Et par hundrede medlemmer af Københavns Lærerforening var fredag eftermiddag samlet til foreningens årlige generalforsamling for at høre formandens beretning, drøfte aktuelle skolepolitiske emner i hovedstaden og debattere, hvordan KLF skal prioritere sit arbejde den kommende tid.

I sin beretning til generalforsamlingen sagde KLF’ formand, Katrine Fylking, bl.a.:

”At tale så meget om frihed er meget oppe i tiden. Statsministeren gjorde det i sin nytårstale. Undervisningsminister, Mattias Tesfaye, gjorde det i sin tale ved Danmarks Lærerforenings kongres i forrige uge, og frihed bliver en vigtig del af det udspil for folkeskolen, som regeringen vil komme med i næste uge. Det var i hvert fald et gennemgående tema i statsministerens åbningstale i Folketinget i tirsdags.”

”Jeg går også ind for frihed. Hvem gør ikke det? Frihed for lærerne til at tilrettelægge undervisningen, så den passer til klassen og til den enkelte elev. Frihed til at bruge sin erfaring. Den professionelle frihed. Men jeg vil også sige det meget klart, at hvis det bare kommer til at handle om friheden til selv at finde de besparelser, som politikerne har vedtaget, så er vi ikke med.”

Om samarbejdet med arbejdsgiverne om arbejdstidsaftalerne A20/A21, sagde Katrine Fylking:

”Det viser sig gang på gang, at vi ikke kan skabe enighed og klare rammer for, hvordan skolerne skal arbejde. Vi oplever, at det er svært at få ledelsen i forvaltningen til at indgå i et reelt samarbejde om at få det til at fungere. Det er oftest KLF og TR på skolerne, der skal drive samarbejdet frem. Men samarbejde kræver to parter. Vi savner viljen og engagementet. Der er faktisk indgået en fælles aftale mellem parterne, og derfor bør der være lige meget opmærksomhed fra begge sider til at få aftalen til at fungere.”

Formanden nævnte også Lærerens Dag, som hvert år bliver markeret den 5. oktober over hele verden:

”Dygtige, engagerede og veluddannede lærere spiller en kæmpe rolle i bekæmpelsen af fattigdom, mere demokrati og lighed og demokratisk udvikling overalt i verden. Det gælder i Afrika, det gælder i Asien. Og det gælder såmænd også på Kildevældsskolen på Østerbro, som jeg besøgte i går i anledning af dagen. Det er en fælles viden, vi deler over hele verden: Den gode skole starter med den gode lærer.”

Den nyvalgte næstformand for Danmarks Lærerforening, Niels Jørgen Jensen, var aftenens gæstetaler. Han talte bl.a. om, hvor vigtige lærerne og børnehavneklasselederne er for folkeskolen og dermed for samfundet. Men folkeskolen er underfinansieret, og det bliver en af DLF’s opgaver at udfordre dette de kommende år.

Efter formandens beretning blev generalforsamlingen suspenderet. Med udgangspunkt i tre oplæg fra bestyrelsen debatterede de fremmødte spørgsmål om demokrati i folkeskolen, arbejdet med inklusion og et bedre arbejdsmiljø. Forsamlingens debat og ideer vil blive inddraget i bestyrelsens arbejde med de tre temaer.

Læs mere om generalforsamlingen.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.