Undervisningsministeriet er ved at udvikle nye fagplaner, som skal afprøves i skoleåret 25/26. ”Det er en kæmpe mulighed for os lærere, men det kræver også, at vi involverer os og kommer med vores bud på, hvordan de nye fagplaner skal se ud.” Sådan lød det fra Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening.

 

Onsdag 27. august var lærere og andre af skolens interessenter i København inviteret til fyraftensmøde om Projekt Fagfornyelse, som er et projekt, Københavns Lærerforening, Folkekirkens Skoletjeneste Kbh.- Frb. og Dansklærerforeningen står bag. Målet er at få input til de nye fagplaner, som Undervisningsministeriet er ved at udvikle. De nye fagplaner skal blandt andet have mere fokus på elevinddragelse og mindre fokus på målstyring.

Københavns Lærerforening har længe talt om elevernes indflydelse og demokrati i skolen, og det er det, der er i fokus i Projekt Fagfornyelse. I projektet kan lærerne komme med idéer og ønsker til, hvad der er vigtigt i udformningen af de nye fagplaner. Folkekirkens Skoletjeneste har udviklet et undervisningsforløb til fagene dansk og kristendom, som lærerne har mulighed for at afprøve i løbet af efteråret.

Projektet kører sideløbende med afprøvningsforløbet i Undervisningsministeriet, hvor omkring 140 skoler nationalt har meldt sig til at afprøve de nye fagplaner.

”Der er ingen tvivl om, at de nye fagplaner får rigtig stor betydning for folkeskolen og for, hvordan undervisningen fremover kommer til at se ud”, siger Katrine Fylking. ”Derfor vil vi i KLF gerne sætte gang i en bevægelse, så lærerne kommer til at stå i spidsen for en del af arbejdet med de nye fagplaner. Der er jo ingen, der kender skolen bedre end lærerne.”

På fyraftensmødet fik deltagerne mulighed for at komme med input til fagplanerne. De nævnte bl.a., at det vil være godt, hvis:

  • prøverne afspejler hensigten med undervisningen
  • tiden, der er afsat til fagene, stemmer overens med målene
  • lærerne har (lang) tid til at implementere de nye fagplaner (i matematik har der fx været en periode, hvor der tit kom nye prøvevejledninger i januar)
  • der er bedre tid til at dykke ned i emner og fordybe sig
  • der er konkrete materialer til, hvordan lærerne kan inddrage eleverne
  • endemålet ikke er høje karakterer, men at eleverne klarer sig bedst muligt
  • der er en almen beskrivelse af faget
  • man underviser i elevinddragelse på seminariet
  • det er tydeligt, hvad elevinddragelse er (på mikro- eller makroniveau, inden skoleåret eller i timerne)


Kontakt

Hvis du har input eller spørgsmål til Projekt Fagfornyelse eller vil være en del af projektet, så kontakt konsulent Jeanette Sjøberg fra Københavns Lærerforening på jesj@dlf.org

 

Fakta om Projekt Fagfornyelse


Baggrund
Undervisningsministeriet arbejder på at forny folkeskolens fagplaner, hvor der lægges vægt på almen dannelse og elevernes inddragelse. Afprøvningsperioden er skoleåret 25/26. 

Parter
Københavns Lærerforening og Folkekirkens Skoletjeneste Kbh.- Frb. og Dansklærerforeningen gået sammen i et projekt – Projekt Fagfornyelse – for at inddrage flere læreres viden i fornyelse af folkeskolens fagplaner. Herudover bidrager forskere fra Københavns Professionshøjskole.

Formål
Formålet med Projekt Fagfornyelse er at give lærerne mulighed for at komme med input til fagplanerne og prøve et konkret undervisningsmateriale af. Erfaringerne meldes tilbage til Undervisningsministeriet, som kan bruge dem i den endelige udvikling af fagplanerne.

 

 

 

 

 

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.