Det var en langt kortere affære end sidst, da anden del af Københavns Lærerforenings generalforsamling torsdag blev afholdt på Peder Lykke Skolen på Amager. Der var kun få talere ved mikrofonen, og afstemningsresultaterne var hurtige at gennemskue – ved samtlige afstemninger var der kun stemmer ’for’.
Dagens eneste resolutionsforslag kom fra Gerbrandskolen, der argumenterede for, at KLF’s bestyrelse skal arbejde for, at der er tilstrækkelige midler afsat til at dække behovet for it-support på de københavnske skoler. Og midlerne til det må ikke tages fra skolernes budgetter, pointerede lærer Sidse Lund, som præsenterede forslaget.
”Skolerne har fået en større mængde it-udstyr til både elever og lærere. Men it-supporten ender alt for tit ved it-vejlederen, som så må nedprioritere vejledningen,” sagde hun og fortsatte: ”Og det er ikke nok med support en dag om ugen – smartboards skal virke hver dag.”
Bestyrelsen, som først havde fået forslaget dagen før, holdt et kort bestyrelsesmøde udenfor salen for at diskutere resolutionsforslaget, hvorefter formand Jan Trojaborg talte til salen:
”Vi anbefaler, at man stemmer for. Men hvis vi skal arbejde for det her, er der en risiko for, at det her bliver taget ud af skolernes økonomiske ramme. Her vil vi dog arbejde for, at pengene findes i den investeringspulje, der som noget nyt er i kommunens budget for 2016.”
Resolutionsforslaget kom uden yderligere bemærkninger til afstemning, hvor det blev enstemmigt vedtaget.
”De burde skamme sig”
Kommunens besparelser på tosprogsområdet var også i fokus på generalforsamlingen. Jamal Bakhteyar fra bestyrelsen gav udtryk for, at han ser det som en skræmmende udvikling.
”17 tosprogs- og modersmålslærere er blevet afskediget i år. Med besparelserne er det 20 fuldtidsstillinger næste år. Forvaltningen bygger det på, at effekten af tosprogsundervisningen har været minimal, men det er uklart, hvordan de er nået til den konklusion, for mine tosprogskolleger og TR svarer, at de ikke er blevet bedt om at vurdere det,” sagde han og tilføjede:
”Det er skræmmende at skære på et område, som København burde fokusere mere på end andre kommuner. De burde skamme sig over at kalde København for børnenes by ud fra de prioriteringer, de har lavet for budget 2016.”
Tosprogsbesparelse er katastrofal
Også Bodil Bredemose fra Standvejsskolen havde en kommentar til problematikken.
”Det er katastrofalt og ubegribeligt, at de skærer på tosprogsområdet. Nu må vores skole skære yderligere i støtten til de tosprogede. Det betyder, at jeg som klasselærer kommer til at stå alene med en klasse med 20 procent tosprogede og skal forklare dem, hvad for eksempel en læsehest er.”
LÆS OGSÅ: KLF skal kæmpe for fem timers forberedelse i hjemmet
Hun henviste til en tidligere resolution om, at KLF’s bestyrelse skulle arbejde for, at forvaltningen skulle påtage sit et ansvar på tosprogsområdet. Men hun mente, det modsatte er sket, og derfor spurgte hun formanden til, hvordan KLF har arbejdet for denne resolution, og hvorfor der ikke er blevet lyttet til det fra forvaltningen.
Jan Trojaborg svarede:
”Vi er enige i, at det er en skandaløs behandling. Men jeg kan sige, at jeg tror aldrig, vi har gjort så meget ud af at påvirke, som vi har ved dette års budget. Vi har holdt møder med borgmestre, direktører og forvaltninger. Men vi oplever bare, at ingen politikere brænder for området. Det er utroligt.”
Tidligere var der en kæmpe efter- og videreuddannelse på feltet, men nu er det faldet helt til jorden, lød det fra formanden. Han forklarede, at området i stedet bliver prioriteret som en tidlig indsats – før folkeskolen – mens der ingen hjælp er at hente i folkeskolen.
”Det er rigtig trist. Derfor vil vi blive ved med at kæmpe for det.”
Ordentlige vilkår til efteruddannelse
Nina Boertmann fra bestyrelsen argumenterede for ordentlige vilkår til efter- og videreuddannelse. Selvom der er afsat penge til vikardækning i budget 2016, er det nemlig ingen garanti for, at vilkårene kommer til at være i orden, argumenterede hun.
