Et af de emner, der fyldte godt på generalforsamlingen, var medlemmernes arbejdstid og mangel på tid til de opgaver, som skal løses. Her kan du læse en kort opsummering af de synspunkter, der kom fra talerstolen.

Lærerne har brug for at få tålelige forhold i arbejdet, og hvilken vej fører bedst til det? Tillidsrepræsentant Dorte Meyer, Gasværksvejens Skole, stillede forslag om at arbejde for et loft over antallet af undervisningstimer gennem en kollektiv aftale, så det ikke er den enkelte lærer, der skal kæmpe for et overkommeligt arbejdsliv.

Der er ikke primært brug for et maksimalt undervisningstimetal, for der er mange andre opgaver på en skole. Det er den samlede opgavemængde, der skal begrænses, mente Kirsten Kubstrup, TR på Katrinedals Skole.

Johan Elkjær, Blågård Skole, mente at et loft på 26 timer vil føles bedre, for tørre tal vil måske få udenforstående til at se sammenhængen mellem undervisningstimetal og kvalitet.

Eva Stemann, Sortedamskolen, var vidende om, at kolleger i øjeblikket forbereder sig hjemme, fordi de føler, det er nødvendigt. Opgavemængden overskrider altså arbejdstiden.

De 5 timer er en fleksibilitetsskabende biting

Janne Riise, bestyrelsen, henviste til debatten på facebook, der tydeligt viste, at lederne ikke vil være med til noget som helst. Ledelsesretten er kardinalpunktet for dem, som ingen i KLF i øvrigt betvivler, og de 5 timer er kun en biting.

De 5 timer til egen placering af forberedelsessted kan give noget tiltrængt fleksibilitet til forberedelsen, nævnte Jan Trojaborg, og Inge Thomsen, bestyrelsen, understregede, at de 5 timer kun er en del af det samlede problem. Hun følte sig bombet tilbage til lockout-perioden, da hun hørte SF’s og Socialdemokratiets taler i Borgerrepræsentationen. 

”Godt det er valgår næste år,” sagde hun med henvisning til kommunalvalget i 2017.

Når forhandlingerne med BUF ikke førte til noget, var en årsag ifølge Johan Elkær, at overborgmesteren var en nøglefigur for Bjarne Corydon i overgrebet på lærerne og lockout-strategien. I dag bliver Frank Jensens linje administreret af dem, der sidder og forhandler.

KLF’s næstformand, Lars Sørensen, omtalte skolelederforeningens rolle i forhandlingerne som meget uheldig, og det er beklageligt, at BUF har lyttet så ensidigt til skoleledernes forening. Han mente, at Johan Elkjær har en klokkeklar pointe om Frank Jensen – han er både problemet og nøglen til en løsning.

Endelig bemærkede Jan Trojaborg, at de politikere, der står bag reformen og lov 409, ikke er meget for at indrømme deres fejltagelser, men BR-politikerne må snart komme til forståelse. ”16 procent af lærerne forsvinder årligt, og på nogle skoler endnu flere. Andre steder kan det lade sig gøre, i Odense 5 og i Frederikssund 7,5 timer. Ellers får de ikke dygtige lærere”.

Se billedserie fra generalforsamlingen:

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.