Debatindlægget er udtryk for afsenderens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Af Peter Jensen, medl. af KLF's bestyrelse og kandidat til bestyrelsen og som kongresdelegeret.
Det er en gang imellem vigtigt at stoppe op og tænke over, hvornår vi lykkedes med vores faglige arbejde. Hvornår lykkes det os at sætte en dagsorden, og skabe et politisk pres der efter min mening er nødvendigt, for at forandre vores vilkår og arbejdsmiljø. Det er der heldigvis flere gode eksempler på.
Jeg har valgt her at beskrive det forløb, der har været omkring ”vold og trusler”, fordi jeg synes det peger på nogle muligheder vi har. Muligheder vi har for at modvirke og standse den individualisering omkring arbejdsmiljøet der desværre finder sted.
Problemerne i forbindelse med ”vold og trusler” er egentlig ikke nye. Det er en problematik der længe har fyldt ude på lærerværelserne. Det har været et tilbagevendende tema i forbindelse med trivselsundersøgelser, områdemøder, på AMR møder og i vores bestyrelse.
På vores generalforsamling 1. nov. 2019, vedtog vi en stærk og skarp resolution om ”vold og trusler”. Resolutionen var formuleret af en enkelt skole, men vedtaget af en enig forsamling. Vi havde en alvorlig og god debat inden afstemningen, der var mange på talerstolen, med indlæg og oplevelser fra en presset hverdag præget af et dårligt arbejdsmiljø, voldsomme hændelse. Mange har en oplevelse af en forvaltning og en ledelse der svigter.
En TR sagde til mig, efter generalforsamlingen:” det var ligesom en fælles øjenåbner”. En situation, vi var mange, der genkendte. Alvoren og omfanget af problemerne stod nok først klar for alle i løbet af debatten-på generalforsamlingen. Vi fik en fælles erkendelse, der kaldte på handling.
Her følger en række af begivenheder som, hver især kom til at understøtte resolutionen ”vold og trusler:
- Resolutionen fra generalforsamlingen blev efterfølgende sendt til forvaltning og politikere og spørgsmålet om vold og trusler blev rejst i HovedMED.
- TR’ere og AMR’ere fra Amager sendte næsten samtidig et brev (sendt) til HovedMed (Nov. 2020) I brevet blev der udtrykt en stor bekymring for kollegaers arbejdsmiljø. Der stod: ”Flere og flere kollegaer oplever vold og/eller krænkende ytringer på daglig basis – særligt fra de nye skole-startere”. Der blev i samme brev spurgt til hvilke indsatser HovedMed ville sætte i værk for at bremse stigningen i voldsanmeldelser.
- ”Nødråb fra de københavnske lærere” hed den artikel i folkeskolen, der yderligere understøttede dagsordenen i forbindelse med vold og trusler fra generalforsamlingen. Artiklen havde kommentarer med fra vores formand Lars Sørensen og TR Lars Bechager fra skolen på Islands Brygge. Også her blev der efterspurgt ”hvilke indsatser HovedMED har sat i værk for at bremse stigningen i voldsanmeldelser”.
- KLF udarbejdede et spørgeskema. I et forsøg på hurtigt at afdække; om alle skoler faktisk havde en voldspolitik og om den blev efterlevet i praksis. Da vi nu var tæt på jul havde vi brug for en hurtig respons. Mange tillidsfolk (fra 51 skoler) skulle til ekstraordinært TRmøde i Odense den 17. december. Derfor benyttede vi lejligheden til at uddele spørgeskemaet i bussen på vejen. Gennem flere år har trivselsundersøgelser vist, at skolerne i København har et stort problem med øget vold og trusler overfor folkeskolens lærere. Mange oplever, at det problem blev bliver til et individuelt problem.
Jeg synes, at det lykkedes med at få sat en anden og fælles dagsorden, skabt af medlemmer og tillidsvalgte på en generalforsamling, styrket af Amagerområdets initiativ og understøttet af artikler i folkeskolen. Derefter bakket op af KLFs undersøgelse og drøftelserne på områdemøderne.
En dagsorden, der har skabt politisk opmærksomhed, både i forvaltning og i de faglige fællesskaber i København. Det har givet et solidt rygstød til vores repræsentanter (Formand og næstformand) i HovedMed når vold og trusler er på dagsordenen.
Vi har i fællesskab sat foden ned, for at fastholde ledelse og forvaltnings hovedansvar for et sundt og sikkert arbejdsmiljø. ”Det er ikke læreren, der skal have konsulenthjælp og til psykolog” Det må være slut med at individualisere problemet. Vi har brug for en positiv og konkret forandring nu,. Det er en af de vigtige områder jeg vil jeg arbejde for i KLFs bestyrelse.
P.S HovedMed har varslet et møde med TR/AMR og ledelserne på Amager for at drøfte situationen (Som mange andre møder er det blevet udsat/aflyst grundet Corona).
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere