Et tydeligere KLF 2 – Eller hvorfor støver det?

Debatindlægget er udtryk for afsenderens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Af Johan Elkjær, TR og kandidat som kongresdelegeret.

Jeg er også på valg – jeg håber på at få stemmer nok til at blive kongres delegeret.

Men det er nu ikke derfor jeg kaster pennen ind i debatten om et tydeligere KLF. Det er også for langt til at give stemmer, men vi har jo, for en gang skyld, tid. Se Thomas og Peters debatindlæg her.

Transparens. Synlighed. Tydelighed. Visioner. Inddragelse. Thomas og Peter, jeg er helt enig i værdierne. Jeg tror den siddende bestyrelse er enige. Tror det bliver svært, at finde en TR eller et medlem der mener noget andet. Gud nåde og trøste den kandidat til noget som helst, der erklærer sig uenig.

Jeg tror også, at den siddende bestyrelse virkelig bestræber sig på at leve op til de værdier. Som medlem og TR oplever jeg, at min fagforening har et stort ønske om, at jeg skal være velinformeret. Der er altid indlæg på hjemmesiden fra bestyrelsen, der er den journalistiske dækning – tak til Jan, der er TR møder og medlemsmøder/klubmøder på skolerne. TR informationen er nærmest overvældende. Bestyrelsen er opsøgende. Personligt oplever jeg, at der er plads til debat og at den er velkommen. Nogen gange kan man endda se Andres Bondo på video. Når de tror, vi er for trætte til at læse. Og det er vi jo nok tit. Kort sagt, jeg oplever en bestyrelse, der står på hovedet for at få os med.

Kunne det gøres bedre? Det kan alting altid.

Lykkes det så i stort omfang at inddrage og delagtiggøre lærere og børnehaveklasseledere i København? Nogen gange bedre end andre, men generelt langt fra.

Handler det så om kommunikationsstrategi og kerneværdier. Eller adgang til referater? Jeg tror det ikke. Og så længe det er ukonkret, så bevæger det mig heller ikke så meget. Undskyld mig, men det med nye og spændende måder, har jeg hørt før. Ikke mindst i forbindelse med valg. 

Men hvorfor bliver det så støvet for os?

For mange, de fleste måske, er fagforening og fagpolitik pænt kedeligt, grænsende til det støvede. Og det er jo egentlig underligt, når mange lærere, om ikke dagligt så ofte, har ret animerede samtaler om vores arbejdsforhold! 

Jeg tror der er nogle ret grundlæggende forklaringer, jeg tror de skal med, hvis vi for alvor vil diskutere en mere inddragende fagforening.

Vi har et meget ”forsikringsselskabsagtigt” forhold til fagforeningen.

Jeg betaler og ”den” skal sørge for gode løn- og arbejdsforhold. Jeg stemmer på nogen, og så skal de gøre noget. Det har fungeret stabilt så længe nogen kan huske, med få undtagelser. Det er praktisk og mageligt og giver en stor sikkerhed. Men særlig involverende er det ikke. Og når ting ændrer sig grundlæggende, f.eks. KL og regeringens plan i 2013 om at ”normalisere” lærernes arbejdstid, eller hvis arbejdsgiverne bare ikke vil indgå overenskomster, så virker ”forsikringsselskaberne” ikke ret godt. Så må medlemmerne på banen.

Jeg tror det har noget med det, der bliver kaldt ”den danske model” at gøre. Der er systemer for alting, og det sidste de systemer handler om, er at fagforeningsmedlemmerne selv skal gøre noget – tværtimod. Der kan også siges meget godt om den model, men ikke her. 

Fagpolitik har også en tendens til at blive vældig teknisk. Ligefrem teknokratisk. 

Sæt to fagforeningsmennesker til at tale om forberedelsestid og der går 2 minutter, så er det en teknisk diskussion – som de vel og mærke har svært ved at enes om.

Et andet eksempel: Hvert andet eller 3. år er der overenskomstforhandlinger. Fagforeningerne kræver lønstigninger på X %, arbejdsgiverne mener kun der er råd til Y %. Som så i øvrigt skal udbetales med uens beløb over 6 gange i løbet af perioden. Ikke en kæft fatter noget. Ingen ved hvad fagforeningen egentlig krævede. Ingen ved hvad vi reelt fik i kroner og ører. Men hvorfor så teknisk?

Jeg vil æde min hat på, at når de planlægger overenskomstforhandlinger i finansministeriet – hvor meget er der råd til – så starter de ikke med at regne i procenter. De regner i milliarder. Penge. Kroner.

