Resultatet af urafstemningen om A20 blev på landsplan til et sikkert ja, mens man i København er endt med et snævert flertal for aftalen.

Resultatet af urafstemningen om arbejdstidsaftalen mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation blev offentliggjort i går sidst på eftermiddagen. Hele 67,2 % af de afgivne stemmer stemte på landsplan for aftalen, mens 33,4% stemte nej.

I København ser resultatet noget anderledes ud. Her stemte 51,8% for aftalen, mens 48,2% stemte nej. Det blev dermed et knebent ja, som de københavnske medlemmer leverede til afstemningen.

Formand for Københavns Lærerforening, Lars Sørensen, er glad for de københavnske medlemmers ja til aftalen, selvom det er et lille ja, som han formulerer det. 

”Nu har vi sagt farvel til Lov 409 og tager fat i en reel arbejdstidsaftale, hvor der skal være tydelighed på opgaveoversigten og et forpligtende samarbejde mellem lærere og ledere. Det vil helt sikkert give værdi for de københavnske lærere,” vurderer han. 

Debatten om ja eller nej har været livlig på foreningens netavis KLFnet, hvor en del lærere og bestyrelsesmedlemmer har skrevet debatindlæg for og imod aftalen. Den gode, direkte og kritiske debat er ifølge Lars Sørensen noget af det, han har været mest glad for under afstemningsperioden.

”Det er godt, at der har været plads til uenighed og til at lufte bekymringer og holdninger. Der har hjemmesiden været en god platform for dialogen,” siger Lars Sørensen, som også peger på de mere end 30 skolebesøg, som bestyrelsen har gennemført i de sidste 14 dage samt det store TR-møde, hvor hovedstyrelsesmedlem Gordon Ørskov Madsen fremlagde aftalen for de tillidsvalgte.

Her var der flere tillidsrepræsentanter, der var kritiske over for aftalens gode hensigter, som flere mente ikke var tilstrækkeligt bindende for arbejdsgiversiden.

Bekymringerne for aftalen skal fortsat diskuteres

Derfor er det heller ikke helt overraskende for formanden i København, hvorfor modstanden mod aftalen er så markant.

”Der er mange, der har givet udtryk for, at aftalen ikke er tilstrækkelig forpligtende, og mange medlemmer fortæller, at de oplever at en alt for stor mængde opgaver lander på deres bord, selvom vi med vores nuværende lokalaftale, burde kunne sikres en dialog om arbejdsbyrden. Det har gjort mange lærere mistroiske over for en arbejdstidsaftale, uden resursebindinger,” mener Lars Sørensen.

De mange bekymringer skal fortsat diskuteres, og KLF vil have det med i de kommende drøftelser med Børne- og Ungdomsforvaltningens administrerende direktør, Tobias Stax. Lars Sørensen vurderer at den dialog begynder allerede til oktober. 

Her vil KLF arbejde for at de bedste elementer fra den nuværende lokalaftale skal med over i den central aftale eventuelt som et bilag til aftalen.

”Vi skal have forberedelsesfaktoren på 0,5 med over i en central aftale, og vi skal fastholde tydeligheden på opgaveoversigten for bare at nævne et par elementer, som er væsentlige for os.”

Nej'et skal have flere ord på sig

Blandt Københavns Lærerforenings bestyrelsesmedlemmer var der også forskellige holdninger til arbejdstidsaftalen. Et flertal bestående af seks bestyrelsesmedlemmer anbefalede et ja, mens de resterende tre advokerede for et nej. En af dem er Peter Jensen, der udover at sidde i KLF’s bestyrelse også er lærer på Christianshavns Skole.

Han mener, at det markante nej blandt medlemmerne skal tages alvorligt og medtænkes i foreningens arbejde med at forbedre arbejdsvilkårene for medlemmerne i København.

”Det er vigtigt, at nej’et får sat ord på sig. Hvad dækker medlemmernes nej til aftalen over? Det skal vi blive klogere på,” mener Peter Jensen, som tilføjer, at det samme gør sig gældende for det flertal, der stemte ja.

Han har ikke en færdig opskrift på, hvordan KLF skal samle op på valgresultatet, men forestiller sig, at der er en fælles opgave for bestyrelsen og tillidsrepræsentanterne at bringe viden ude fra skolerne frem på områdemøderne og i bestyrelsesarbejdet. 

Peter Jensen tror også, at der på foreningens generalforsamling i oktober vil være flere, der har holdninger til arbejdstidsspørgsmålet, som man kan tage med sig.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.