Fortællingen om, hvorfor nogle børn gerne vil - og har meget brug for at komme på koloni!

Jeg har nu været kolonileder i 20 år, først på Eriksminde i Rørvig, og de seneste år på Baunebjerg på Fanø. Det skønneste sted at sende børn ud i naturen.

Børnene er vilde med stedet, og vi voksne ligeså.

Trist at 125-års historie om det gode børneliv, i en kommune I kalder børnenes kommune, skal lægges ned af besparelser, der vil gøre priserne for en tur på koloni så dyr, at kun de mest ressourcestærke familier kan betale.

Vil I virkelig se hen over alle de børn, der virkelig har brug for koloni for at give adgang til de mest velstående familier, hvor børnene i forvejen har rigelige historier at fortælle efter en sommerferie??

Også i mine ungdomsår har jeg arbejdet på koloni og set, hvad det giver de fattigste børn.

At I nu allerede har sat prisen op og yderligere vil presse en stigning igennem, må være ud fra et forvrænget billede af københavnerfamiliernes indkomst og levegrundlag.

Når jeg ser på de børn, vi over år har haft med, så er en ny stigning ikke en pris, de forældre vil kunne betale, og de børn kan så kun komme med, hvis de kan få en friplads.

Vi hører historier, ingen andre hører, fordi vi har tid og er sammen med børnene over døgnet. Der er ikke noget så godt som et spil kort eller en perlekæde, der driller in the making, for mens vi spiller eller hjælper, dukker der udfordringer op fra deres dagligdag. Vi giver dem værktøjer til at løse konflikter og til at tale bedre sammen. Og det vi hører efterfølgende er, at de også forandrer sig i skolen.

Vi kan allerede på kolonien se, hvordan de øver sig i at blive bedre i samværet med de andre. Hvordan de vender en succes og dermed bedre rummer der, hvor det går knap så godt.

Grundlæggende arbejder vi med at give børnene selvværd, troen på at kunne og trække dem ud af den rolle, de har givet sig selv eller fået i klassen hjemme på skolen, og vi kan se, at de vokser lidt hver dag.

Her et par af de historier, jeg har mødt gennem mit 20-årige koloniliv med lærerforeningens kolonier:

B:

Han kommer kun på koloni, så længe hans mor ikke har arbejde eller kun tjener få penge, så de kan søge friplads. Hvis hun kommer til at tjene mere, så er det slut med koloni, for så kan hun simpelthen ikke betale og kan heller ikke få friplads.

Han er vild med koloni, fordi han får god mad, har tid med kammeraterne, og der er voksne, der lytter.

Oveni, synes han, det er godt at komme væk fra de noget kaotiske forhold i hjemmet. Et hjem han beskriver som uden mange muligheder, og han ønsker sig allermest penge til gardiner i sit værelse.

D:

Han er faktisk bange for at blive sendt hjem, når han har lavet lidt drengeballade. Det bliver han ikke. Han nyder sine dage på kolonien, synes det er fedt at kunne løbe ud og finde en at lege med når som helst på dagen. Han deltager med glæde i alt, hvad vi tilbyder. Og hopper glad i seng om aftenen og lige så glad ud om morgenen.

Der er plads til hans måde at være i verden på, og han siger, hvert år: - Vi ses næste år, hvis jeg må komme med. - Det må du, siger vi og håber, at hans forsørger kan følge med prisen.

X:

En lille familie med to søskende havde mistet deres mor, far havde lagt låg på samtalen om tabet, og da de kommer på koloni hos os for første gang, har stort set ingen talt med dem om tabet, som er nogle måneder gammelt. Vi opdager det lidt ved en tilfældighed, fordi den yngste bliver meget ked af en mindre ting på kolonien. I samtalen får vi spurgt ind til dagligdag og oplevelser, hun bliver ked af. Her dukker det nylige tab af mor op, heller ikke i børnenes papirer er der lavet en note om det fra far.

Jeg taler kort med faderen om det, da vi kommer hjem, og opfordrer ham til at kontakte skolen, så børnene kan få hjælp.

I dag ved vi fra det ene barn, der stadig kommer på koloni, at de får hjælp.

Det er den tid, vi har på kolonien, som ikke eksisterer i hverdagen, i skoletiden. I skolen havde ingen rigtig haft tid til at lytte.

