Folkeskolen er ikke klar til inklusionsmiraklet fra Lillehammer

Historisk har man altid diskuteret, hvilke elever der hører til i almenskolen, men de løsningsforslag, vi hører i dag, føles som en uhyggelig genklang fra en nær fortid. De ligner argumenterne, vi hørte for 15 år siden op til vedtagelsen af netop inklusionsloven. Historien må ikke gentage sig, ellers svigter vi lærerne, eleverne, forældrene og i sidste ende folkeskolen. 

I starten af åretlæste vi med et smil på læben i Politiken Carl Ewalds genudgivet læserbrev fra 1904 om skolekommissionens, i hans optik middelalderagtige, forslag om at oprette det, han kalder ”idiotklasser”, til elever, der ikke levede op til skolens læseplan. Han syntes nemlig ikke, at de skulle gå i særlige klasser, tværtimod: “De skal følges med de andre, saa godt de kan, i Skolen, som de maa det siden i Livet.” Diskussionen om, hvad man gør med elever, der ikke passer i klassens fællesskab, kunne ligne én fra i dag.

For i dag, hvor næsten syv procent af eleverne modtager undervisning i et specialtilbud, er det både undervisningsministeren Mattias Tesfaye og kommunalpolitikere rundt om i landet, der vil inkludere flere elever fra specialtilbud i almenklasserne. ”Vi bruger mere end en fjerdedel af det samlede skolebudget på de 6,5% af eleverne, vi har besluttet, skal have et specialtilbud ... Vi skal ændre den måde, vi indretter folkeskolen på, så vores almene skole kan rumme alle børn.”, udtaler Thomas Gyldal Petersen i starten af året på KL’s børne- og ungdomstopmøde, hvor man er inspireret og optaget af inklusionsmiraklet i Lillehammer: For her har man lukket specialtilbuddene og underviser nu alle elever i almenskolen.

Københavns Børne og Ungdomsborgmester, Jakob Næsager, har samme ærinde, når han i en kronik i Politiken fra oktober 2023 slår på tromme for, at ”folkeskolen skal kunne rumme folkets børn”. Årsagerne er økonomiske. Det stigende antal elever i specialtilbud slår bunden ud af kommunernes i forvejen pressede budgetter. Og under overskriften “mangfoldige børnefællesskaber” vil Københavns Kommune nu omstrukturere skoleområdet i løbet af de kommende ti år: Færre elever skal gå i specialtilbud, og flere skal inkluderes i almenskolen, så midlerne fra de “dyre” specialtilbud i stedet for kan bruges til at styrke almenområdet.

Og hvis man tænker, “de argumenter lyder da bekendt, har jeg ikke hørt dem før?”, så er det ganske rigtigt. I 2010 var situationen og løsningerne lige præcis de samme. Også dengang gik hele 6,9% af eleverne i specialtilbud, som stod for 30% af udgifterne på det samlede skolebudget. Og ligesom i dag, skulle der ske noget i 2010. I kommunernes økonomiaftale fra 2011 blev man enige ”om målsætningen for inklusion og om, at de frigjorte ressourcer på området blandt andet kunne styrke den almindelige undervisning i folkeskolen”. Man ville flytte specialisterne til almenområdet, i stedet for at flytte børnene til specialområdet.

Dengang blev planerne kritiseret af daværende uddannelsesordfører for Socialdemokratiet, Christine Antorini, som syntes, at økonomiaftalen ”lugter langt væk af at være en spareøvelse”. Hun krævede efteruddannelse i specialundervisningspædagogik til lærerne, ressourcecentre med den nødvendige ekspertise på skolerne og færre elever i klasserne, hvis inklusionen skulle kunne lade sig gøre.

Kritikken holdt hun dog ikke fast i særlig længe, for aftalen lagde op til inklusionsloven, der i 2012, nu med Antorini som undervisningsminister, blev vedtaget med et bredt politisk flertal bag sig. Fra den ene dag til den anden gik 49.000 elever fra at have behov for specialundervisning til at kunne inkluderes i den almindelige skole. Yderligere investeringer fulgte ikke med, hvilket havde store konsekvenser for elever såvel som lærere.

Lærerne var ikke klædt ordentlig på til inklusionsopgaven, og den stigende uro i klasserne og udadreagerende elever gjorde hurtigt inklusionen til et altoverskyggende problem for lærernes arbejdsmiljø. Og det er den stadigvæk den dag i dag.

I marts blev én af vores nære kollegaer ramt af et kasteskyts i nakken, og selvom den fysiske smerte relativt hurtigt var overstået, sidder chokket mentalt dybt. En lærer med over tyve års erfaring, som er engageret og glad for sit arbejde og har stor forståelse for inklusionsdagsordenen. Både han selv og kollegaer ser ham som en kompetent lærer, der er god til at håndtere de urolige og vanskelige elever. Men også han blev ramt.

