hvis han blev rørt, eller hvis der opstod store problemer. Der skete blot det forunderlige, at lærerne tog mere ansvar, der hvor den formelle og sympatiske leder, opgav magten. Det frigav en masse energi, foretagsomhed og ansvarlighed.

Det går selvfølgelig ikke i dag. Hvorfor ikke? Fordi folkeskolen styres som en koncern, da politikerne ikke har tillid til lærerne. Der er ikke tillid til at lærerne udfører de opgaver, som udstikkes af politikerne og forvaltningen, hvis der ikke er dessiner, strukturer, mål, data, test og evalueringer. Det er ikke kun noget Dansk Folkepartis skoleordfører Alex Ahrendtsen siger, fordi han selv havde lærere i folkeskolen, som var venstreorienterede; det er som tidligere nævnt indstøbt i New Public Management-filosofien,  der skulle øge effektiviteten gennem markedsgørelse, præstationsledelse og ny teknologi. 

På trods af visse administrative fordele som fx økonomisk styrbarhed er det bare ikke sket. Samfundet har ikke fået mere for mindre. I 2016 konkluderede forvaltningskonceptets arkitekter Hood & Dixon selv: ”NPM har fejlet i sin bestræbelse på at skabe mere effektivitet og kvalitet.”

Mange forvaltningsfolk har måske nok lagt NPM i graven, men alligevel ikke. De har svært ved at undvære styrbarheden, der også gør det nemt og bekvemt at spare efter grønthøstermetoden. De har også svært ved at komme af med mistilliden til de offentligt ansatte. Ikke mindst de kritiske lærere.

LUK MUNDEN OG HOLD PÅ KUNDERNE

Når folkeskolen styres som en koncern, der skal klare sig bedst muligt i internationale målinger og ”holde på kunderne” i konkurrence med de private og frie skoler, bliver omdømmet og ”brandingen” et konkurrenceparameter. Kritik og dårlig omtale er konkurrenceforvridende, da den stiller koncernen dårligere end andre udbydere.

Men tillid opbygges i gensidighed, og når politikere og forvaltning ikke har tillid til lærerne, gennemføres der mange beslutninger, som ikke er konfereret af med den faggruppe, der skal udføre de til tider upopulære beslutninger og lægge ryg til fejldispositioner og foranstaltninger, der ikke virker. Så opstår kritikken, og når det sker, vil der være en tendens til, at styrmændene vil forsøge at inddæmme den for at opretholde magt og momentum. 

Derfor er der mange flere tjenstlige samtaler med lærere, der fremfører intern kritik, og derfor er der kun en tredjedel af lærerne, der tør sige, hvad de mener på møder inden for skolens fire vægge, og kun en fjerdedel af lærerne mener, at de har frihed til at ytre sig offentligt om skolehverdagen. Det er ikke godt, for det betyder, at beslutninger gennemføres på et mindre oplyst og informeret grundlag.  

Skolelederne har siden arbejdstidslovens og skolereformens indførelse fået ”den fulde ledelsesret”, som det hedder; før havde de bare ledelsesretten. De seneste år har der været en bevægelse hen imod ny-autoritær ledelse. Det er lukket, udialogisk og autoritær ledelse, som er iklædt en ny sprogdragt. Lektor Rasmus Willig har forsket i disse ofte subtile sprogligt baserede styringsteknologier. Der styres benhårdt, men det gøres ofte med strategisk venlighed eller med dobbelttydige signaler. 

Typiske ledersvar på kritik kan dog også indeholde en fordømmelse af kritikeren som brokkehoved eller dinosaur og synspunkter som forældede eller forkælede. Nogle ledere vender kritikken mod kritikeren selv, og nogle er mere truende: ”Du er måske ikke stærk nok til at være her?”

Indkaldelse til tjenstlige samtaler er også et ledelsesredskab, der siden 2013 i stigende grad er blevet anvendt for at få kritiske eller besværlige lærere til at makke ret. 

Rasmus Willig deltog på Folkemødet i en tredje paneldebat, der netop handlede om de offentligt ansattes ytringsfrihed og nævnte nogle af de problematikker, han har forsket i. Men skoleledernes formand, Claus Hjortdal, der også var med i panelet, var ikke enig i, at der var et problem med lærernes ytringsfrihed. ”Jeg skal da love for, at lærerne ikke er bange for at bruge deres ytringsfrihed – nogen gik langt over stregen lige efter skolereformen i 2014.”   

”Selvfølgelig har lærerne ytringsfrihed,” sagde han, ”men sproget betyder meget. Man må godt sige, hvad man mener, men det er ikke lige gyldigt, hvordan man siger tingene.”

DOBBELTBUDSKABER OG BULLSHIT

Sproget er magt. Moderne styring går ud på at iklæde upopulære og kvalitetssænkende handlinger en sproglig dragt, der får dem til at fremstå tilforladelige eller endda fordelagtige. Eller som får medarbejdere til at rage ud i uoverskuelige eller uløselige dilemmaer, der ender med, at de som nederste led i styringskæden, står tilbage med aben. Det er det, som fagfolk kalder for bullshit.