Pigerne:

En gruppe større piger har skabt tætte venskaber på tværs af skoler gennem kolonien og hygger sig nu for 6. gang på kolonien. De vender glade tilbage hvert år, fra trange kår hjemme, for at få et pusterum fra alle udfordringer og hygge sig med hinanden, udfordre deres kreativitet i de aktiviteter, vi tilbyder, og nyde, at nogen sørger for mad og ro.

Børnene med udfordringer:

Vi har også børn med diagnoser, de har en helt anden tilgang til tingene end hjemme på skolen. De trives, de hygger sig, og de glæder sig hvert år til at vende tilbage.

Når de får udbrud imellem, så har vi tid og ro til, at de falder til ro, og de har meget færre reaktioner end hjemme.

S:

Han har sin bror med, han er vant til at måtte tage meget ansvar for sin lillebror, og derudover får han tit skældud, når det går galt i lillebrors opførsel. Dette trods hans egen udfordring med en diagnose og specialklasse. Han udtrykker sin bekymring ift. kolonien; at han er bange for, at han også der skal tage ansvar for sin brors opførsel og dermed kan få skældud. Det er det første, vi taler med ham om på kolonien, han udtrykker selv, da de skal hjem, at han håber, han må få lov til at komme igen næste år, og han får med det samme bekræftet, at det må han.

Han siger: ”Jeg har været så glad for at være med, det har været det bedste, jeg ved.”

Det har været en fornøjelse at se en dreng trives, sin diagnose til trods. Fordi vi har tid til at lytte og være der for ham, når han har brug for det.

A:

Han kommer fra kaotiske opvækstforhold.

Han møder os på kolonien, når børnene ankommer, med et kæmpeknus og tak fordi jeg må komme igen.

Det roder af og til for ham og skaber uro, men han finder ro med en voksen ved sin side og en kop saftevand eller te i hånden, - og der får han lov at fortælle om det, han har oplevet i sit liv, tale om det, han synes er sørgeligt lige nu, og det han kæmper med.

Og når han atter finder ro, løber han glad ud til leg og kammeraterne igen, men med mere ro og evne til at sige til og fra på en god måde.

J:

Han er udfordret af en mulig diagnose, med indbygget temperament og en høj retfærdighedssans. Det udfordrer samspillet med andre, men henad vejen gennem koloniopholdet finder han værktøjer, gennem de voksne, til at komme bedre om ved relationerne til de andre. Og han nyder sit ophold og er glad for at være med og vil meget gerne af sted næste år, siger han.

De ældste - 9. klasses unge:

Sidste år sagde vi farvel til en gruppe 9.klasses unge. Et fælles ønske for dem er, at de så gerne vil komme igen. Vi må fortælle dem, at det jo ikke er en mulighed, men så vil flere af dem gerne søge arbejde på koloni, når de bliver gamle nok. De ved simpelthen, hvad det har betydet for dem at være afsted alle de år, og det vil de gerne give videre til andre børn.

Her et skriv fra et tidligere kolonibarn om, hvad det har betydet for hende (bragt med tilladelse fra pigen selv):

”Fanø koloni er en sommer koloni jeg har været på siden 2 klasse sammen med min tvillingebror, fætter og kusine. Jeg har altid godt kunne lig og tage på koloni, især den! Fordi den vare i 2 uger, du har frihed til at lave hvad du vil.

Fks tage ud i skoven, ned til Brugsen, tegne, spille kort, lave aktiviteter, få nye venskaber. Der sker altid noget nyt hverdag! Du får nye venner som du holder sammen med, selv efter kolonien. Nu er jeg 17 år og kan desværre ikke komme på koloni mere, men jeg har stadig de venskaber som jeg skabte på den koloni! Det kolonien har givet mig, er udvikling, nye venskaber, nye måder og være i det sociale på, lære sine egne grænser, lave lidt ballade;) men selvfølgelig også holde reglerne. Jeg vil altid huske Fanø koloni som det bedste der er sket for mig socialt. Hver sommer har jeg altid glædet mig til at tage på koloni og møde nye mennesker, men også nogle gamle venner. Fanø koloni er et fantastisk sted at tage hen hvis man skal have nye venskaber og have sin “egen” fritid.”