Ovennævnte eksempel er blot et af mange. I medlemsundersøgelsen om udsathed for vold og trusler 2023/24 fra Danmarks Lærerforening er antallet af lærere, der bliver udsat for vold og trusler bekymrende højt. Hele 37%, mere end en tredjedel af lærere og børnehaveklasseledere, angiver, at de er blevet udsat for slag, spark, skub eller spytklatter i løbet af det seneste år. Det er udtryk for et arbejdsmiljø, der er kørt af sporet, og som skal rettes op, inden vi sender flere elever fra specialskolerne i almenskolen. For på specialskolerne er det hele 74% af lærerne, der har været udsat for vold.

Også elevernes stigende mistrivsel og ufrivilligt skolefravær har været dominerende i mediebilledet de seneste mange år ledsaget af talrige historier og dokumentarer om de omkostninger, inklusionsloven har medført. Et af de mange eksempler er TV2´s dokumentar “Smertens Børn” fra 2021. Den ene del af dokumentaren illustrerer konsekvenserne og hverdagen for eleverne i en helt almindelig 6. klasse, der er præget af konstant larm, uro og forstyrrelser. Den anden del viser hjerteskærende, hvor traumatiserende det kan være for et barn med autisme at være placeret i det forkerte undervisningstilbud i en almindelig klasse på en almindelig folkeskole.

En undersøgelse foretaget blandt elever i 4.-8. klasse i slutningen af 2020 for Rådet for Børns Læring underbygger de mange historier. Her svarer 56 procent af eleverne, at de oplever klassekammerater, som skaber et dårligt undervisningsmiljø i klassen, og hver tredje elev mener, at der skal sættes ind over for de elever, som skaber støj og uro.

Allerede i 2019 havde man hørt nok historier og satte fra politisk hold spørgsmålstegn ved inklusionsloven. Daværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil ville tage et opgør med inklusionen. ”Da man indførte inklusionsreformen, kom det nok til at veje lidt for tungt, hvor mange resurser vi brugte på specialundervisning. Dér tror jeg bare, at man skal huske på, hvad der sker, hvis man ikke bruger så mange penge på specialundervisningen. Det sætter sig jo.” Hun talte for en investering i børn og unge og for at få specialpædagogik genindført som linjefag. 

Også fra forskningens side måtte man erkende nederlaget. I en artikel i DPU's digitale magasin Asterisk fra november 2021, med titlen "Inklusionen er dumpet – hvad nu?", udtalte professor emeritus Niels Egelund, en af hovedaktørerne bag inklusionsbestræbelserne, sig kritisk med henvisning til det stigende antal elever i specialtilbud: "Vi er lige vidt. Inklusionen er ikke lykkedes.” Tilsvarende fastslår inklusionsforsker Lotte Hedegaard Sørensen i bogen "Efter inklusionen" fra februar 2023, at "inklusionen har fejlet – det er gået galt".

Derfor ser vi, som lærere og bestyrelsesmedlemmer i Københavns Lærerforening, med stor undren og bekymring på, at man nu vil gentage historien om at flytte elever fra specialtilbud til almenskolen, i den tro, at man vil lykkes denne gang. For når vi er i dialog med vores medlemmer i Københavns Lærerforening, oplever vi en virkelighed, der ikke er gearet til yderligere inklusion.

Da vi i efteråret besøgte en skole i et frikvarter for at høre om lærernes arbejde med inklusion, træder virkelighedens dilemmaer ind ad døren. Beretninger om, hvordan forberedelsestiden til co-teaching oftest må tilsidesættes for dokumentationsarbejde, bliver afbrudt af en oprørt gårdvagt, der lige har stået i en voldsom konflikt. En elev har taget kvælertag på en anden og kan derfor ikke komme med op i klassen. Ledelsen er ude til møde, og de tager ikke telefonen, hvilket er nødvendigt, hvis eleven skal sendes hjem. Situationen påvirker alle tilstedeværende og sætter især gårdvagtens nære kollega i et uløseligt dilemma: Skulle hun gå op i klassen og hjælpe sin tydeligt påvirkede kollega? Skulle hun skrive videre på det pædagogiske notat, der beskriver den udfordrede elev, så han kunne få hjælp? Eller skulle hun bruge sin tid som planlagt på at forberede undervisningen, så den næste time ikke går op i hat og briller og skaber nye konflikter og konfrontationer?

På et tillidsrepræsentantskursus i foråret var der betydelige bekymringer over den politiske ambition om at inkludere endnu flere elever i almenskolen ved en omfordeling af elever, midler og ressourcer fra specialområdet. “Er vi ikke ved at forringe både special- og almenskolernes rammer?” var én af tillidsrepræsentanternes store bekymring. Den næste tanke gjaldt selvfølgelig eleverne: “Og hvad med den stigende mistrivsel blandt eleverne? Vil den ikke eskalere endnu mere, hvis vi skal inkludere flere elever?”