Hvorfor foregår forhandlingerne så om procenter? Mit gæt er, at på den måde sikrer arbejdsgiverne og de bedst lønnedes fagforeninger, at de bedst lønnede får størst lønstigninger HVER ENESTE GANG. DJØF medlemmet får knapt det dobbelte i lønstigning i forhold til FOA medlemmet. Hver gang. Uden det nogensinde bliver diskuteret nogen steder. Og så er det bare blevet en vane. Ingen generalforsamling diskuterer det!

På forrige kongres spurgte jeg hvorfor DLF følger den politik, når det nu både er helt urimeligt og dumt. Svaret var, at der er nogle puljer, som man aftaler, som en smule modvirker den ulighedsskabende tendens. Teknokrati! Man tømmer skraldespanden en lille smule, så den ikke bliver fuld? 

En tredje grund er til at fagforeningerne støver er nok topstyring.

Og her tænker jeg ikke primært på fagforeningerne, men på vores modpart. Arbejdsgivere er uhørt stramt styret fra toppen. Og det gælder også de offentlige arbejdsgivere.

Når der er overenskomstforhandlinger, så er der aldrig debat i byrådet eller borgerrepræsentationen om hvad arbejdsgiversiden skal mene. Intet. Strategien, om man f.eks. vil lockoute de ansatte, bliver heller ikke diskuteret i nogen kommune. Det er et centralt udvalg i Kommunernes Landsforening og bestyrelsen der beslutter det. Medlemmerne i KL’s bestyrelse og udvalg repræsenterer dog ikke deres kommune. Når de sidder der repræsenterer de det parti de kommer fra. Frank Jensen, Københavns overborgmester, repræsenterer ikke København, når han sidder i den bestyrelse. Han repræsenterer Socialdemokratiet. Kommunerne og kommunalpolitikerne, som jo er de folkevalgte, spiller ingen som helst rolle. Der er intet demokrati i Kommunernes Landsforening, når de er arbejdsgivere, der forhandler overenskomster med fagforeningerne. Topstyringen er total. På den måde kommer de virkelig væsentlig spørgsmål som arbejdsdagens længde, familie og arbejde, deling af løn og værdier i samfundet, demokratiske rettigheder når man er på arbejde aldrig til større offentlig debat under overenskomstforhandlinger. Medmindre vi kan sætte de dagsordner.

Hvad har det med støvet i fagforeningerne at gøre? Det presser fagforeningerne benhårdt til at tilpasse sig den struktur. Topstyringen finder vej til vores organisering og tænkning. Og selvom det næppe er med fagforeningernes gode vilje, for det meste, så sker det bare.

Hvad har alt det her med Thomas og Peters indlæg at gøre?

Jeg tror kun transparens, synlighed, tydelighed, visioner, inddragelse betyder noget, hvis det vi vedtager at mene, Københavns Lærerforenings fagpolitik, oser af vilje til forandring, af nødvendighed.

• Er det vi vedtager så klart og tydeligt, at jeg kan tale med min gamle far eller min brors nye kone om det til påskefrokosten (suk) uden de synes jeg er kedelig? Hvis vores meningen bliver inden døre, så betyder de så godt som intet.
• Er der altid et element af handling i det vi vedtager? Ikke bare hvad bestyrelsen skal gøre, men også hvad vi kan gøre på skolerne, ude blandt medlemmerne.
• Forener det vi vedtager os, med dem vi gerne vil forandre tingene sammen med? Jeg tænker i første række på andre fagforeninger. Fokuserer vi også på de områder der rækker ud over skolen, eller er vi altid os selv nærmest? Vi ved jo godt, at ingen fagforening kan noget væsentligt alene. Derudover selvfølgelig forældre og deres foreninger. Tænker vi altid i det fælles perspektiv før lærerperspektivet?
• Tager vi fat i de åbenlyst urimelige sager, måske også når de er kontroversielle. Tør vi have meninger der udfordrer? Jeg har nævnt det med procentvise lønstigninger. Man kunne også spørge om det i 2020 stadig nærmest skal være ”ulovligt” at markere utilfredshed med f.eks. nedskæringer ved at holde faglige møder. Faktisk må jeg som TR end ikke rejse debatten!! Hvorfor taler vi så sjældent de virkelig udsatte børns sag? Hvordan kan vi dagligt se på det madspild og den affaldsoverflod Eat ordningen medfører? Hvorfor er vi ikke langt stærkere på den bæredygtige dagsorden? Og meget mere. Med kant!

Afsluttende. Kan vi efter tydelighed tilføje: Nødvendighed. Handling, Fællesskab, Mod og Kant?

Læs anden del af mit debatindlæg: Det støver 2