Formanden til 1. maj: Vi mærker stadig konsekvenserne af politikernes tåbelige handlinger

I dag, 1. maj, er det først og fremmest arbejdernes internationale kampdag - og dermed også vores, undervisernes, internationale kampdag. En politisk dag, hvor vi sætter fokus på den fortsatte kamp for bedre arbejdsforhold og rettigheder for alle ansatte - ikke mindst underviserne. Når vi har fokus på den fortsatte kamp, så ser vi også tilbage. Vi skal altid huske historien, vi står altid på skuldrene af andres hårde arbejde. Intet er kommet af sig selv.

Her i Undervisernes Telt, mødtes vi for første gang i forbindelse med lockouten og konflikten i 2013. I år er det 10 år siden, og derfor markerer vi 10-året for lockouten, og det vil talerne her i dag handle om. Hvad har vi lært, og hvordan er vi kommet videre? 65.000 undervisere var ramt af lockouten, der varede 25 dage i april.

Jeg gætter på, at rigtig mange af jer bliver rørt – eller måske ligefrem får en knude i maven – ved tanken om lockouten for ti år siden. Tre af mine gode kolleger i KLF sagde for nylig, at "lockouten havde mærket dem for livet”. Til trods for magtesløshed, frustration og skuffelse, så har vi også taget meget med os, som vi skal mindes i dag. Et helt utroligt sammenhold, fællesskab og styrke.

Der er sket meget de sidste 10 år, og vi er et andet sted i dag. Heldigvis. Men det har været nogle hårde år, og vi mærker stadig konsekvenserne af politikernes tåbelige handlinger fra dengang. Det har kostet dyrt for både børn og voksne i skolen.

Ingen lærer, som var med dengang, har glemt det. Det var voldsomt. Et voldsomt overgreb. At komme tilbage til en reformeret folkeskole med besked om, at nu skulle tingene se anderledes ud, der skulle rettes ind. Skoledagene skulle være lange, og vi skulle ikke forberede os så godt, som vi plejede. Vi skulle reducere i antallet af elevernes skriftlige opgaver, vi skulle vise mere film i undervisningen, fordi vi ikke havde tid til forberedelse - vi skulle med andre ord lære at slække på kravene – og vi blev ramt på vores faglighed. Vores arbejdstid – og dermed mulighed for at lykkes med vores arbejde – havde betalt politikernes folkeskolereform.

Alle i skolen vidste godt, at det bestemt ikke betød en bedre folkeskole. Tænk, at nogen kunne tro, at det kunne føre til en bedre folkeskole med højere faglighed og trivsel – det er katastrofalt.

Det vilde er, at det går så ufattelig langsomt med at rette op. Vi mærker jo stadig konsekvenserne. Reformen trækker spor, det er svært at fastholde og rekruttere lærere. Mange har valgt lærerfaget til på grund af det relationelle, som har trange kår. Vi oplever det, når vores elever mistrives.

Det bedste, vi kan gøre, er at holde fast. Retningen lige nu er rigtig, vi vinder ind på en bedre folkeskole, hvor lærerne har rum til at udøve deres faglighed og kan stå inde for deres arbejde. Der er noget vej igen. Det kommer ikke af sig selv, men vi er på rette vej. Det skal vi huske – også i dag.

Vi har også lært noget af forløbet i 2013. Vi har lært, at vi er afhængige af hinanden i fagbevægelsen, vi skal engagere vores medlemmer – hele tiden.

Og vi skal vinde historien. En af mine gode kammerater Rasmus fra 3F skrev for nylig om tiden i 2013, hvor han sagde: ”Hvad forhindrer offentlige arbejdsgivere i at bruge samme finte til at forringe andres arbejdstidsregler? Eller i at sætte os ned i løn? Kampen for en aftalt arbejdstid til lærerne er en kamp mod de offentlige arbejdsgiveres feje tricks. Den slags finter skal stoppes. Det er derfor, lærernes arbejdstid rager mig og mine kolleger.”

Og det er rigtigt, vores arbejdsforhold på tværs af faggrænser rager nemlig hinanden. Lærerne var de første, hvem bliver de næste – og der skal svaret være INGEN!

Vi bliver jævnligt mindet om ønskerne i EU om mindsteløn, vi møder de gule snyltere rundt omkring i vores arbejde eller KLs ønsker om justeringer af vores forhandlingssystem, det skal vi håndtere. At vi skal stå endnu stærkere, blev vi mindet om for nyligt, da lovgivningen om at afskaffe en helligdag – store bededag – blev stemt igennem. Ja, alle gode venner, der skal mere til.

Vi har store, vigtige dagsordener foran os. Kommunerne står overfor store besparelser, budgetloven er ødelæggende for vores velfærd med truslen om straf ved selv den mindste budgetoverskridelse. Og samtidig ser vi frem mod en totalt uholdbar økonomiaftale, som tvinger kommunerne ud i grænseløse prioriteringer – med store konsekvenser for blandt andet de unges trivsel på vores område. Vi skal banke opad.

Når I går herfra i dag, så husk at hver eneste dag er en kampdag.

Rigtig god 1. maj til jer alle.