I det hele taget må vi spørge os selv: Har vi lært af de fejl, der førte til den mislykkede inklusion?  Hvad blev der af Antorinis krav fra 2011: efteruddannelse i specialundervisningspædagogik til lærerne, ressourcecentre med den nødvendige ekspertise på skolerne og færre elever i klasserne? Har vi taget et opgør med inklusionsloven, som Pernille Rosenkrantz-Theil havde planer om i 2019? Har vi gjort op med de dele af lov 409 og skolereformen, der bidrog til inklusionslovens fiasko, såsom alt for lidt forberedelsestid, lange skoledage og højere faglige krav? Nej, det har vi ikke, og før vi gør det, nytter det ikke noget at flytte brikkerne lidt rundt.

Vi skal uden tvivl styrke almendelen i folkeskolen, fordi vi skal have en folkeskole, hvor langt de fleste børn, og gerne mere end 93,1 %, trives. Men folkeskolens tilstand er i den grad forværret siden 2010: Økonomien og arbejdsmiljøet er presset, der er en stor læreromsætning på skolerne, 20% af undervisningen bliver gennemført af uuddannet personale, og ordet inklusion får de fleste lærere til at løbe skrigende bort.

I et debatindlæg i Altinget d. 19. februar 2024 “Organisationer i opråb: Det kræver politisk mod og tålmodighed at vende folkeskolens udvikling”, opfordrer Thomas Gyldal, Gordon Ørskov Madsen m.fl., regeringen til at bruge flere “ressourcer, mere specialpædagogik i klasserne og en ny rolle til kommunernes PPR.” De ser 500 millioner kroner, som er fundet i regeringens folkeskoleudspil, som en start på den forbedring, der er nødvendig.

500 millioner kroner er dog ikke tilstrækkeligt til at bringe Lillehammers inklusionsmirakel til Danmark. Man skal blot tænke på, hvad der skete med den lærermilliard, der blev vedtaget i 2019, som skulle sørge for 1000 flere lærere rundt omkring på skolerne. Efter stramme økonomiaftaler og budgetlovsbesparelser står vi med 1000 færre lærere i dag. Og det er ikke kun antallet af lærere, der styrtdykker, prisen per undervisningstime er faldet med 7 % de seneste 10 år. Til gengæld er antallet af vikarer fordoblet i samme periode.

Og selvom den tidligere formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg Thomas Gyldal, opfordrer til tålmodighed, er der kommuner rundt omkring i landet, der igen taler om at reducere antallet af specialskoler hurtigst muligt for at stoppe huller i de kommunale budgetter. I Københavns Kommunes program “mangfoldige børnefællesskaber”, drømte man, med inspiration af nordmanden Thomas Nordahl, om, at der kun skal gå 1- 3% af eleverne i specialtilbud. Den ambition er heldigvis droppet, for efter to skoleår med voldsomme grønthøsterbesparelser kunne skolerne ikke være mindre klar.

For det koster at gøre det, der virker i Lillehammer. Her har de rammerne, som vi har peget på mangler i Danmark for at lykkes med inklusionen: Små skoler med gode fysiske rammer, korte skoledage, små klasser (14 -19 elever), tolærerordning med gode muligheder for holddannelse og fleksibelt tilrettelagt undervisning, gode rammer for samarbejde i klasseteam, årgangsteam, fagteams og ugentlige fællesmøder for alle på skolen. Det har været en lang proces med massiv fokus på kompetenceudvikling, siger de i Norge.

I vores optik er det præcis de samme virkemidler, vi bliver nødt til at forbedre i Danmark; mere forberedelsestid, flere to-lærertimer, bedre og hurtigere støtte i klasserne, mindre klassestørrelser og kortere skoledage samt et ambitiøst efter-videreuddannelsesprogram for alle lærere omkring specialpædagogisk viden.

Derfor er det ikke nok som politiker at have flotte visioner og drømme om en skole for alle, når man ikke vil sikre de ressourcer og rammer, der gør det muligt for os lærere at lykkes med opgaven. Tværtimod vil deres drømme ret hurtigt blive til vores mareridt.

Vi skal ikke lade historien gentage sig: I 2010 troede man også, at inklusionen ville være den økonomiske redning. Resultatet? En fejlslagen lov, et presset arbejdsmiljø, rekrutteringsproblemer og elever, der blev ofre for et system, der ikke kunne rumme dem. Hvis vi går i gang med inklusion 2.0 uden massive investeringer, vil vi skræmme endnu flere lærere væk og få forældrenes tilslutning til privatskoler til at stige markant.

For at opnå succes med inklusionen af flere elever og undgå gentagelse af tidligere fejl må vi begynde med at forbedre rammerne i hele folkeskolen. Uanset om vi taler om år 1904, 2010, 2019 eller 2024, er det afgørende, at rammerne er på plads, ellers vil inklusionen aldrig lykkes.