Han er guld værd

Der er tolv elever i modtageklasse M2A på Grøndalsvængets Skole. Lidt overraskende faktisk, for et par af dem taler et dialektfrit dansk, så kan det virkelig passe, at de med et brugbart dansk talesprog skal gå i modtageklasse som 11-12-årige?

Ja, de kan tale noget, men ikke læse og skrive, lyder svaret, for nogle elever har som små boet i Danmark og lært noget sprog, men er blevet sendt til familie i hjemlandet i en årrække. Når de så kommer tilbage hertil, sidder sprogtonen på tungen, men de skal alligevel starte forfra. Andre starter helt fra bunden i alfaklassen (alfa/analfabet) og har ikke gået i skole i hjemlandet. De skal i løbet af to år læses op til at kunne følge med i en almindelig klasse.

”Vi arbejder generelt med den gammelkendte LTG-metode, altså læsning på talens grund. I går var vi på byvandring og kigge på seværdigheder, og i dag skal eleverne arbejde med de steder, vi besøgte. De skal lære stederne at kende og vide lidt om dem,” fortæller Irene Hansen, der er lærer i modtageklassen.

Syv timer om ugen er den arabisktalende tosprogede lærer Mowafek al Haddad med i klassen, og han bliver med sin venlige og imødekommende attitude hurtigt en eftertragtet voksen blandt elever, der har meget på hjerte. I dag skal eleverne bearbejde gårsdagens bytur. Al samtale i klassen foregår på dansk, undtagen altså når det danske bliver afbrudt af replikskifter på arabisk eller forklaringer, for et par af eleverne taler kun lidt dansk.

Eleverne sidder med billeder af de steder, de besøgte i går, blandt andet Rosenborg, Nyhavn, H.C. Andersen-statuen i Kongens Have og Rundetårn, som de var oppe i. Irene og Mowafek stiller mange spørgsmål, og eleverne svarer så godt, de kan og får hjælp til resten. Derefter skal de søge seværdighederne på ipad og helst også skrive lidt om de pågældende steder.

Eleverne arbejder to og to. De får flere gange at vide, at de skal arbejde sammen og hjælpe hinanden. Den ene sidder med ipad’en, den anden skriver, og så bytter de. En pige sidder med Rundetårn og leder efter noget tekst, hun kan bruge.

”Hvor højt er Rundetårn?”, hjælper Mowafek. ”42 centimeter”, svarer pigen. Mowafek gør meget store øjne og smiler op til begge ører. ”Øh, 42 kilo, nej, meter”, når pigen frem til, og så bliver der grinet kærligt. De små fejl bliver hurtigt et bidrag til den gode stemning ved bordet.

Mowafek al Haddad er glad for sine timer i modtageklassen, men en stor del af hans øvrige tid på skolen går med at formidle information og løse problemer. Han er oprindeligt geolog og kommer fra Bagdad, og arbejder nu som modersmåls- og tosproget lærer i København. Han håber ikke, at spareplaner vil stoppe hans arbejde på Grøndalsvængets Skole, og han er ked af, at de måtte vinke farvel til to af hans kolleger sidste år på grund af besparelser. Men hvad er det særligt, han kan, som der er brug for på skolen?

”Det er tydeligt, at det skaber en tryghed hos arabisktalende elever, når jeg kommer hen og taler med dem på deres modersmål. Eleverne stiller også mange spørgsmål til mig om, hvad de kan og skal i det her nye kulturelle system, der møder dem i Danmark,” siger Mowafek og giver et par eksempler, hvor han fungerer som kulturelt bindeled mellem barn, familie og skole.

Når et arabisk barn skal vise forældrene respekt, når de taler til ham eller hende, skal de slå øjnene ned og ikke have øjenkontakt, mens det modsatte nærmest er reglen i Danmark. ’Se på mig, og hør efter’, vil den danske forælder nok sige.

Børn svarer ’ja’ til en voksen, selv om de ikke er enige eller forstår, hvad der bliver sagt, for at være høflige.

Besøg hos sundhedsplejersken er en begivenhed, som Mowafek ofte skal forklare for tosprogede forældre, for det kender de ikke fra hjemlandet. Det samme gælder EAT-ordningen, altså for eksempel at forældrene kan stole på, at der ikke er svinekød i børnenes mad, og i øvrigt at de kan søge om tilskud.

Mowafek er i sving, når lærerne inviterer til skole-hjemsamtaler. Han kontakter nogle forældre og deltager i øvrigt i forældremøder og fungerer som tolk. Forældre kontakter også ham, når de skal informere skolen og noget.

Den tosprogede lærer lægger også vægt på at motivere børn og forældre til at deltage i modersmålsundervisning. Han hjælper med at finde hold og sted og tilmelde eleven. Mowafek mener, at det er en gavnlig forudsætning for at lære dansk, at børnene lærer deres modersmål ordentligt.

Somme tider møder skolen stor modstand fra forældre, hvis den vil indstille en elev til skolepsykologen. Mowafek har oplevet, at nogle forældre går i panik og pure afviser forslaget. Han skal så forklare, hvad der er formålet, og at det går ud på at yde det bedste for deres barn.

Når en elev skal udsluses fra modtageklassen til en almindelig klasse, går han med i den nye skole for at bygge tilliden til det nye sted op. Somme tider deltager eleven i et enkelt fag i en periode, og hen over en periode gennemføres udslusningen sammen med den tosprogede lærer.

Ikke særlig synlige

Dagligt oplever Mowafek, at han gør en forskel, når der skal bygges broer og løses problemer, og det ærgrer ham, at de tosprogede læreres indsats ikke er særlig synlig. Det drejer sig både om det faglige i skolen og deres mange opgaver som kulturformidlere mellem elever, forældre og skole.

Han kommer i tanker om en episode, da de var på byvandring i går. Da de havde været oppe i Rundetårn, skulle de ind og se kirken, men det ville de muslimske elever ikke. De mente ikke, at de bare kunne gå indenfor, selv om Irene sagde ja og jo.

”Eleverne ville bare vise respekt for kirken, og nogle tænkte måske på, hvad deres forældre ville sige til, at de havde været inde i en kirke. Ville det være haram eller halal? Jeg tror ikke, de var gået indenfor, hvis ikke jeg havde sagt, at det var i orden,” siger Mowafek.

Mowafek al Haddad håber, at flere vil få øjnene op for de mange forskellige opgaver, som de tosprogede lærere har på en skole. Opgaver som det er nødvendigt at løse, og der er ikke andre til at gøre det.