Der er ros og opbakning fra lærernes formand i København, Katrine Fylking, til meldingerne fra to københavnske borgmestre, som vil sikre to lærere i undervisningen i dansk og matematik i udskolingen.


Dagbladet Politiken har bragt en artikel fra Oehlenschlægergades Skole i København, hvor undervisningsminister Mattias Tesfaye, overborgmester Lars Weiss og børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager har været på besøg i anledning af en række nye anbefalinger fra en ekspertgruppe om at sikre, at flere elever består folkeskolens afgangsprøver i dansk og matematik.

De to københavnske borgmestre melder sig i artiklen begge som støtter af den anbefaling fra ekspertgruppen, der handler om to lærere i undervisningen i dansk og matematik i udskolingen. Lars Weiss siger endda, at han vil gå til de kommende budgetforhandlinger med et ønske om penge til, at der kan være to lærere i alle dansk- og matematiktimer i den københavnske folkeskoles 8. og 9. klasser.

Katrine Fylking, der er formand for Københavns Lærerforening, siger om borgmestrenes udmelding: ”Jeg er meget tilfreds med, at de to københavnske borgmestre er så klare i mælet omkring den store betydning af to lærere i undervisningen. Det flugter helt med de meldinger, jeg får fra medlemmerne af KLF om, hvad der skal til for at styrke det faglige niveau i den københavnske folkeskole. Når ekspertgruppen i sine anbefalinger er så tydelige omkring, at det skal være to lærere, er det jo udtryk for, at det netop er lærere, som kan sikre den kvalitet i undervisningen, der i sidste ende skal sikre et fagligt løft af de elever, som har særlige vanskeligheder i de to fag.”

”Det er en meget præcis analyse af udfordringerne, når Lars Weiss siger, at det væsentligste problem i virkeligheden kan blive at skaffe et tilstrækkeligt antal uddannede lærere til at løfte opgaven. Men jeg er helt enig i, at et initiativ med at sikre lærerne bedre mulighed for at levere kvalitet i undervisningen i form af to-lærerordninger, i sig selv vil gøre det mere attraktivt at søge job som lærer i København. Det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal sikre den københavnske folkeskole et tiltrængt løft.”

”Jeg håber selvfølgelig, at der vil være bred opbakning fra alle partierne i Borgerrepræsentationen til udmeldingerne i Politiken. Så vi allerede i de igangværende budgetforhandlinger kan få afsat midler til to lærere i dansk og matematik i 8. og 9. klasse. Og hvis vi som lærerforening kan medvirke til at tiltrække flere ansøgere til lærerstillingerne i kommunen, vil initiativet med flere lektioner med to lærere være verdens bedste argument for os,” slutter Katrine Fylking.

Yderligere oplysninger, Katrine Fylking, tlf. 2426 4422

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.