Det er en slags dobbeltbudskaber, der gør det vanskeligt for medarbejdere i det offentlige at agere. Det er fx et strategisk dobbeltbudskab, når formanden for ”Rådet for børns læring”, den tidligere direktør for Dansk Industri Charlotte Rønhof  ved én lejlighed siger: ”Lærerne har tudet rigtig meget og sat sig selv i en offerrolle”, og ved en anden lejlighed siger: ”Heldigvis har vi masser af dygtige og engagerede lærere, der hver dag løfter en samfundsopgave, vi aldrig nogensinde kan overdrive betydningen af.”

Rønhof benytter sig af en dobbelt strategi, der på én gang skal mistænkeliggøre lærernes adfærd, men samtidig skal bekræfte hendes position og strategisk holde en dør åben til lærerne, som er den faggruppe, der skal udføre det styrende lags beslutninger om folkeskolen.

Klaus Majgaard kom for nogle år siden med en meget opsigtsvækkende udtalelse om den offentlige styring og dobbeltbudskaber. Efter at han havde været B&U-direktør i Odense var han kortvarigt kommunaldirektør i Furesø Kommune i 2011, men sagde selv op året efter. Han havde det svært med dobbeltbudskaberne i den offentlige administration, sagde han til Berlingske i 2012:

"Styr stramt og hold budgetterne, men sørg for, at kvaliteten er upåklagelig. Eller: Ryd op i bureaukratiet, men sørg for at kunne dokumentere alt. I stedet for at arbejde seriøst med disse dobbeltbudskaber og skabe klarhed ekspederes dilemmaerne ufordøjet videre hele vejen fra borgmester via cheferne til yngste sagsbehandler, så aben i sidste ende havner hos frontmedarbejderen ude blandt borgerne", sagde Klaus Majgaard i artiklen.

Dobbeltbudskaber og dobbeltbinding skaber stress og udbrændthed hos lærere og andre offentlige ansatte. Psykologen Nadja Prætorius betragter det som en form for systemmobning, hvilket hun har beskrevet i sin bog ”Stress - det moderne traume”. Det er en ganske alvorlig sag. Andelen af lærere, der pensioneres på grund af stress er steget dramatisk. I 2016 var ifølge adjunkt, phd. Lisbeth Kappelgaard fra Aalborg Universitet over 1.000 lærere på invalidepension på grund af stress. Det er ti gange så mange som i 2004. 

STYRES OG LEDES SKAL DER

Vi står med en styring og en afledt ledelsesform, der med udgangspunkt i 1980’ernes neoliberalisme og inspiration fra den vestlige økonomiske organisation OECD er baseret på en opfattelse af, at skole og uddannelse er varer på et marked. Det er derfor, at fælles standarder er blevet vigtige.    

Organisationen, der står bag PISA-listerne, arbejder sammen med store private edu-business-firmaer som Pearson, der er det største, globale forlag, der producerer læringsprogrammer og alt andet inden for uddannelse. Firmaet, der indsamler data fra test over det meste af verden med henblik på at udvikle programmer med ”personaliseret læring”, har over 40.000 ansatte og en omsætning på knap 80 mia. kr. (”Pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole?”, Lejf Moos, Hans Reitzels Forlag, 2016).

Varegørelsen af uddannelser handler i sidste ende om at flytte uddannelserne fra de samfundsmæssige, kulturelt-politiske områder til den globale markedsplads, skriver Lejf Moos.

Han hæfter sig også ved A.P. Møllers indtog i folkeskolen med donationen på 1 mia., som hverken regeringen eller KL har indflydelse på. 

For nylig fremgik det af et opslag fra NOVO Nordisk Fonden, at den for en tiårig periode har afsat 1,6 mia. til udviklingen af LIFE, der skal være ”et nationalt og almennyttigt læringscenter” med tidligere Christine Antorini som direktør. I 2018 meddelte Vækstfonden, at den investerede 190 mio. kr. i danske Area9 Lyceum, der udvikler adaptive læringsmoduler og digitale medier til personaliseret læring, der er helt kold over for dansk didaktisk tradition og den selvstændige lærer.

Den uddannelsesøkonomiske styring, der baseres på data og digital teknologi, og forestillingen om at internationale metaundersøgelser af læringseffekt kan skabe evidens og danne baggrund for politiske beslutninger, har tilsyneladende ført til ny-autoritære ledelsesformer. Det er former, der instrumentaliserer pædagogikken og benytter sig af afvæbnende, strategisk kommunikation (dobbeltbudskaber og inddæmning af kritik), hvilket ofte medfører stress hos dem, der har en professionel opgave og et fagligt og menneskeligt engagement.

Det er på tide at ændre kurs. Vi må væk fra denne 80’er-tankegang.

Men skal der så ikke styres og ledes? Jo.

Der er brug for styring, men med Klaus Majgaards ord må det gøres dialogisk, sensitivt og autentisk. Og der er brug for skoleledelse, men skolelederen må, som Lejf Moos skriver, være en bro, en katalysator eller en translatør mellem skolens omverden og skolens indre verden.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.