Forlig eller konflikt?

Under råb som: ´Mette, Mette gi´ den gas, så vi får vor løn på plads´, stod mange fagforeninger skulder ved skulder torsdag 1. marts kl. 14 ved Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads nær Kongens Nytorv. Det er en gammel tradition, at når organisationerne bliver indkaldt af forligsmanden, for at hun – Mette Christensen – har fået til opgave at strikke et forlig sammen, så bliver der dannet en faneborg foran Forligsinstitutionens port. Der var også rigeligt med TV-folk og fotografer, for vi går nu ind i en afgørende fase. Vil forligsmanden være i stand til at finde kompromiser i en situation, hvor arbejdsgiverne har fedtspillet og ikke har villet fremlægge forslag, der konstruktivt kunne forhandles om, er det store spørgsmål. Deres utrolige passivitet har som bekendt ført til sammenbrud i forhandlingerne på alle tre områder: På det statslige, på det kommunale og på det regionale område. Det er ikke set tidligere, lige såvel som det aldrig er sket, at fagforeningerne står samlet om tre hovedkrav: Lønninger der følger niveauet på det private arbejdsmarked, fastholdelse af den betalte frokostpause, og at lærerne skal have en arbejdstidsaftale, der modsvarer det andre har, som erstatning for Lov 409.

Statsministeren taler nu om ordentlig løn

Denne enighed har sat arbejdsgiverne og deres bagstoppere – regeringen – under voldsomt pres. Det gav sig konkret udslag i Folketingets spørgetime 27. februar, hvor statsminister Lars Løkke udtalte: ”Det er i ingens interesse, at der kommer en konflikt. De offentligt ansatte skal have en ordentlig løn”. Det er noget af en kursændring i forhold til chefforhandleren Sophie Løhdes udtalelser om løntilbageholdenhed. Betyder det, at der kan opnås et forlig? Forskellige arbejdsmarkedsforskere mener ja med forskellige begrundelser som fx: Alle partier har vælgere blandt de offentligt ansatte og vil nødigt lægge sig ud med dem, især ikke når vi er så mange – 800.000; en konflikt vil også ramme den private sektor, som vil tabe penge; regeringen har ikke brug for larm, især ikke med udsigt til folketingsvalg indenfor et års tid.

Hvis Mette Christensen lykkes med at forlige parterne, vil det sandsynligvis være et samlet resultat, som alle arbejdstagere skal tage stilling til i en fælles afstemning. I så fald bliver det spændende, om det lykkes at indgå en tilfredsstillende arbejdstidsaftale for lærere og undervisere.

Vi kan havne i en strejke

Hvis det ikke lykkes for forligsmanden at strikke et forlig sammen, der tilfredsstiller både arbejdsgivere og lønmodtagere, havner vi i en konflikt. Den vil sandsynligvis komme til at omfatte mindst 100.000 strejkende offentligt ansatte i mange forskellige funktioner og i mange, måske alle kommuner. Hvem der i givet fald udtages til at nedlægge arbejdet tilrettelægges i disse dage mellem organisationerne. Vi får i næste uge omkring 6.-7. marts at vide, om skoler i København bliver omfattet. Mellem 10 og 15 % af DLF´s medlemmer vil blive udtaget. Dem som kommer i strejke vil modtage kompensation fra DLF på et niveau, der svarer til lønnen for en lærer med 4 års anciennitet.

Det kan betale sig at strejke

Arbejdsmarkedsforskere påpeger, at det gennem tiden har kunnet betale sig at strejke, når man var mange indblandet. ´Påskestrejken´ i 1985, hvor 300.000 strejkede, førte over nogle år til den 37 timers arbejdsuge, vi har i dag. Det var bestemt ikke noget, vi bare fik foræret. Mange husker sikkert ´Gærkrisen´ i 1998, hvor strejken førte til indførelsen af den 6. ferieuge, idet 450.000 privatansatte nedlagde arbejdet. Det skete ved et indgreb af daværende statsminister Poul Nyrup. Dét man skal huske er, at der skal særlige omstændigheder til, for at det lykkes fagbevægelsen at sejre i disse konfrontationer – det gælder især på det offentlige område. Her gælder flere forhold: at mange giver styrke, at kravene opleves som rimelige, og at man har opinionen med sig. Jeg mener, at alle tre ting er opfyldt, hvilket stiller os i en gunstig situation. For truslen om en konflikt kan være mere effektiv end selve strejken, for der står meget på spil ikke bare for os, men måske især for arbejdsgiverne og for politikerne bredt set.

Kommunerne vil gerne undgå en lærerstrejke – men siger det ikke højt

Mange kommunalpolitikere frygter en situation uden en arbejdstidsaftale for lærerne. Det skyldes fire forhold. 1) Kommunerne har brug for en Ny Start, hvor man lægger traumerne fra lockouten i 2013 bag sig og skaber et bedre samarbejdsklima – i alle kommuner. 2) Flugten til privatskolerne skal stoppes. 3) At der er behov for flere uddannede lærere ? det vil sige, at nogle af de 17.000 lærere, der har forladt folkeskolen, vender tilbage og 4) at man i fremtiden kan rekruttere studerende nok til læreruddannelsen.

Hvad nu?

Nu foregår der drøftelser mellem forligsmanden og de enkelte parter, og det er Mette Christensen, der suverænt styrer forhandlingerne. Det bliver knald eller fald. Hvis der ikke opnås et forlig, kan strejkerne på KL-området sættes i værk 4. april. Hun har imidlertid mulighed for at udskyde en konflikt to gange af 14 dage. Vi vil naturligvis holde jer løbende orienteret.

