Helt konkret betyder besparelserne, at det kun er muligt at gennemføre 66 kolonier i sommeren 2025 i modsætning til 77 kolonier i 2024. Færre børn får mulighed for at få en friplads, kun 200 børn får en friplads i 2025 mod 495 fripladser i 2024. Og ingen børn får tilbudt en delvis friplads i 2025 – det fik 95 børn mulighed for i 2024. Og det er smerteligt, at det går ud over de københavnske børn og mulighederne for, at børn uanset økonomisk baggrund kan mødes og få oplevelser for livet, mener Katrine Fylking:
”Det har været meget svært at finde en løsning på besparelserne. Kolonierne er med til at skabe lige muligheder for alle børn og bidrager til sammenhængskraften i København. Derfor er det med blødende hjerte, at vi skærer så voldsomt ned på fripladser og antallet af kolonier. Det er umuligt at gennemføre kolonierne, som vi kender dem, med de store besparelser, som de københavnske politikere har besluttet siden 2020,” siger Katrine Fylking formand for Københavns Lærerforening.
Besparelser på 3,7 millioner siden 2020
Siden 2020 har de københavnske politikere vedtaget besparelser, der samlet har reduceret tilskuddet til kolonierne med 3,7 millioner kroner, så det nuværende driftstilskud er reduceret til 9,8 millioner kroner. Og nu er grænsen nået for, hvor langt kolonierne kan følge med, når det gælder om at kunne tilbyde et unikt tilbud til de københavnske børn:
”Kolonierne tilbyder en enestående mulighed for, at byens børn kan få gode sommerferieoplevelser og opleve at være en del af et fællesskab. Koloniophold er med til at skabe venskaber, styrke børns selvtillid og give dem oplevelser for livet. Derfor er det afgørende for Københavns Lærerforenings Kolonier, at så mange børn som muligt uafhængigt af familiens økonomiske situation, kan få mulighed for at deltage på sommerens kolonier. Med fripladser giver vi mulighed for, at de børn, hvor familien har en meget lav indkomst kan deltage og tage del i disse værdifulde oplevelser på lige vilkår med andre børn. Samtidig bidrager kolonierne til at modvirke den stigende tendens til social opdeling, som truer byens sammenhængskraft,” siger Katrine Fylking.
Udover de færre kolonier og færre fripladser, så bliver der også skåret på budgettet til bygningsvedligeholdelse.
Katrine Fylking er meget ærgerlig og uforstående overfor politikernes beslutning og vil samtidig takke alle de københavnske borgere, tidligere kolonibørn, elever, forældre, lærere, pædagoger, skoleledere og skolebestyrelser, som har givet deres mening til kende og støttet Kolonierne i deres arbejde for byens børn.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere