Årets Sveske 2019 er netop kåret. Prisen blev uddelt i København mandag eftermiddag og gives til en debattør, der tager bladet fra munden og tør sige sin mening i skoledebatten.

 

Prisen ‘Årets Sveske’ uddeles af foreningen Sveskens Venner. Det er en ytringsfrihedspris, og den gives til en stemme i skoledebatten, der slet og ret formår at få svesken på disken. 

Og det formår Lene Tanggaard.

Hun blev nemlig kåret til ‘Årets Sveske 2019’ ved uddelingen i København mandag eftermiddag. 

Lene Tanggaard er rektor på Designskolen i Kolding, og har en nær fortid som professer i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet, hvor hun dog fortsat er sparsomt tilknyttet i en 5%-stilling.

“Lenes klare og tydelige stemme har skåret sig gennem mange positioneringer i skoledebatten. Hun har sin egen stemme som professor i pædagogisk psykologi, både hvad gælder hele den pædagogisk-didaktiske debat, overstyring af lærerprofessionen, elevernes udbytte af undervisningen og ikke mindst i forhold til at gennemskue og argumentere for, hvorfor pædagogikken skal skilles fra politologien,” lød det i begrundelsen for hvorfor Lene Tanggaard løb med prisen.

Opfordring til civil ulydighed

Lene Tanggaard udgav i efteråret 2018 bogen ‘Læringsglemsel’, som hun selv kalder “én lang invitation til civil ulydighed”. Den handler om at genetablere respekten for lærerens dømmekraft og give plads til mere spontanitet i undervisningen. Fordi “vovemod, anarki og civil ulydighed indimellem er det, der gør, at vi kan løse opgaverne med høj kvalitet.”

Rektoren var glad for at modtage prisen.

“Jeg er meget beæret i forhold til det her felt af nominerede. Når man tør sige ting højt, så skaber man. Det er sådan, man finder ud af, om det har genklang. Jeg sagde højt, at jeg ikke forstod den målstyrede læring. At jeg ikke forstod, hvordan man ville motivere lærerne via manglende tillid,” sagde prismodtageren. 

Komiker uddelte prisen

Det var komikeren Sebastian Dorset, der uddelte sveskeprisen. Fordi ytringsfrihed også er en vigtig sag for ham.

“Det er, som om fakta ikke betyder noget længere. Politikerne har fået lavet det sådan, at fakta – det er noget man vedtager. Og så kan de sagtens blive enige om noget, som faktisk er forkert,” sagde komikeren.

Han støttede op om prisen og de nominerede, for som han sagde, så er det ikke helt ufarligt at ytre sig.

“Vi har jo ytringsfrihed, hvilket betyder, at intet er forbudt at sige. Men man kan gøre det strafbart. Det er ligesom med min kæreste – jeg kan godt sige, at maden smager dårligt. Men så får jeg nok også lov til at sove på sofaen.”

De øvrige nominerede var lærer Lene Aabye Møller, lektor Thomas Aastrup Rømer, rektor Henrik Vestergaard Stokholm, lektor Keld Skovmand samt de to professorer Jeppe Bundsgaard og Svend Kreiner.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.