Der er flere penge på vej til de københavnske folkeskoler, efter regeringen og et flertal af partierne på Christiansborg i sidste uge blev enige om en aftale om afsatte midler på finansloven til folkeskolen.
Aftalen betyder, at der allerede fra august i år kan ansættes flere lærere på de københavnske folkeskoler.
På Københavns Rådhus er børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen klar med et forslag til, hvordan pengene bedst bruges på folkeskolerne i København.
”Der er brug for at fokusere indsatsen i indskolingen, hvor udfordringer med inklusion af børn med særlige behov er størst,” siger Jesper Christensen, som mener, at flere lærere i indskolingen er en del af løsningen. Han peger blandt andet på trivselsmålinger, som viser stigende mistrivsel hos eleverne og en større andel af lærere, der udsættes for vold på arbejdet, som en væsentlig grund til at gøre en større indsats i de tidlige skoleår:
”Vi får mere ud af pengene også senere hen i skoleforløbet, når vi sætter ind i de første skoleår og sikrer, at de små elever kommer godt fra start. Det, at skabe vellykket inklusion i skolens første år, handler om, at en tidlig indsats faktisk nytter.”
Jesper Christensen bakkes op af formand for KLF, Lars Sørensen, der glæder sig over, at der nu kommer flere lærere i den københavnske folkeskole. ”Det er vi bestemt ikke vant til, men det er tiltrængt, og jeg er enig i, at de ekstra ressourcer skal investeres i indskolingen.”
Lars Sørensen henviser til den seneste medlemsundersøgelse foretaget af Danmarks Lærerforening, hvor 68% af de adspurgte københavnske lærere svarer, at de vurderer at støtte til elever med særlige behov, er en vigtig forudsætning for elevernes udbytte af undervisningen.
En god skolestart og en tidlig indsats både fagligt, sprogligt og socialt er afgørende for, at alle børn kan udvikle sig og fungere i klassefællesskabet, mener Lars Sørensen, som er tilfreds med de ekstra penge til flere lærere i folkeskolen.
De ekstra midler til folkeskolen øges henover de kommende år og er fuldt indfaset i 2023, hvor den ekstra pulje er 807 millioner kroner på landsplan. I København forventer man, at det samlede beløb i 2023 vil betyde, at der kan ansættes to til tre ekstra lærere på hver skole. I år vil der være 20 millioner kroner til de københavnske skoler – der omsat til lærerstillinger, vil kunne give hver skole én ekstra lærer, når skolerne starter op efter sommerferien.
Aftalen mellem regeringen og aftalepartierne indebærer, at pengene skal bruges på løn- og pensionsmidler. Læs mere om aftalen her.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere