Områdechef Line Nordberg har besluttet, at den tillidsrepræsentant, der siden mandag den 16. september har været fritaget for tjeneste som lærer af områdechefen, nu kan vende tilbage til sit arbejde på Blågård Skole i København.
”Jeg er glad for, at vores TR kan vende tilbage til sit arbejde. Det er uhørt at fritage en tillidsrepræsentant for tjeneste uden først at have afsøgt dialogens vej eller benyttet andre mulighed indenfor de aftaler, vi har med hinanden, om sanktioner eller andet. Vi har som fagforening aldrig oplevet noget lignende” siger Katrine Fylking.
Danmarks Lærerforening kommer til at tage sagen videre i det arbejdsretlige system, siger Katrine Fylking.
”Det har kæmpe konsekvenser for hele vores aftalesystem og den danske model, og det er et brud på vores overenskomst, når kommunen hindrer den pågældende tillidsrepræsentant i at udføre sit hverv. Tillidsrepræsentanten har en særlig beskyttelse for at varetage medarbejdernes interesser i forhold til ledelsen og skal blandt andet sørge for, at aftaler og overenskomster bliver overholdt, samt fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold på skolen ,” siger Katrine Fylking.
”Tillidsvalgte skal trygt kunne være kritiske i forhold til arbejdsmiljøet og de ansattes forhold. De repræsenterer medarbejderne og fællesskabet og er med til at sikre sunde arbejdspladser. Denne sag skaber utryghed, og det kan afskrække andre fra at stille op som tillidsrepræsentant i fremtiden,” siger Katrine Fylking.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere