Fra skolebyggeri til pædagogisk praksis II

”Når vi bygger nye skolemiljøer, er der en forventning om, at så ændrer vi automatisk på praksis. Men bare fordi vi skaber differentierede undervisningsmiljøer, så skaber vi ikke differentieret undervisning. En god lærer kan sagtens skabe rigtig god undervisning i et dårligt lokale, men et godt lokale skaber ikke automatisk god undervisning.”

Sådan indleder Bodil Bøjer, cand.mag. i kunsthistorie, æstetik og kultur og med en dugfrisk ph.d. i design, sin fortælling om, hvordan man kan arbejde for, at tankerne bag nye skolebyggerier bliver afprøvet og udnyttet af brugerne. Bodil Bøjer arbejder på Designskolen i København og er tillige tilknyttet DPU og designfirmaet Rune Fjord Studio. Hun har forsket i sammenhængen mellem det fysiske læringsmiljø og den pædagogiske praksis både her og i udlandet, og titlen på hendes ph.d. er meget sigende ’Unlocking Learning Spaces’. 

Grundlæggende forudsætninger i et skolebyggeri

Bodil Bøjer fremhæver, at når man skal udvikle et læringsmiljø, må man overveje, hvad der egentlig skaber det. Hun henviser til, at en grundlæggende antagelse i hendes forskningsprojekt er, at et læringsmiljø er en social konstruktion, der opstår i samspil mellem flere forskellige elementer. 

LÆS OGSÅ: Om tyve års skolebyggeri i København

Som en social konstruktion indgår der løbende en krævende kommunikation mellem fagfolk i bestræbelsen på at udvikle en fælles vision, som alle parter tilegner sig. Og når talen er på rum og praksis, må man forholde sig til begge dele fra byggeprocessens begyndelse, for de er gensidigt afhængige, Bodil Bøjer: 

”Man kan ikke bare kigge på, hvilket fysisk miljø man vil bygge, eller hvilken pædagogisk praksis man vil fremme. Man må koble dem og arbejde kontinuerligt med dem gennem hele processen.”

Der er især tre elementer, der indgår som forudsætninger i hele byggeprojektet: 1. den ønskede pædagogiske praksis, 2. den måde det fysiske miljø er designet på, og 3. den måde skolen er organiseret på. 

Alle tre elementer skal ifølge Bodil Bøjer inddrages for at skabe et godt match mellem rum og praksis. Alt for mange gange har hun oplevet, at der ikke er skabt en vellykket sammenhæng mellem fysisk miljø og pædagogisk praksis – selv i nybyggede skoler.

Reel eller pro forma brugerinddragelse?

Et skolebyggeri er også en designproces, hvor det er nødvendigt at inddrage alle interessenter både dem, der har at gøre med organiseringen af skolen, arkitekter og de faggrupper, der skal bruge faciliteterne, når de står færdige. Hele det samspil skal etableres, understreger Bodil Bøjer og tilføjer: 

”Der er særligt en tendens til, at man ikke inddrager brugerne tilstrækkeligt, og her tænker jeg især på elever og lærere. Vi er nødt til at etablere en kommunikation mellem dem, der designer læringsmiljøerne og de kommende brugere.”

”Der er mange former for brugerinddragelse, og man må gøre sig klart, hvilken form for inddragelse man ønsker. Den tyndeste brugerinddragelse sker for et syns skyld, bare pro forma, hvor man egentlig ikke inddrager brugerne, men mest bare for at manipulere dem. Omvendt kan inddragelsen styrkes til, at brugerne nærmest har kontrol.” 

Det er Bodil Bøjers erfaring, at man får de bedste resultater, når man har reel brugerinddragelse i designprocesserne, og det er vigtigt at definere, hvordan man arbejder med brugerinddragelsen, og hvilke spørgsmål man stiller brugerne, for spørgsmålene er med til at definere svarene.

”Hvis vi for eksempel skal bygge en skole til en ny pædagogisk praksis, der tager udgangspunkt i OECDs beskrivelse af ønskede elevkompetencer i det 21. århundrede (kort omtalt i den første artikel), så kan vi ikke bare gå ud og spørge brugerne, hvordan de gerne vil have, skolen skal se ud, for så rummer deres svar det, de på forhånd kender, fx de velkendte klasselokaler med traditionel bordopstilling.”

”Når man arbejder med brugerinvolvering i byggeprocesser, er det ofte svært at komme ud over det, man kender. Det er svært at finde på noget, man ikke kender”, har Bodil Bøjer erfaret, og brugerinddragelse kan derfor tage lidt tid og koste nogle penge, men det gør den ikke mindre vigtig. 

Elever og lærere kan med fordel inddrages i designprocessen

Bodil Bøjer omtalte blandt andet et projekt, hvor en 5. klasse deltog i et undervisningsforløb om rum og læring. Her arbejdede de visuelt og hands-on, og derved blev der skabt en platform for samtale. Eleverne diskuterede de sensoriske og oplevelsesmæssige kvaliteter ved et rum, og hvilke konkrete aktiviteter de syntes, at der skulle være plads til. 

Undervejs byggede eleverne drømmescenarier – de arbejdede altså med fremtiden og byggede modeller af deres drømmelæringsrum. I forløbet reflekterede eleverne også over deres egen måde at lære på, og for mange bidrog arbejdet til en erkendelse og bevidstgørelse af, hvem de selv er, og hvordan de bedst lærer. Designprocessen blev en integreret del af elevernes læring.

Fortsæt designperioden efter håndværkerne er gået hjem

Bodil Bøjers erfaringer med afviklede skolebyggerier tilsiger hende at anbefale, at designprocessen fortsættes sammen med brugerne, efter at de er rykket ind i den nye bygning, og at man da arbejder med aktivering af det nye fysiske miljø. Små budgetter og tidspres kan ganske vist arbejde imod, men en forlængelse af designprocessen giver stor værdi for udnyttelsen af byggeriet, der jo fra starten har været en meget betydelig investering.

Der skal ske en aktivering sammen med brugerne i en kontinuerlig proces, hvor brugerne i fællesskab udforsker og eksperimenterer med alt det nye og uprøvede. Det er ikke designerne, der skal fortælle, hvordan lærerne skal arbejde, men det er brugerne, der skal være aktive og gøre deres egne iagttagelser og dele dem med designerne.

Samarbejdet mellem designere og ikke-designere kan indkredse eventuelle problemer og udvikle fælles løsninger. Den co-design, der sker under en byggeproces, og den efter-design, når byggeriet i princippet er afsluttet, er vigtig for, at de fysiske faciliteter og den pædagogiske praksis kan mødes, udnyttes og have værdi i det daglige arbejde.

”Det er altså ikke tilstrækkeligt at stille nye møbler ind mellem de bare vægge. De skal aktiveres. Skoler er dynamiske miljøer, der udvikler sig sammen med brugerne”, fastslår Bodil Bøjer. 

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.