Hvad mener Frank Jensen?

15 KLF´ere og en medfølgende 3. klasses elev overværede en forespørgelsesdebat i Borgerrepræsentationen (BR) 1. marts. Enhedslisten, Alternativet og SF ønskede at høre overborgmester Frank Jensens holdning til: ”Hvorvidt overborgmesteren opfatter det som Københavns interesse at drage konsekvensen af denne positive erfaring (vores lokale arbejdstidsaftale i København, red.) og genindføre den danske model”.

Overborgmesteren tilkendegav sin respekt for og varme støtte til den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler frit. Han sagde, at København har mange dygtige lærere, og at han var glad for den lokale arbejdstidsaftale, som BUF, SKK og KLF indgik i efteråret 2016. Han har endda anbefalet KL´s forhandlere at hente inspiration i vores aftale, der giver fleksibilitet og giver grundlag for fortsat udvikling. Der er bare den hage ved det, at vores lokale aftale ikke indeholder de centrale ting, som LC ønsker, nemlig: varslingsregler som andre offentligt ansatte har og normperioder, der er væsentlige i en rigtig aftale.

Han udtrykte endvidere håb om, at der som i 2015 kan indgås en overenskomst mellem KL og LC. På spørgsmål fra forslagsstillerne svarede OB, at der om formiddagen på et bestyrelsesmøde i KL fra deres forhandlere borgmestrene Michael Ziegler og Steen Christiansen var givet udtryk for, at KL ønsker, at arbejdstiden for lærerne er baseret i en aftale. Han og Carl Christian Ebbesen – der også sidder i KL´s bestyrelse (for DF) – gav udtryk for, at KL´s forhandlere orienterede dem om, at de havde håbet at kunne indgå en aftale i den forgangne weekend, men de opfattede organisationernes musketer-ed som blokerende for en aftale på vores område.

Hvor meget eller lidt véd KL´s bestyrelse?

Det virker som om, at KL´s bestyrelse ikke rigtig er inde i detaljerne. Min vurdering er, at dét, Frank Jensen har fået at vide i KL, sikkert er korrekt refereret. Den udlægning stemmer imidlertid overhovedet ikke med, hvad Anders Bondo har orienteret os om. Nemlig at arbejdsgiverne har udvist total passivitet, og dét, de konkret har langet over bordet som forslag, har været uden reelt indhold. KL har således lagt et papir frem med 3 elementer: 1) At den årlige arbejdstid udgør 1.924 timer. Kommentar: Det ændrer intet – det er status quo. 2)”De ansatte gives mulighed for at kunne skabe sig et overblik over den præsterede arbejdstid mindst en gang i kvartalet”. Kommentar: Det kræver, at de ansatte selv holder minutiøst regnskab med deres timeforbrug i.f.t. hvad skoleledelsen opgiver. 3) At ulempegodtgørelse m.v. udbetales efter afvikling ved førstkommende lønudbetaling efter registrering. Kommentar: Det vil ikke have stor praktisk betydning for os i KLF, da vi har akkord på det meste.

Hovedanken er, at KL har ikke været villig til at opfylde vores faktisk simple krav om en aftalt arbejdstid, der modsvarer dét, alle andre organisationer har.

Jeg konkluderer, at KL´s bestyrelse ikke er ordentlig inde i stoffet og næppe fungerer som reel politisk ledelse. Måske skyldes det politisk styring fra deres respektive politiske partiers ledelse, eller at Moderniseringsstyrelsen ikke har givet dem lov til at forhandle frit. De har bare skullet få tiden til at gå. 

De frie forhandlinger er en illusion

Det generelle problem med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område – således som ILO (FN´s arbejdsorganisation) har påpeget – er, at der ikke er adskillelse mellem statens forhandlere og regeringens politikere, især finansministeren. Forestillingen om frie forhandlinger er derfor ude af trit med virkeligheden.

Frank Jensen slog i øvrigt også fast, at han i KL´ bestyrelse sidder som repræsentant for socialdemokratiet og ikke som overborgmester, og på et spørgsmål fra ordføreren for forespørgslen Gorm Gunnarsen vedkendte han at have stemt for lockouten af lærerne i 2013.

Nu er der gået politik i den, så det bliver spændende, om arbejdsgiverne i Forligsinstitutionen på politisk opfordring vil vise sig imødekommende over for vores forhandlere for at undgå en total konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Det vil den nærmeste fremtid afsløre. 

Aktiviteter i KLF

Bestyrelsen har holdt ekstraordinært møde 1. marts for at drøfte situationen og forberede aktiviteter og initiativer

Vi har som nævnt deltaget i aktionen foran Forligsinstitutionen 1. marts og overværet en del af mødet i BR om aftenen

Vi deltager i et møde mandag 5. marts hos 3 F for at koordinere aktioner i den kommende tid

7. marts deltager vi i ogopfordrer alle til at deltage i demonstrationen foran KL´s Hus i Weidekampsgade påIslands Brygge kl. 17-18. Det sker for at sende det signal til kommunalpolitikerne, der dagen efter drager til topmøde i KL, at vi kræver 6 mia. kr. mere til velfærd i Danmark. Arrangør er ´København for velfærd´

20. marts samles alle kommunens TR´ere til et stormøde, der både vil dreje som om penge til mere velfærd og den aktuelle OK-situation

KLF´s sekretariat besvarer spørgsmål, der fx drejer sig om forhold omkring planlagt ferie, barsel og den såkaldte karens.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.