Fælles indlæg: Vi må ikke være bange for det svære

Af: Katrine Fylking, forperson for Københavns Lærerforening, Max Ulrich Larsen, forperson i Skolelederne i Københavns Kommune og Karin Fræmohs, forperson for Skole og Forældre København

Skoletasken med farverige figurer er købt, penalhuset med de nyspidsede blyanter, ubrugte viskelædere og lineal er pakket, og forventningerne til det kommende skoleår er store. Både hos børn og forældre.

I denne uge er de københavnske skoler igen blevet fyldt med forventningsfulde børn, der træder ind i en ny verden. De møder deres børnehaveklasseleder, lærere og andre – for dem – nye voksne, som kommer til at blive en stor del af deres skolegang de næste ti år. De kommer til at møde nye fag, nye krav, nye fællesskaber – og helt sikkert også noget, der er svært på nye måder.

Det er naturligt.

Skolen er et fællesskab. Et bredt fællesskab, hvori elever lærer noget om verden, om sig selv og om at være sammen med andre mennesker. Her oplever man glæden ved at lykkes, accepten af at stå på tæer indimellem, nødvendigheden af at vente på tur, læringen ved at forstå og håndtere relationer og konflikter og løbende finde sin og andres plads i fællesskabet. En skole er dermed et fællesskab, hvor undervisning også er at udvikle kompetencer til at skabe og agere i det liv, man som menneske er en naturlig del af.

Den københavnske folkeskole er noget særligt. Hver dag lykkes børnehaveklasseledere, lærere, skoleledere og forældre med den store opgave at skabe stærke klassefællesskaber, hvor elever med forskellige forudsætninger mødes og lærer sammen. Det er ikke altid nemt. Men det er værdifuldt. Og det er vigtigt.

Og når vi står ved begyndelsen af et nyt skoleår, er det værd at minde hinanden om netop dét.

De senere år har debatten om skolen ofte været præget af alt det, der mangler, ikke fungerer eller burde være anderledes. Der er ingen tvivl om, at folkeskolen står over for store udfordringer. Opgaven med at skabe gode undervisningsmiljøer for alle elever er kompleks. Elevgrupperne er mangfoldige. Forventningerne til skolen er høje. Og både lærere, ledere og forældre oplever til tider, at kravene vokser hurtigere end mulighederne. For os alle.

Midt i de nødvendige diskussioner om ressourcer og rammer risikerer vi at glemme noget vigtigt: Hver eneste dag lykkes folkeskolen med noget, som ingen andre institutioner i vores samfund kan løfte på samme måde.

Folkeskolen samler børn med forskellige baggrunde og forudsætninger i ét fællesskab. Folkeskolen lærer dem ikke blot at læse, skrive og regne, men også at indgå i relationer, tage ansvar og vise hensyn. Den giver børn erfaringer med, at verden ikke indretter sig efter ønsker og behov, men at man må være en del af rammer, hvori flest mulige kan lykkes, have gode dage og lære om fag, livet, sig selv og andre. Det er en vigtig erfaring.

For de fleste elever vil der i løbet af et skoleår opstå situationer, hvor noget føles svært: Det kan være fagligt eller socialt. Det kan være følelsen af ikke at lykkes med det samme eller af at skulle samarbejde med nogen, som ikke var ens eget førstevalg.

Sådan skal det ikke være hele tiden. Men sådan skal det være nogle gange, fordi vi bliver klogere på os selv og på andre af det.

For nogle børn er udfordringerne så omfattende, at der er brug for særlige indsatser eller støtte, og når børn mistrives alvorligt, skal det naturligvis tages alvorligt. Men for langt de fleste elever er mødet med det, der indimellem er svært, en vigtig del af udviklingen.

For evnen til at mestre opstår ikke kun dér, hvor alt er let. De opstår også, når man øver sig, prøver igen og igen og opdager, at man kan mere, end man troede. Når man lærer at håndtere modgang, eller når man oplever, at man kan være en del af et fællesskab, selvom man ikke altid er enig med alle de andre, så bliver man større. Det gælder også børn og elever.

På skolerne har vi en vigtig opgave i at hjælpe eleverne med at forstå netop dét. Vi skal naturligvis lytte, når noget er svært. Vi skal tage vores elever alvorligt, og vi skal gøre os umage i alt samarbejde og i at møde elever og forældre med forståelse, nysgerrighed og respekt.

Nogle forældre oplever ikke altid at blive mødt godt nok. Sådan skal det ikke være, og det skal tages alvorligt, for der er altid noget, der kan gøres bedre i samarbejdet mellem skole og hjem. At blive mødt i samarbejdet mellem forældre og skolen er en svær størrelse, fordi der er meget på spil, og fordi vi alle har hinanden på sinde. Men at blive mødt handler også om gensidig respekt, om at erfare, at ens egen oplevelse af situationen bliver hørt, om at blive klogere sammen, skabe nye perspektiver og forståelser og blive enige om, hvordan vi håndterer situationen fremadrettet.

I en tid, hvor vi taler stadig mere om den enkelte elevs behov, er det vigtigt at huske, at skolen har et ansvar for alle – både for alle individerne og for fællesskabet. Nogle gange vil hensynet til klassen som helhed betyde, at den enkeltes ønske eller behov ikke bliver prioriteret. Det gør ikke skolen mindre rummelig. Tværtimod gør det skolen til et sted, der er rammesættende for fællesskabet og et sted, hvor der er plads til mange forskellige elever.

Den balance er ikke altid enkel, hverken for lærere, ledere eller forældre. Men vi tror på, at vi kommer længst, når vi står på samme side.

For selvom vi repræsenterer forskellige perspektiver på folkeskolen, er vi fælles om én grundlæggende ambition: At skabe det bedst mulige skoleliv for vores elever. Det kræver samarbejde. Det kræver tillid. Og det kræver også, at vi som voksne hjælper hinanden med at holde fast i fortællingen om alt det, der faktisk lykkes.

For der er meget at være stolt af.

Stolt af de lærere, der hver dag står for god undervisning og skaber mening i relationer for byens elever. Stolt af de skoleledere, der får komplekse rum til at fungere og udvikle sig. Stolt af de forældre, der engagerer sig i skolens liv, bidrager til klassernes fællesskaber og hjælper deres barn med at navigere i skolens faglige og sociale sammenhænge. Og ikke mindst stolt af de elever, som hver dag møder op og øver sig i at være en del af noget større end dem selv.

Når skoleklokken ringer ind til et nyt skoleår, håber vi derfor, at vi alle vil møde folkeskolen med både realistiske forventninger og fornyet tillid.

Ikke fordi folkeskolen er perfekt.

Men fordi den er den vigtigste samfundsbærende institution, vi har, og et sted, hvor vi lærer – og skal lære – at udvikle os sammen med andre mennesker, at opdage nye sider af os selv og at erfare, at man ofte vokser mest af det, der ikke kommer helt let og heller ikke kommer af sig selv.

Det må gerne være svært.

Det er netop derfor, folkeskolen er vigtig.