”Pengene til vikardækning er ikke øremærket – de kommer ud i skolens samlede budget. Så nu bliver det alles opgave at sige nej tak, hvis der ikke er ordentlige vilkår til efteruddannelse. Man skal ikke arbejde hjemme i sin fritid gratis, fordi man er væk på kursus. Det er ærgerligt at sige nej, for vi vil rigtig gerne. Men hvis vilkårene ikke er i orden, må skolelederen pege på, hvad midlerne er brugt til.”
Ikke-læreruddannede varetager faglig fordybelse
Christiane Lunau fra Ørestad Skole efterspurgte, hvad bestyrelsen har gjort for at arbejde for, at den faglige fordybelse ikke varetages af ikke-læreruddannede. Noget bestyrelsen er forpligtet til af en tidligere resolution, påpegede hun.
Her meldte formanden klart ud:
”Tak til Christiane for at minde os om en forsømmelse. Det har vi simpelthen ikke fået gjort nok ved. Vores generelle ønske er selvfølgelig, at det skal være uddannede folk. Men som sagt har vi ikke gjort meget ud af dette – det vil vi gøre nu,” lovede han.
Erfaringer fra stressprojekt skal spredes
På generalforsamlingens første del i oktober fortalte TR ved Christianshavns Skole Peter Jensen om skolens deltagelse i Balance-projektet – et projekt, som skulle fange lærere med risiko for at udvikle arbejdsrelateret stress.
Torsdag fortalte næstformand Lars Sørensen om projektet, hvis afsløring af, at en tredjedel af lærerne på de deltagende skoler havde ondt i arbejdslivet, han fandt voldsomt bekymrende.
”Forvaltningen mente ikke, resultaterne var gode nok, så projektet forsætter ikke. Men vi vil arbejde for, at de gode erfaringer kan blive brugt på de øvrige skoler,” fastslog han.
Vedtaget: Beretning, regnskaber og kontingent
Efter de – relativt få – talere blev formandens beretning enstemmigt vedtaget. Herefter gennemgik sekretariatschef Ivan Jespersen regnskaberne, som man også kan finde i detaljeret form på foreningens hjemmeside.
Foreningen har haft et overskud på knap 7,1 millioner – 5,4 millioner efter regulering for skat. Der kommer 16,3 millioner ind på kontingenter, men der er udgifter for 16,4, så det er foreningens værdipapirer, der har sikret overskuddet, forklarede han. Også dette blev enstemmigt vedtaget, ligesom fastsættelse af kontingentet, som fulgte lige derefter.
Valg af revisorer og revisorsuppleant skete ligeledes smertefrit – de to nuværende revisorer fortsatte, mens den nye suppleant blev valgt ind uden modkandidat.
Ingen kommentarer til de få vedtægtsændringer
En af generalforsamlingens sidste punkter var forslag til vedtægtsændringer. Jan Trojaborg præsenterede dem og forklarede hvert enkelt punkt.
Ændringerne bød på en afskaffelse af listevalg, som ikke har været brugt siden i starten af 90’erne, og som bestyrelsen derfor fandt overflødigt. Ligeledes argumenterede formanden for, at de ordinære tillidsmandsmøder skulle streges, fordi foreningen i dag repræsenterer mange forskellige grupper, som ikke nødvendigvis finder forholdene i forvaltningen eller hverdagen på skolerne relevant for dem – emner, der har fyldt meget på møderne, forklarede han.
”Vi skal stadig have møde for tillidsfolk, men i forskellige grupper. Det har vi lovet, og det gør vi også i dag. Det finder vi mere rimeligt overfor de aktuelle forhold. Det ser måske drastisk ud som ændring, men vi vil faktisk gerne bare servicere grupperne mere målrettet og på samme niveau som i dag”, lød det.
Tredje ændringspunkt indebærer, at urafstemningen vil bortfalde, og kandidaten erklæret for valgt, hvis der kun opstilles en kandidat til formandsvalg, næstformandsvalg eller det nødvendige antal ved valg til stemmetællere og revisorer.
Derudover var der redaktionelle rettelser og retten til at ændre opbygningen af vedtægterne, så de får en mere logisk opbygning i stedet for at afhænge af, hvornår de forskellige paragraffer er føjet til.
Samtlige vedtægtsændringer blev enstemmigt vedtaget uden kommentarer fra salen. Herefter takkede Jan Trojaborg forsamlingen, kolonierne og dirigenterne, hvorefter generalforsamlingen sluttede.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere