Folkeskolens skæbne i Tesfayes hænder - er der håb?

Tak for dit oplæg og deltagelse i debatten på KLF’s medlemskursus Skolens demokratiske tilstand i november.  Dit engagement og kærlighed til folkeskolen stod klart frem med din beskrivelse af skolens rolle for almen dannelse og som brobygger i et samfund, hvor der er sprækker i det store fællesskab. Du fortalte, at en skoledag, der bygger på folkeskolens formål, giver en hånd til alle børn - også til de børn, som trænger allermest til det. Du påpegede, at det ikke er nok, at skolederne er driftsherrer med styr på budgettet, men at de også skal være åndsfyrster, som vil noget med skolen. Du stod selv frem som en inspirerende åndsfyrste.

Det var i november, og stemningen var høj, og samtalen om skolens demokratiske tilstand løftede sig.

Nu er november blevet til januar, og det driftsherre-regime, som du står i toppen af, har gennemført to nedskæringer i budgetterne på de københavnske folkeskoler, og sten efter sten i skolens økonomiske fundament fjernes. Dit regeringsdekret om at lade pengene blive i den bugnende kommunekasse og efterlade folkeskolen fattig, mens den private velstand vokser, bliver loyalt fulgt af politikerne på Rådhuset, og direktøren har sendt nedskæringskravene ud til skolederne. Arbejdsmiljøet ødelægges, og muligheden for at lykkes med sit arbejde og gøre en positiv forskel for eleverne er blevet sværere. De børn, som er tilbage i den københavnske folkeskole, får i mindre grad den fair chance i livet, du fortalte, du havde fået.

Jeg selv står rådvild tilbage. Folkestyre og demokrati bygger i mine øjne på en oplyst og ærlig debat mellem aktører og borgere i samfundet, hvor man kan se en sammenhæng mellem det, som politikerne står frem med, og de handlinger, som de gennemfører, når de er valgt af folket til at styre på folkets vegne.

Jeg kan ingen sammenhæng se i det, du siger, og de handlinger, du gennemfører, Mattias Tesfaye. Jeg håber, at du vil give dig tid til at svare på dette åbne brev og hjælpe mig med at se sammenhængen.