Rekruttering og fastholdelse af lærere i alle faser af arbejdslivet er i disse år helt afgørende for at skabe en god folkeskole. Det kræver helt konkrete attraktive løsninger, som lærere kan se sig selv i. Her giver vi et bud på, hvordan det eksisterende aftalegrundlag kan give en 4-dages arbejdsuge for lærere over 60 år, hvis de ønsker det.

Jobbet som lærer kan være det mest meningsfulde arbejde i verden. Men i slutningen af et langt lærerliv på 40 – 45 år kan det daglige arbejde i klasselokalet med støj, konflikter og uro presse selv den mest erfarne og dygtige lærer. Hvilket for mange gør de sidste år som lærer strenge at komme igennem. Nogle lærere ender med helt at stoppe i folkeskolen. Oven i kan vi lægge Børne- og Ungdomsforvaltningens medarbejdertrivselsundersøgelse, der fortæller, at lærerne er den personalegruppe, der har den dårligste trivsel af alle faggrupperne i BUF.
Sådan behøver det ikke at være.Vi skal have gode ordninger for lærere, der er i slutningen af deres arbejdsliv, således, at de ikke føler sig tvunget til at forlade folkeskolen i utide.

Folkeskolen har brug for erfarne lærere

Langt de fleste kommuner er ligesom Københavns Kommune presset i forhold til at rekruttere lærere. I København har næsten en femtedel af lærerne ikke en læreruddannelse. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at folkeskolen er en attraktiv arbejdsplads gennem hele arbejdslivet. Den ballast og de kundskaber, de mest erfarne lærere har opbygget igennem deres arbejdsliv, er en betydelig ressource for folkeskolen.

I Københavns Kommune ser det ud til, at vi har et særligt problem med at fastholde de ældste lærere med mest erfaring. På landsplan er 34 procent af lærerne over 50 år, hvor det i København kun er 26 procent. Aldersprofilen for lærere i Københavns Kommune er i det hele taget langt lavere end i resten af landet. Således er 47 procent af lærerne i København under 40 år holdt op imod landsgennemsnittet, hvor kun 35 procent er under 40 år.

Folkeskolen skal være en arbejdsplads, hvor alle lærere har overskud til at arbejde uanset alder og anciennitet. Derfor skal der investeres og findes bæredygtige løsninger, der sikrer et godt arbejdsmiljø for alle lærere.

Benyt muligheden for en 4-dages arbejdsuge

For at fastholde lærere i folkeskolen er der brug for helt konkrete tiltag, der gør en forskel for den enkelte. Her kan en 4-dages arbejdsuge være en af løsningerne. Hvis viljen er til stede, kan dette lade sig gøre på alle skoler inden for de eksisterende rammer.
Vi vil derfor opfordre til, at det prioriteres, at lærere over 60 år i Københavns Kommune får mulighed for, at deres ugentlige undervisning placeres på 4 dage.

Sådan kan det let gøres

Lærernes arbejdsaftale, A20, giver lærere fra 60 år ret til nedsat arbejdstid med op til 175 timer årligt mod tilsvarende lønnedgang, men med fuld pensionsoptjening. Sammen med lærernes ret til fem timers ugentlig fleksibilitet, som er aftalt i København Kommunes lokalaftale for lærere, kan alle lærere over 60 år, der ønsker det, få en ugentlig fridag.  

I en tid, hvor en af folkeskolens største hovedpiner er rekruttering af læreruddannede lærere, er det afgørende at opretholde gode og solide ordninger, som sikrer et godt arbejdsmiljø igennem hele lærerlivet.

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.